How to Dress Well svømmede længe rundt i en sø af lo-fi. Charmerende var det, og overraskelsen var derfor en fornøjelig én af slagsen, da det lykkedes at opdatere produktionen uden tab af sensibilitet. I 2014 stod han bag én af årets bedste plader med What Is This Heart? (måske den bedste), og i september er han klar med opfølgeren Care.
På singlen Lost Youth / Lost You har Jack Antonoff været inde over produktionen, og hvis det ikke ringer en klokke, kan navne som Fun. (ja, med det latterlige punktum) og Taylor Swift smides på bordet. Out of the Woods stod han såmænd bag. Med andre ord er Tom Krell i habile hænder. Mere interessant er det dog, at CFCF fra Montreal også er blandt producerne på albummet.
De skrabede produktioner var en nødvendighed i starten. Herefter voksede Krells ambitioner med nye muligheder, ligesom hans turnéer og rejser gav nye indsigter. Med sin blanding af nordamerikansk hverdagspatos og europæisk forståelse for arkitektur leverer han også på Lost Youth / Lost Youth en mere end solid omgang popmusik.
Næste plade (skal vi gætte på 2018?) bliver en decideret banger. Til den tid vil det koste mere end 100 bobs at se ham i Danmark, hvor han for denne fornemme pris gæster Rust den 18. november. Care er ude 23. september på Weird World og Domino.
I said I think I know what love is now / I think I kind of figured it out.
Forventningerne til det kommende album fra How to Dress Well er efterhånden temmelig store, hvilket på det nærmeste må betegnes som en sommerlig underdrivelse. Debutalbummet Love Remains brillerede som én af de første quasi-R&B-crossover-udgivelser, der virkelig fangede bredt og gjorde mange opmærksom på nogle kvaliteter, de havde savnet i den mere guitarorienterede ende gennem de seneste år. Men dén historie er allerede gammel.
I internettid er førstesinglen Ocean Floor for Everything også allerede gammel, idet den har været tilgængelig via Tom Krells egen SoundCloud siden slutningen af maj. Dels har jeg været langsom til at få den hørt, og dels er den så fremragende, at den bør få lidt mere opmærksomhed. Det hele starter med en slags kald, der med titlen in mente snildt kunne komme fra havets bund - uden nogen form for logik på spil her. Efter godt et halvt minut får vi så de blødeste toner, der ville gøre selv jj misundelige. Som sangen udvikler sig, bliver man på én gang mismodig og fortrøstningsfuld, og når beatet endelig sætter ind, må man give sig helt hen. Der er en underlig feedback-empati på spil, der kan minde om to fulde venner, der med et både smukt og akavet kram forvirrer resten af festen.
Den nye plade har fået den overgivende titel Total Loss, hvilket må siges at være et interessant valg som en slags fortsættelse på debuten. Udgivelsesdatoen er sat til 18. september. Acéphale har Nordamerika, og Weird World påtager sig opgaven at dele ud til resten af verden.
How to Dress Well markerede for mange en nyvunden respekt for nogle af de dynamikker, der fungerer så stærkt i al deres enkelhed inden for R&B. Denne weekend tweetede Edward Droste også ganske passende, hvordan dette havde været et fantastisk år for R&B men et mindre heldigt år for indie rocken. Nu skal vi ikke hænge os for meget i genrer, men man kan håbe, at nogle lyttere giver sig selv lov at reflektere over, hvorfor der egentlig bliver skubbet til præferencerne. I hvor vid udstrækning er det blot en naturlig udvikling, og i hvor høj grad kan dette anskues på et personligt plan over for en bredere kultur formet af relativt dominerende medier? Her vil mange nok tænke på, hvorledes P4k tog The Weeknd under deres vinger.
Nuvel, vi vil gå videre i programmet og give lidt opmærksomhed til Active Child, der netop har fået sit debutalbum med den kære titel You Are All I See kåret til årets bedste på The 405. Bag navnet står Pat Grossi, der i år ofte er blevet sammenlignet med James Blake, hvilket er ganske unfair. Der er da enkelte ligheder, men det er trods alt ikke al musik, der er dubstep, blot fordi det er udgivet i 2011. Som Active Child benytter Grossi sig ofte af nogle af de førnævnte dynamikker, man kender fra minimal R&B, og interessant nok gæster Tom Krell (How to Dress Well) også på albummet. Men nu vi har slået fast, at det ikke er dubstep, må vi også understrege, at det ikke just er hverken R&B eller et typisk bedroom project.
Der er noget drævende sentimentalt over det hele, og de fyldige beats akkompagneres nysgerrigt af bl.a. flittig brug af harpe og lange synthflader. Man kan til en vis grad forsøge at forestille sig, hvordan M83 kunne have udviklet sig, da Anthony Gonzalez fortsatte projektet alene, såfremt han var blevet konfronteret med en anden zeitgeist. Igen uden at sammenligne direkte: Active Child er mere sig selv, end han ofte gives credit for i visse anmeldelser. Lytter man albummet igennem fra start til slut, giver kunstnernavnet også pludselig mere mening. Det er ingenlunde hyperaktivt, men det er nysgerrigt og legende. Fantasien får frit spil inden for en bevidsthed, der alligevel dikterer en afstand til barnet. Et på mange måder rigtig flot udspil.
