Bedre sent end aldrig til underlig fest

Jeg kom sent til festen med Nourished By Times roste Erotic Probiotic 2, men er endnu gladere for opfølgeren The Passionate Ones, som fortsat er skæv R&B med poppede elementer. Eller underlig pop med et skvæt R&B.

Det minder mig nogle gange om en mindre dramatisk How to Dress Well: En vis forkærlighed for 80’erne og en fornemmelse af, at Marcus Brown har lavet det meste alene om aftenen i en lille lejlighed.

Brown skiftevis synger, mumler og sukker over skønne beats. Nogle keys lyder næsten bevidst billige på den bedst tænkelige måde, nærmest som legetøjsinstrumenter.

Albummet er ikke uden alvor – på Pitchfork får Samuel Hyland det til at virke, som om hele albummet er antikapitalistisk – men det er bestemt heller ikke uden humor. Marcus Brown tager musikken alvorligt uden at tage sig selv alvorligt, og der er en verden til forskel.

Det hele er lavet med stort overskud, og det lyder, som om han har et hav af sange liggende. På ‘Max Potential’ høres et nærmest stadionvenligt omkvæd, ‘9 2 5’ er dansabel, ‘Baby Baby’ er kaotisk pop, mens mit højdepunkt ‘Tossed Away’ afslører hans forkærlighed for DIY-indierock forklædt som ballade.

Navnet Nourished By Time er i øvrigt inspireret af Guided By Voices.

/Martin

Fabiana Palladino og en følsom vilje

Verden er et flot sted meget af tiden, nogle gange smuk, selvfølgelig ofte grotesk. Og verden ville afgjort være endnu bedre, hvis en sang som Shimmer af Fabiana Palladino var en form for sommerhit.

Den skal dog nok komme ud til en del lyttere: den er nemlig udgivet af Paul Institute, som brødrene Jai og A.K. står bag. Førstnævnte, Jai Paul, har koproduceret og mixet Shimmer.

Sangen giver sig tid, folder sig langsomt ud, bygger på, angriber verden med en følsom vilje:

I can see the sign
You think I'm an easy target
I won't keep my voice down
I want, I want something I can shout about

Det dybt personlige er det universelle, og det universelle falder så tilbage på dig og mig og gør verden lidt mindre.

Den tålmodige opbygning leder op til et lille og alligevel nærmest majestætisk klimaks. Fabianas komposition ledsages utroligt veloplagt af enkle synths og guitarer spillet af Jai Paul, og trommeproduktionen i sidste halvdel af sangen er intet mindre end fantastisk. Der er hentet megen inspiration i 80'erne i almindelighed og Prince i særdeleshed, og der er et vist slægtskab med både Autre Ne Veut og How To Dress Well, om end det ofte er mere i sensibilitet og opbygning end i produktion.

Fabiana Palladino fra London har kun udgivet to singler. Mystery fra 2017 blev ligeledes udgivet af Paul Institute. Brødrene Paul startede deres institut/label for pop og mystik i 2016 i forbindelse med udgivelsen af en A.K. Paul-single.

Shimmer blev udgivet sammen med en ny (og udmærket) single af Ruthven.



/Martin

How to Dress Well med ny plade og dansk koncert

How to Dress Well svømmede længe rundt i en sø af lo-fi. Charmerende var det, og overraskelsen var derfor en fornøjelig én af slagsen, da det lykkedes at opdatere produktionen uden tab af sensibilitet. I 2014 stod han bag én af årets bedste plader med What Is This Heart? (måske den bedste), og i september er han klar med opfølgeren Care.

På singlen Lost Youth / Lost You har Jack Antonoff været inde over produktionen, og hvis det ikke ringer en klokke, kan navne som Fun. (ja, med det latterlige punktum) og Taylor Swift smides på bordet. Out of the Woods stod han såmænd bag. Med andre ord er Tom Krell i habile hænder. Mere interessant er det dog, at CFCF fra Montreal også er blandt producerne på albummet.

De skrabede produktioner var en nødvendighed i starten. Herefter voksede Krells ambitioner med nye muligheder, ligesom hans turnéer og rejser gav nye indsigter. Med sin blanding af nordamerikansk hverdagspatos og europæisk forståelse for arkitektur leverer han også på Lost Youth / Lost Youth en mere end solid omgang popmusik.

Næste plade (skal vi gætte på 2018?) bliver en decideret banger. Til den tid vil det koste mere end 100 bobs at se ham i Danmark, hvor han for denne fornemme pris gæster Rust den 18. november. Care er ude 23. september på Weird World og Domino.

I said I think I know what love is now / I think I kind of figured it out.



/Martin

Årets album 2014

Lidt forsinket kommer her min årsliste for 2014. Det er de LP'er, der har betydet mest for mig, som jeg har haft det sjovest med, eller som i ordets enkleste forstand har rørt mig dybest. Der er ingen ironi på listen. Nogle plader er glemt om kort tid, andre vil få større betydning fremover, både for mig personligt og for musikken som sådan.

Rækkefølgen er naturligvis stærkt arbitrær og ser marginalt anderledes ud i morgen. Fundamentalt anderledes om en måned. De er blevet hørt i forskellige måneder, sæsoner, tog og sindsstemninger. En årsliste er en årsliste er en årsliste. Lavet på et kort øjeblik. Sådan er der så meget.

Tak for endnu et fint år! Husk at støtte musikken.

Kh Martin

///

25. Aphex Twin – Syro

24. Future Islands – Singles

23. Sun Kill Moon – Benji

22. Angel Olsen – Burn Your Fire for No Witness

21. Andy Stott – Faith in Strangers

20. Sharon van Etten – Are We There

19. FKA Twigs – LP1

18. Taylor Swift – 1989

17. Alvvays – Alvvays

16. Trust – Joyland

15. Ought – More Than Any Other Day

14. Tycho – Awake

13. Ben Frost – A U R O R A

12. The Twilight Sad – Nobody Wants to Be Here, and Nobody Wants to Leave

11. East India Youth – Total Strife Forever

10. Kiasmos – s/t

9. Grouper – Ruins

8. Wild Beasts – Present Tense

7. A Sunny Day in Glasgow – Sea When Absent

6. Ariel Pink – Pom Pom

5. Objekt – Flatland

4. Perfume Genius – Too Bright

3. Fear of Men – Loom

2. Gazelle Twin – Unflesh

1. How to Dress Well – "What Is this Heart?"

Honourable mentions: Damien Jurado, Warpaint, Samantha Crain, Mogwai, Lo-Fang, Elbow, Johnny Foreigner, The Notwist, Beck, The Hotelier, Liars, Swans, Odawas, The Antlers, Marissa Nadler, The Bug, Sd Laika, Actress, Broken Twin, We Like We, Perfect Pussy, Vessel, HAERTS, I Break Horses, CEO, Real Estate, Woman's Hour, Cymbals Eat Guitars, Jessie Ware, Kevin Drew, Todd Terje, The War on Drugs, D'Angelo, Flying Lotus, Shadow Shadow, The New Pornographers, Caribou... Her kunne man nævne mange flere. Rækkefølgen er tilfældig.

/Martin

How to Dress Well og havbunden

Forventningerne til det kommende album fra How to Dress Well er efterhånden temmelig store, hvilket på det nærmeste må betegnes som en sommerlig underdrivelse. Debutalbummet Love Remains brillerede som én af de første quasi-R&B-crossover-udgivelser, der virkelig fangede bredt og gjorde mange opmærksom på nogle kvaliteter, de havde savnet i den mere guitarorienterede ende gennem de seneste år. Men dén historie er allerede gammel.

I internettid er førstesinglen Ocean Floor for Everything også allerede gammel, idet den har været tilgængelig via Tom Krells egen SoundCloud siden slutningen af maj. Dels har jeg været langsom til at få den hørt, og dels er den så fremragende, at den bør få lidt mere opmærksomhed. Det hele starter med en slags kald, der med titlen in mente snildt kunne komme fra havets bund - uden nogen form for logik på spil her. Efter godt et halvt minut får vi så de blødeste toner, der ville gøre selv jj misundelige. Som sangen udvikler sig, bliver man på én gang mismodig og fortrøstningsfuld, og når beatet endelig sætter ind, må man give sig helt hen. Der er en underlig feedback-empati på spil, der kan minde om to fulde venner, der med et både smukt og akavet kram forvirrer resten af festen.

Den nye plade har fået den overgivende titel Total Loss, hvilket må siges at være et interessant valg som en slags fortsættelse på debuten. Udgivelsesdatoen er sat til 18. september. Acéphale har Nordamerika, og Weird World påtager sig opgaven at dele ud til resten af verden.



/Martin

Aktivitet

How to Dress Well markerede for mange en nyvunden respekt for nogle af de dynamikker, der fungerer så stærkt i al deres enkelhed inden for R&B. Denne weekend tweetede Edward Droste også ganske passende, hvordan dette havde været et fantastisk år for R&B men et mindre heldigt år for indie rocken. Nu skal vi ikke hænge os for meget i genrer, men man kan håbe, at nogle lyttere giver sig selv lov at reflektere over, hvorfor der egentlig bliver skubbet til præferencerne. I hvor vid udstrækning er det blot en naturlig udvikling, og i hvor høj grad kan dette anskues på et personligt plan over for en bredere kultur formet af relativt dominerende medier? Her vil mange nok tænke på, hvorledes P4k tog The Weeknd under deres vinger.

Nuvel, vi vil gå videre i programmet og give lidt opmærksomhed til Active Child, der netop har fået sit debutalbum med den kære titel You Are All I See kåret til årets bedste på The 405. Bag navnet står Pat Grossi, der i år ofte er blevet sammenlignet med James Blake, hvilket er ganske unfair. Der er da enkelte ligheder, men det er trods alt ikke al musik, der er dubstep, blot fordi det er udgivet i 2011. Som Active Child benytter Grossi sig ofte af nogle af de førnævnte dynamikker, man kender fra minimal R&B, og interessant nok gæster Tom Krell (How to Dress Well) også på albummet. Men nu vi har slået fast, at det ikke er dubstep, må vi også understrege, at det ikke just er hverken R&B eller et typisk bedroom project.

Der er noget drævende sentimentalt over det hele, og de fyldige beats akkompagneres nysgerrigt af bl.a. flittig brug af harpe og lange synthflader. Man kan til en vis grad forsøge at forestille sig, hvordan M83 kunne have udviklet sig, da Anthony Gonzalez fortsatte projektet alene, såfremt han var blevet konfronteret med en anden zeitgeist. Igen uden at sammenligne direkte: Active Child er mere sig selv, end han ofte gives credit for i visse anmeldelser. Lytter man albummet igennem fra start til slut, giver kunstnernavnet også pludselig mere mening. Det er ingenlunde hyperaktivt, men det er nysgerrigt og legende. Fantasien får frit spil inden for en bevidsthed, der alligevel dikterer en afstand til barnet. Et på mange måder rigtig flot udspil.

Active Child: 'Hanging On' by Ragged Words

/Martin

How to Dress Well

Det er efterhånden et par uger siden, How to Dress Well udgav sit debutalbum Love Remains. Et både rørende og bekræftende værk.

Bag navnet gemmer sig tyske Tom Krell, der læser filosofi i Köln og pendler mellem den smukke kulturbastion og Brooklyn. Egentlig er det svært at tale om et debutalbum. Krell har gennem et stykke tid postet sange på sin blog og har nu samlet nogle af disse sange samt live- og EP-materiale sammen til denne første fuldlængde.

R'n'B-begrebet kan være mange ting, og efter Bon Iver har det fået en ekstra dimension, som flere mennesker kan forholde sig til. Faktisk er der også enkelte ligheder mellem How to Dress Well og Bon Iver, hvor i særdeleshed den både stærke og skrøbelige falset træder frem som den store fællesnævner. Men også følelsen af soveværelsesprojekt og -produktion er noget, der spiller en vigtig rolle i denne forbindelse. Følelsen af at en person formidler noget, der i høj grad er personligt. Og samtidig noget, der lyder som om, mange mennesker kunne lave det. At man kan fortælle noget, formidle noget, cry your heart out.

Hvad angår vor tids singer-songwritere, er der i øvrigt en interessant artikel herom på Drowned in Sound, der kan anbefales at læse.

MP3: How to Dress Well - You Won't Need Me Where I'm Goin'

/Martin