Roskilde-pause

Der bliver opdateret igen efter Roskilde Festival!

The Fresh & Onlys

The Fresh & Onlys har efterhånden en del udgivelser bag sig. De har været på Woodsist, Captured Tracks, Sacred Bones m.fl. og har nu endelig fundet vej til Tysklands (nu gentager jeg mig selv) nok mest spændende label i øjeblikket, Souterrain Transmissions.

De har netop udgivet en 7" single og er på vej med albummet Long Slow Dance. Den nye single har fået titlen Yes or No, og den er ganske medrivende. Det er, som altid, en fin blanding af garage pop og noget, der kunne minde om college rock. Gruppens bassist har udtalt, at den endte med at blive mere desperat, end den i første omgang var tiltænkt; at ville følge den drift, der får os til at ville please en person - for derefter at opnå erkendelsen af denne umulighed og dertilhørende utilstrækkelighed. Denne erkendelse vil naturligvis ikke opstå uden en vis forvirring, der sjældent kan mobiliseres som drivkraft.

San Francisco-bandet udgiver deres fjerde fuldlængde på Souterrain Transmissions d. 3. september.



/Martin

Til forsvar for kitsch: 'Say Hello, Wave Goodbye'

Skabelsen af en ironisk distance er så automatisk en reaktion, at vi sjældent bemærker dens opståen. Konsekvensen er ofte, at vi glemmer at tage udgangspunkt i sagen selv. 'Das Ding an sich'. Det handler ikke om at tage afstand fra ironien som sådan, og vi har da også hørt mangt og meget om at gå ind i værket på dets præmisser (hvilket de fleste dog stadig glemmer). Det centrale er her modet til at gøre netop dét i forhold til et udgangspunkt, der sædvanligvis påtvinger den førnævnte ironiske distance. Det vil jeg her forsøge mig med Say Hello, Wave Goodbye af Soft Cell.

Indledningsvis om kitsch og guilty pleasures

For snart to år siden sagde en hollandsk ven - halvt i spøg - at man ikke kan holde af kitsch, hvis man har læst Adorno. Kommentaren er siden - ret ofte endda - blevet gentaget i vennekredsen, men det har intet med snobberi at gøre. Det handler snarere om to relaterede aspekter: Først og fremmest den kontante fremtoning på udsagnsniveau. Dernæst den popkulturelle appel i indholdet, der automatisk arbejder sig ind i kollektivet.

Lige så meget jeg holder af visse af Frankfurterskolens teoretikere, lige så sikkert kan jeg sige, at jeg ikke utvetydigt deler den ovennævnte holdning - hvilket den hollandske ven i øvrigt kun delvist selv gør. Men der er meget på spil i udsagnet, og helt centralt er det selvfølgelig at være enig om begrebet kitsch. Lad os først konsultere Gyldendals encyklopædi: Den nævner i første omgang kunstneriske artefakter af "lav kvalitet eller hæslig banalitet, der appellerer til sentimentalitet, sensationalisme og nationalisme." Herefter nævner de allestedsnærværende Clement Greenberg, der i 1939 definerede det som "efterligning af overklassekunst, massefabrikeret for lavere sociale lag til pynt og statussymbol." Greenberg skrev dette i sit særdeles indflydelsesrige essay Avant-Garde and Kitsch, der bl.a. kan læses i den anbefalelsesværdige opsamling Art and Culture: Critical Essays. Greenberg provokerer gerne læseren til at være uenig, og det virker yderst konstruktivt. Men nok om det.

Nu tilbage til begrebet: Det er efter disse hårde definitioner senere blevet anvendt strategisk for at vise, at man netop ikke er elitær - og for på samme tid at udvise en udviklet refleksion (en sådan gradbøjning er nærmest umulig og nærmer sig status af pleonasme). Man har altså arbejdet ud fra idéen om noget æstetisk lavt. Disse definitionsforsøg - med dertilhørende historisk opgør - kan måske hjælpe til at forstå de problemer, der er forbundet med at bruge begrebet i dag.

I forlængelse heraf er det tid til at se på begrebet guilty pleasure. Det er meget problematisk og fortjener egentlig at blive bearbejdet for sig. Det beskriver noget, der enten under normale forhold er under recipientens niveau eller taler til denne på trods af sædvanlige præferencer. I første omgang er der imidlertid ikke tale om mulige erfaringsdannelsesprocesser. I første omgang. Det bliver altså per definition lowbrow, hvilket ligeledes gør brugen af begrebet paradoksalt. Eller i bedste fald: en slags omvendt bevidsthedsudvidende, æstetisk provokation. Omvendt i en slags paradoksal vending: Hvor vi sædvanligvis taler om noget bevidsthedsudvidende i forhold til stort kunst, tænker man her om noget mindre, der ender med - altså kun ideelt set - at tvinge os til at revurdere vor egen position i forhold til vore præferencer. Sagt på en anden måde: Man må være bevidst om, at man nemt lyder som en douchebag, når man taler om at have guilty pleasures. Det har jeg selv gjort på disse sider. Jeg skal ikke udelukke, at jeg har været og er en douchebag, men jeg håber oprigtigt, at det har været brugt refleksivt.

Hyppigt ser vi selvfølgelig en ironisk brug af begrebet. Sådan starter det også, og det er jo en velkendt dynamik: Vi beskytter vor credibility ved at kunne lide noget med en ironisk distance, hvorefter det med tiden bliver svært at vurdere, hvorvidt denne distance minimeres, sløres, udryddes eller aldrig i sandhed har eksisteret. Med andre ord: Vi begynder at holde af noget, som vi har forsøgt til dels at beskytte os selv imod ved kun delvist at legitimere det. Ved at give det en art prøvetid, som vi regner med senere at give afslag. Dette er der mange grunde til, og det kalder ligeledes på et essay i sig selv, men det ville trække mere i retning af såvel psykologiens som sociologiens verden. Langt hen ad vejen er det jo netop socialt betinget og handler om frygt for konsekvenserne af brud på kulturelle og sociale koder.

Alt dette er der måske ikke så meget nyt i, og jeg vil egentlig gerne bevæge mig fra det mere universelle til det partikulære. Fænomenet selv: Hvad sker der, når vi tillader os selv at lytte åbent til dét, vi så nemt kan (eller kunne) afskrive? Kald det blot en fænomenologisk tilgang (eller 'fænomologisk' som jeg nyligt blev fejlciteret i et ellers fremragende magasin!).

Say Hello, Wave Goodbye

Mit udgangspunkt her er Say Hello, Wave Goodbye af Soft Cell fra 1981 (udgivet som single i 1982). Mange kender primært bandet for deres cover af Gloria Jones' Tainted Love. Denne sang er jeg personligt ikke synderligt begejstret for. Sangen, der i øvrigt er fra samme album, blev som bekendt et kæmpehit. Bandet har egentlig ikke begået mange sange, der rigtigt tiltaler mig, men Say Hello, Wave Goodbye er også ganske anderledes. Af en anden støbning om man vil. Målet er ikke her at forsvare duoen som sådan, så lad os da komme videre til sagen, sangen, værket!

På Spotify kan man kun finde versionen fra 1991 med nyindspillet vokal (også kendt som 7" Single Version). En fremragende udgave, i øvrigt. Her er såvel den gamle video fra 1981 (mindre god lydkvalitet) og den ti år yngre udgave (lidt bedre lydkvalitet). Jeg vil her anbefale den sidstnævnte.

(1981)


(1991)


Den store forskel er trommeproduktionen, der i den gamle udgave er væsentligt mere dominerende, hvor der i den nyere version er bedre mulighed for at fokusere på vokalen og teksten. Der er ikke nogen stor forskel i selve vokalen, men den kan dog siges at være en smule finere i den nyere version. Dette giver plads til en anelse mere skrøbelighed - og marginalt mere skabethed. Mere herom senere. Først teksten i sin helhed:

Standing in the door of the Pink Flamingo
Crying in the rain
It was the kind of so-so love
And I'm going to make sure it never happens again
You and I, it had to be the standing joke of the year
You were a sleep-around, a lost and found
And not for me, I fear
I tried to make it work
You in a cocktail skirt and me in a suit
Well, it just wasn't me
You're used to wearing less
And now your life's a mess
So insecure you seem
I put up with all the scenes
And this is one scene 
That's going to be played my way


Take your hands off me
I don't belong to you, you see
Take a look at my face
For the last time
I never knew you
You never knew me
Say hello goodbye
Say hello, wave goodbye


Under the deep red light
I can see the makeup sliding down
Hey little girl, you will make up
So take off that unbecoming frown
What about me?
Well, I'll find someone
That's not going cheap in the sales
A nice, little housewife
Who'll give me a steady life
And won't keep going off the rails



Take your hands off me
I don't belong to you, you see
Take a look at my face
For the last time
I never knew you
You never knew me
Say hello goodbye
Say hello, wave goodbye


We've been involved for quite a while now
And to keep you secret
It has been hell
We're strangers meeting for the first time, okay?
Just smile and say hello
Say hello, then wave goodbye
Say hello, then wave goodbye
Say hello, then wave goodbye
Say hello, then wave goodbye


Say hello, wave goodbye
Say hello, then wave goodbye
Say hello, say goodbye
Goodbye
Say goodbye
Say goodbye
Goodbye

Udmærket! Vi har store og enkle følelser på spil. Altså trivialiteter hvis man er hård. Ved første gennemlytning og -læsning (ikke lytninger i en Ferrara'sk forstand) er vi ude i noget, der ligner en klassisk breakup song på tekstsiden, medens vi på lydsiden har et halvkedeligt vers med en både dygtig og skabet sanger, før vi når et omkvæd, der pludselig ændrer stemningen totalt.

Efter de første mange gennemlytninger var jeg stadig ikke betaget af melodien i verset, hvor omkvædet til gengæld tiltvang sig vej til underbevidstheden og var klar som første melodi om morgenen, når jeg vågnede. Denne holdning til verset har senere ændret sig. Men lad os se mere på strukturen!

Efter en kort stilhed hører man det enkle trommebeat sætte ind (som sagt mere dominerende i den gamle version), før Marc Almond efter godt syv sekunder påbegynder sin historie med en konkret iscenesættelse og ekspliciteret skrøbelighed: Han er ved netop dén klub, og han græder minsandten. Scenen er sat. Han er ynkelig og kaster sig herefter ud i noget, der ligner en objektiv forklaring og - igen qua skrøbeligheden - et forsøg på at beskytte sig selv. Det var alligevel ikke det store (so-so love), andre måtte jo også se det som en joke - Almond selv griner sig halvt igennem denne del. Den direkte modtager bliver herefter beskyldt for ikke at kunne holde sig på måtten, hvorefter vor skrøbelige helt prøver at booste sig selv gennem sin initiativrigdom (I tried to make it work). Det kan i hvert fald ikke være hans skyld! En interessant detalje er you're used to wearing less, der spiller på wearing og worrying, før fortælleren ender i en underfundig blanding af at føle både skadefryd og behov for bebrejdelse. Det bygger op, og han har fået nok. På dette tidspunkt er man som lytter næsten træt af hans brok, og egentlig er det modigt, hvordan han bygger på og bygger på. Man frustreres, men man mærker på samme tid, at dette rent faktisk betyder noget.

Og så. Pludselig ændrer sangen fuldstændig karakter efter godt et minut og tyve sekunder. Beatet fortsætter, men synthfladen ændrer sig radikalt. Den både forsimples og forstærkes. Alt bliver større i takt med Almonds stærke udbrud:


Take your hands off me
I don't belong to you, you see
Take a look at my face
For the last time
I never knew you
You never knew me
Say hello goodbye
Say hello, wave goodbye


Ordene strækkes, og han giver plads til en fornem vibrato. Han synger stærkere, og hans udsagn svinger nu mellem afklarethed og dramatisk svaghed. Nok må være nok. Nødvendigheden spiller ind. Den formidable og storladne synthflade giver himmelske associationer, og man får næsten fornemmelsen af en større åbenbaring. Én af de mest simple af slagsen og derfor essentiel. Et helt igennem formidabelt omkvæd!

Men det ville naturligvis være for nemt, hvis dette var nok for vor fortæller. I første omgang spiller han stærk (hey little girl, you will make up), hvorefter han igen forsøger sig med en bebrejdelse, der skal styrke ham selv. Nu vil han finde stabilitet. Og vel at mærke en person, der er loyal!


What about me?
Well, I'll find someone
That's not going cheap in the sales
A nice, little housewife
Who'll give me a steady life
And won't keep going off the rails


Efter brugen af ordet 'cheap' ændrer stemningen sig en anelse, og han er klar over, han har overskredet en grænse. Han går for langt i både bebrejdelsen og idéen om egne behov. Stemmen ændrer sig, og han støttes op af David Balls instrumentering og synth, der ligeledes bliver en anelse mere dramatisk. Det bliver åbenlyst, at der er en vis inkommensurabilitet på spil mellem udsagn og udsigelse, mellem umiddelbart behov og oprigtig fantasi. Denne gang er verset kortere, før han igen har behov for den styrke, han forsøger at finde frem i omkvædet med dets bud på klarhed og indsigt. Denne gang smelter vers og omkvæd altså mere sammen gennem synthfladen, hvor det første gang var mere adskilt. En meget interessant ændring i karakteren, særligt hvad angår refleksion over behov.

Efter det andet omkvæd kommer imidlertid en mærkelig del, der antyder, at vor fortæller alligevel ikke har været i stand til selv at gøre, hvad han opfordrer sin elsker/elskede til: At sige farvel. Hvor det er muligt, at det fører tilbage til en tidligere tilstand, er det mere sandsynligt, at det skal understrege det vedblivende drama, hvilket netop står i skærende kontrast til den stabilitet (formentlig med væsentligt mindre lidenskab), han alligevel - dybt inde - ikke er interesseret i (a nice, little housewife). Hvor nogle vil blive irriterede over Almonds skabethed i netop dette stykke, fungerer det fantastisk i forhold til teksten: And to keep you secret... it has been hell bliver på det nærmeste talt og ikke sunget. Og så en uhyggeligt enkel men effektfuld detalje: Idet han ytrer we're strangers... meeting for the first time, okay? (igen halvt syngende, halvt talende), sætter en skærende synthtone ind på ordet "strangers". Lige så vel som han ville ønske, de kunne være fremmede og isolere den problematiske historie (og dermed realitet) eller endda ønske sig frem til, at de aldrig havde mødt hinanden, lige så meget skræmmer tanken ham. Når alt kommer til alt, har han svært ved at give sig hen til denne hjerteskærende udvej.

Han er i vildrede. Fanget. Fire gange leverer han en variation over titlen med et tilføjet "then": say hello, then wave goodbye. Han forsøger at adskille møderne og adskillelserne, før han endelig har modet til at fokusere på det afsluttende farvel. Det når at blive italesat som den teoretiske afklarethed, han udtrykker det meste af sangen igennem, før det til sidst får lov at stå som det stille farvel, der ikke engang får det lille vink med. Et isoleret goodbye.


Say hello, wave goodbye
Say hello, then wave goodbye
Say hello, say goodbye
Goodbye
Say goodbye
Say goodbye
Goodbye


Det er muligvis en anelse skabet, og vi kan blive enige om, at produktionen er af en art, man senere har forsøgt at dyrke som kitsch. Men Say Hello, Wave Goodbye er én af ærligste popsange, man støder på fra begyndelsen af 80'erne. Det er næppe nødvendigt at nævne, at Almond selvfølgelig synger om en mand. Men det ville ifølge ham selv ikke passe ind i formen, hvilket bl.a. billedet af den førnævnte housewife understreger. Almond er en fremragende sanger, angiveligt også live, og måden, hvorpå han leverer omkvædet, er dybt imponerende og komplementerer David Balls lydside perfekt. Som nævnt er dette ikke et forsøg på at ophæve Soft Cell som sådan. Måske det kan læses som en opfordring til også med umiddelbar kitsch at prøve at gå ind i det på værkets præmisser (der var den igen). Den ironiske distance er ikke forbudt, men man får meget ud af at udfordre den. Måske Adorno ikke ville bryde sig om den, men det skader ikke at spekulere og lade sig overraske.

Say Hello, Wave Goodbye.

/Martin

Tiger Waves

Direkte fra Austin, Texas kommer duoen Tiger Waves. De elsker Beach Boys lige så meget som du og jeg, og den kærlighed udtrykker de med et udgangspunkt, der til tider kan minde om en mere afslappet version af Surfer Blood.

De har et par EP'er og singler bag sig, hvoraf den seneste perle er singlen Weekends, der kort sagt er popmusik, når det er bedst. Det er en kærlighedssang med løfter, skuffelser, erkendelser, bebrejdelser, misundelse på vej til jalousi mv. Skiftet i perspektiv fra you always make a mess of every situation til I always make... understøttes samtidig flot af en intensiverende, underliggende guitar, der flår blidt i baggrunden. Weekends er ganske klart én af de stærkeste singler, jeg har hørt i år, og den skal nok få lov at blive spillet voldsomt over sommeren.



/Martin

En ny dosis HEALTH

Guderne må vide, hvor mange gange jeg efterhånden har skrevet om HEALTH. Det kan egentlig undersøges ret nemt, men nu har jeg forsømt bloggen på det seneste, så vi burde nok lægge vort fokus andetsteds.

Vi, musikelskerne, er i den privilegerede situation, at L.A.-bandet i år forkæler os med hele to plader: den ene er soundtracket til Max Payne 3, den anden er, hvad vi med en svag betegnelse kan kalde en regulær plade. Der er dog aldrig noget regulært over kvartetten, der efter den kompromisløse debut HEALTH (2007) i 2009 fulgte op med den væsentligt mere elektroniske Get Color.

Både live og på plade er gruppen gennemgået en rivende udvikling, selvom niveauet allerede fra starten var faretruende højt. Gruppen er - i ordets bedste forstand - blevet mere tilgængelige med tiden, hvilket snarere kan tilskrives intern nysgerrighed end eksterne faktorer, zeitgeist etc.

Jeg har endnu ikke hørt noget fra deres kommende plade, men fra soundtracket kan man bl.a. høre den fremragende TEARS, der lægger sig logisk i forlængelse af Get Color. Den er tung og drævende, og drømmen har karakter af en vis frygt for katastrofal peripeti. Men kun frygt - tilstanden er ikke nået, den er snarere truende. På den måde bliver det næsten klaustrofobisk med en smuk dobbeltrolle, hvor der hele tiden tilbydes en åbning, en vej ud.



/Martin

Nyt fra Fang Island

Tilbage i 2010 udgav Fang Island én af årets plader med deres andet album, Fang Island. Pladen blev udgivet på det aldeles glimrende Sargent House (Good Old War, Native, Hella, Adebisi Shank, Tera Melos, This Town Needs Guns m.fl.) og indeholdt bl.a. singlen Daisy med en dertilhørende herlig video.

Siden har de indspillet med Andrew W.K. og spillet en masse klubber og festivaler, hvoraf de desværre fik begrænset med tid, da jeg så dem på Berlin Festival i 2010 grundet generelle forsinkelser i løbet af dagen (værst gik det ud over Neon Indian, der fik under 20 minutter, av).

Minsandten om ikke også de har haft tid til at indspille en ny plade! Den har fået titlen Major og er ude 24. juli. Som med de to første plader bliver det på Sargent House. Førstesinglen Asunder udforsker som deres ældre sange grænselandet mellem nytænkning og åbenlyse klichéer. Den rene gejst er stadig en skøn drivkraft, men der synges - sammenlignet med sangene på Fang Island - med en snert af alvor, der forekommer nyvunden. Der skal ikke herske tvivl om, at Fang Island virkelig mener deres musik, men der var et klart ironisk præg på de sidste to plader, som de til en vis grad tager afstand fra ved mindre hypermedieret at omfavne klichéerne. Eksempelvis i guitarstykket efter to minutter.

Bandet lever stadig en ukendt tilværelse i Danmark, men herfra er forventningerne skruet godt i vejret til udgivelsen af amerikanernes nye plade.



/Martin

Communist Daughter

Læser man et bandnavn som Communist Daughter, er det svært ikke at tænke på den formidable sang af Neutral Milk Hotel. I front har dette Minneapolis-band Johnny Solomon, der også er kendt som frontmand i Friends Like These.

Efter at have levet et relativt ukendt liv som band oplevede Communist Daughter pludselig fornyet opmærksomhed, da deres musik blev brugt i et par tv-shows, hvilket Johnny Solomon selv imidlertid måtte betragte fra sin afvænningsklinik. Her gjorde han op med godt 15 års misbrug og indså samtidig, at han mange år tilbage allerede burde være blevet diagnosticeret for sin bipolare tilstand. De mange år ledte bl.a. til et stort pengetab, brudte relationer og forhold samt ikke mindst en periode i fængsel.

Efter den nyvundne opmærksomhed er deres album Soundtrack to the End blevet genudgivet. Det er en lidt ujævn omgang, men enkelte af disse folk-pop sange er af ganske højt niveau. Særligt sangen Speed of Sound bør fremhæves. Flere sange kan høres på deres SoundCloud.



/Martin