Jacco Gardner

Det er ikke meget, der er blevet fokuseret på hollandsk musik her på bloggen. Jeg er sågar i tvivl om, hvorvidt jeg gennem de seneste fem år overhovedet har skrevet ét eneste indlæg om et hollandsk orkester.

Det kan der nu rådes bod på i form af lidt opmærksomhed til Jacco Gardner, der snart er ude med sit debutalbum Cabinet of Curiosities. Det udgives d. 12. februar på Chicago-baserede Trouble in Mind (The Fresh and Onlys, Ty Segall).

Jacco Gardner gør absolut intet for at skjule sin fascination af de sene 60'ere og starten af 70'erne. Han dyrker den psykedeliske pop i en nærmest barok stil og benytter sig bl.a. flittigt af cembalo, fløjte, strengeinstrumenter og smukt underliggende korstykker. Førstesinglen The Ballad of Little Jane lover godt for resten af pladen med sin fine melodi og mod til temposkift i forbindelse med omkvædet, der sætter ind efter et lille minut. Som en hollandsk bruger kommenterer på SoundCloud: "Interessante opbouw! Leuke stuk." Og det er virkelig et stærkt stykke.

Det er svært ikke at tænke på Syd Barretts kompositioner på tidlige Pink Floyd-indspilninger, men der kan ligeledes drages en linje til Beach Boys. Bliver man i denne tanke, er Billy Nicholls også en mulig inspirationskilde. Her får vi muligvis en god grund til at holde nærmere øje med en hollandsk scene, der først på det seneste er begyndt at gøre større væsen af sig. Hvor de har haft udmærket succes i Centraleuropa med folk-pop de seneste få år, kan det være, vi snart kan udforske flere popforgreninger fra det dejlige og mærkværdige land.


(Da der har været lidt problemer med indlejring fra SoundCloud i dag, er her et direkte link)

/Martin

Blå is og mere svensk

Stockholm-kvintetten Shout Out Louds er ikke altid lige stabile, men de har ved flere lejligheder ramt plet med veloplagte og velskrevne (i bedste forstand) banaliteter. Nu er de ved at være klar med deres fjerde album, der udkommer tidligt i 2013.

Næste år er det allerede ti år siden, bandet udgav debutalbummet Howl Howl Gaff Gaff, der siden blev fulgt op af de udmærkede Our Ill Wills og Work. Hvor sidstnævnte skuffede mange (undertegnede inklusive), bød de to første plader på adskillige perler, selvom de med rette kan kaldes lidt ujævne.

Første single fra det kommende album er Blue Ice, der trods en bombastisk start er en stille perle, der på det nærmeste kan betegnes som en ballade. Sanger Adam Olenius synger afdæmpet og konstaterende, og det klæder ham. Han er én af de skikkelser, man har kunnet tilgive for nogle enkle leveringer, der ofte mere end grænser til det ynkelige. Ja, sådan skulle det nærmest være med de tekster, bandet har forfattet. Her lyder det:

I keep running away, running away, running away / And you keep fading away, fading away, fading away / It always ends in the same way / The sun gets in your eyes / I won't get surprised the next time / But this blue ice came out of the blue

Vi er stadig ude i det ulykkelige. Forliste forhold. Omstændighederne er de samme, men der er en forskel i indsigten, der også afspejles i lyden. Skal man imidlertid tro de første meldinger, er resten af pladen mere livlig, men det må vi vente med at afgøre til starten af det nye år.



/Martin

The Mary Onettes

Et nærmest fast indslag på disse kanter er ros til svenske Labrador, og ét af de bands fra pladeselskabet jeg hyppigt har skrevet om, er de altid habile The Mary Onettes.

D. 12. marts er bandet ude med deres tredje album, der har fået titlen Hit the Waves. Også titlen på førstesinglen spiller på grænsen mellem land og vand: Evil Coast. Sidstnævnte er ude d. 27. november, men den kan høres allerede nu. Den forholder sig tro mod de associationer, der opsamles i de to titler. Den er dels mere letbenet, end vi ofte hører The Mary Onettes, og den er dels opbygget af små bølger i produktionen, der mixes op og ned omkring vokalen.

Denne effekt fungerer overraskende godt, og selvom der stadig er tale om en slags noir pop med tydeligt udgangspunkt i midten af 80'erne, bevæger gruppen sig tættere på den lidt lysere svenske popmusik, der dyrkes på Service og Sincerely Yours (singlen er da også produceret af Dan Lissvik fra Service og Studio, der ligeledes har arbejdet med Taken By Trees og fantastiske The Embassy).



/Martin

Foxygen

Den unge duo Foxygen begyndte at lave lidt larm sidste år med udgivelsen af deres anden EP Take the Kids off Broadway, og nu er maskinen ved at blive smurt op til udgivelsen af deres første LP. De to er fra hhv. Olympia og NYC og har nu bosat sig i L.A., hvor de efterhånden har fået opbygget en del hype - og ganske fortjent vel at mærke.

Sanger Sam France og multiinstrumentalist Jonathan Rado trækker på bl.a. Rolling Stones og Kinks, men de gør det ganske forfriskende og sender også tankerne i retning af andre fortidsdyrkende samtidshelte som Ariel Pink og MGMT. Til tider har det en klang, der næsten tvinger lytteren til at tænke, at vi har at gøre med en slags post-glam.

Duoen er signet til altid pålidelige Jagjaguwar, der d. 22. januar udgiver gruppens første fuldlængde, We Are the 21st Century Ambassadors of Peace & Magic.





/Martin

Day Joy

Pladeselskabet Small Plates Records blev startet af to af de allerbedste blogs derude, I Guess I'm Floating og yvynyl. De har endnu ikke mange udgivelser bag sig, men én af de plader jeg ser stærkt frem til, er debutalbummet fra Day Joy.

Så var der da nogle links at starte på. Kvintetten er fra Orlando, Florida og har i år udgivet EP'en Animal Noise og 7" singlen Go to Sleep, Mess med den fine b-sid Destroyer. Nu er der så ved at være klar med den første fuldlængde, der tager navn som singlen. Udgivelsesdatoen skulle være "engang i efteråret".

Bandet gør sig i en slags dream-folk med anerkendende nik til noget alt-country. Vokalen er ofte en slags croon, og gruppen befinder sig ofte på vippen til mareridtet. Day Joy startede som en duo men er senere blevet udvidet, hvilket også høres i lydbilledet. I enkelte sange hører man nu også banjo, ukulele, synth, violin mm.





/Martin

Nyt fra The Ruby Suns

Da The Ruby Suns debuterede i 2005 var der ikke mange, der lagde mærke til dette nye skud på popstammen fra New Zealand. I 2008 udgav de så den fremragende Sea Lion, der stjal med arme og ben fra diverse genrer og generelt var et friskt pust. Det var eksotisk, letbenet, sommerligt, og McPhun virkede generelt ganske oplagt.

I 2009 så jeg dem et par gange live i forskellige opsætninger, og særligt den sidste af de to koncerter var væsentligt mere elektronisk, hvilket senere skulle blive et fokus, man hørte på Fight Softly fra 2010. Pladen var en anelse skuffende, men den var - ret skal vel være ret - også ganske anderledes end gennembrudspladen.

Ryan McPhun styrer mere eller mindre projektet egenhændigt, og efter at have afbrudt et langt forhold med sin kæreste (og nu tidligere bandmedlem) er han nu ved at være klar med sin nye plade Christopher, der har fungeret som en art terapi for den nysgerrige musiker. Han er flyttet til Oslo og har være så heldig at kunne samarbejde med Chris Coady. Blandt de kunstnere, der har gjort fornuftig brug af Coady tæller Grizzly Bear, Beach House, Gang Gang Dance, Delorean, Yeah Yeah Yeahs, Zola Jesus, TV on the Radio og mange flere.

Førstesinglen Kingfisher Call Me vidner umiddelbart også om en ny begyndelse for McPhun. Smerten er ikke til at overse. Det er på det nærmeste ømt. Vokalen og melodien minder mere om Grizzly Bear, end Ruby Suns tidligere har gjort, medens produktionen er mere i retning af en lidt lysere Gang Gang Dance.

Omkvædet optræder relativt hurtigt, og det vidner da også om det forsøg på styrke, der søges som produktivt fokuspunkt efter et brud: Dry your eyes / Is what to do / Don't listen to anyone / Except for you. Dette kan naturligvis fungere som de fortrøstningsfulde ord til den forladte, ligesom det kan være et (desperat) forsøg på at give sig selv styrke i et skrøbeligt vakuum. Tvivlen ift. narrativ bekræftes af det forvirrende c-stykke, ligesom også sangens outro synes at være resultatet af destru-produktiv fri leg.

Pladen udkommer i slutningen af januar på hhv. Sub Pop (USA) og Memphis Industries (UK).



/Martin

Lapalux

Der har aldrig været noget stort fokus på elektronisk musik her på bloggen. Det har naturligvis en del at gøre med smag, men vægtningen (eller den deciderede mangel på netop dét stof) er alligevel besynderlig i betragtning af mit forbrug deraf. Til en vis grad har det også noget at gøre med min begrænsede referenceramme. I endnu højere grad er der dog en mulig forfængelighed på spil, som også truer musikkritikken på et mere generelt plan: Mange har simpelthen sværere ved at skrive om elektronisk musik.

Nu bliver det allerede en anelse overfladisk, da "elektronisk musik" jo egentlig er en forfærdelig og ofte misvisende eller begrænsende betegnelse. Heri består en del af problemet, men - og ret skal være ret - sådan er det jo også langt hen ad vejen med andre (udvandede) genrebetegnelser.

Det er på sin vis paradoksalt, at mange har så svært ved at skrive om (suk) elektronisk musik, da det langt hen ad vejen burde have bedre betingelser for en åben, fænomenologisk lytning, der netop ikke er præget af alt for forudindtagede holdninger, referencer, genkendelige instrumenter med dertilhørende associationer.

For ganske kort at blive ved idéen om associationer er det netop her, der er et enormt potentiale for en emotionel tolkning og formidling, hvilket oftest er den klart mest interessante form for musikkritik. Frem for kedelige referencer, namedropping, biografi etc. Ikke at disse ikke kan være vigtige - husk eksempelvis historien om The Wrens og deres forrygende The Meadowlands - men det bliver ofte tørt og ganske søgt objektivt. Koldt.

Ak ja. Nu vil jeg svine mig selv til og midlertidigt dreje nøglen om til min indtil videre begrænsede begrebsverden: Først nu har jeg opdaget Lapalux fra Essex. Stuart Howard er manden bag, og selveste Brainfeeder er selskabet, han har fået æren af at slutte sig til. Der er en vis lighed med Baths med en lidt (dog mærkbart) mørkere lyd, ligesom tempoet ofte er sat en anelse ned. Særligt EP'en When You're Gone er anbefalelsesværdig.





/Martin