Alex G

Ét af de begreber, der frustrerer mig mest, er 'slacker'. Jeg tager gerne afstand fra det. Det sender uklare signaler, der har for dybe rødder i biografisme, og det er ingen tjent med.

Den talentfulde Alex G bliver imidlertid omtalt sådan adskillige steder. Lad os gøre ham en tjeneste og få biografien hurtigt ud af verden: Den 21-årige gut hedder Alex Giannascoli og har base i Philadelphia.

Hans soveværelsespop bringer tankerne mod Sparklehorse og The Microphones. Eller måske endda en væsentligt blødere Bored Nothing.

Tidligere i år udgav Brooklyns pålidelige Orchid Tapes hans nye plade DSU, der flere steder opfattes som en slags debutplade, da hans andre samlinger af sange ikke er blevet professionelt mastererede. Andre beretter, at han har lavet op til seks plader forud for DSU. Nuvel, sådan noget er ikke værd at spilde tid på.

Det er til gengæld musikken. Pladen er en overbevisende samling, der med udgangspunkt i en DIY-ånd fra midten af 90'erne spiller på en lidt skævere americana. DTU bliver udgivet i Europa på Lucky Number d. 10. november.

Alex G's plader kan høres på Bandcamp. Førstesinglen Hollow er ude nu.



/Martin

Nyt fra Korallreven

Den svenske duo Korallreven er tilbage. Pladen Second Comin' udkommer på Cascine den 4. november, og førstesinglen Death Is Not For Us har netop haft premiere på Gorilla vs. Bear.

Som nogle læsere måske vil vide, er det ene medlem, Daniel Tjäder, også med i The Radio Dept., som jo gjorde sig bemærket i sidste uge med den fantastiske Death to Fascism. Vi lader de to titler hænge i luften et øjeblik.

Lidt endnu.

Maria Lindén fra I Break Horses er blandt gæsterne på pladen. Førstesinglen bibeholder det baleariske fokus, der trods deres sydligere herkomst bringer tankerne mod Göteborg-scenen. Endnu en gang: tak til Sverige.



/Martin

The Radio Dept. bekæmper fascismen

The Radio Dept. er ét af de bedste bands derude. Ikke bare fra Lund, ikke bare i Sverige, ikke bare i Skandinavien. De er blandt vor tids helt store kunstneriske oplevelser.

Det relativt langsomt arbejdende band udgav tilbage i 2010 den mesterlige Clinging to a Scheme og året efter opsamlingsalbummet Passive Aggressive: Singles 2002-2010.

I dag har de så sluppet den instrumentale Death to Fascism på Labrador i anledning af det forestående valg i Sverige. Det vil sige: næsten instrumental. Sangen bygger nemlig på et vokalsample, der på kroatisk ganske smukt lyder: "Smrt fašizmu, sloboda narodu!" Den første del, "død til fascismen", af én kvindestemme og den anden del, "frihed til folket", af en anden. Præcis som modstandsfolk har brugt det i Jugoslavien og for den sags skyld post-Jugoslavien. Som en hilsen. Noget smukt at enes om og arbejde for.

The Radio Dept. udgav i øvrigt også en glimrende sang, The New Improved Hypocrisy, i forbindelse med valget for fire år siden.



/Martin

The New Pornographers – født med en lyd

De fleste, der er bekendte med The New Pornographers, vil nok forbinde dem med særligt Neko Case, Dan Bejar (Destroyer) og Carl Newman. Sidstnævnte er en slags leder af supergruppen, og det har altid været hans mest succesfulde projekt, hvor de andre efterhånden kendes bedst fra deres respektive – og ganske forrygende – solokarrierer.

Nu er kollektivet tilbage med pladen Brill Bruisers, der er deres klart stærkeste siden den veloplagte Twin Cinema fra 2005. En plade, der stadig indeholder nogle af de bedste trommer indspillet i senere års popmusik.

De seneste tre titler – Challengers, Together og nu Brill Bruisers – har alle haft mere end en snert af samhørighed og kollektivitet, hvilket også blev fint pointeret i anmeldelsen af pladen på Drowned in Sound. Netop denne samhørighed gør alle tanker om 'sideprojekt' til skamme. Alle tre vidt forskellige sangere lyder bedre sammen end nogensinde før, og vigtigere endnu lyder det virkelig, som om de nyder at være en del af det.

Det gør ydermere, at det på det nærmeste giver mening at kalde det powerpop. Efter en fornem start på pladen bliver vi forkælet med den herligt betitlede Champions of Red Wine, i hvilken Neko Case giver én af de stærkeste vokalpræstationer, man har hørt fra hende siden, ja, muligvis Star Witness. Om end stilen selvsagt er radikalt anderledes her. De fortsætter ufortrødent herfra, og der er ikke en eneste svag sang på pladen.

Man kunne fremhæve mange øjeblikke på Brill Bruisers, men jeg vil nøjes med ét mere, der hører blandt de mest rørende indtil videre i 2014: På Born with a Sound synger Dan Bejar ærligt "I want you quite often", til hvilket gæstevokalist Amber Webber svarer "I want you all of the time..." med en sådan ømhed, at hun gør sig fortjent til alle de kram, man kunne forestille sig, man ville give, hvis man blev genfødt som labrador.

Såfremt skarpe ører har hørt sig frem til endnu en kvindelig vokal på pladen, hører den fine overraskelse med, at det er Newmans niece Kathryn Calder.





/Martin