Jeg ville aldrig kunne skrive Massachusetts uden at dobbelttjekke stavemåden. Sådan er der så meget, og sådan er der så lidt. Her kommer Bobbie fra, og Bobbie laver afdæmpet drømmepop.
6. marts debuterer de på gode Orindal Records med albummet Lessons.
Inspirationen hentes hos Enya, Brian Eno og Cocteau Twins, som alle må siges at være eksponenter for forskellig slags drømmemusik. På singlen 'I Could Call You' hører man også Youth Lagoon og A.A. Bondy, noget fjernt og dog intimt. Beach House er bestemt også i lydbilledet. Bobbie benytter sig i øvrigt af omnichord, skægt instrument.
Når man (som undertegnede) af og til gør sig skyldig i at kalde noget for overset, er det kun på sin plads at stå frem, når det groft er lykkes én selv at overse noget decideret mesterligt. En ven anbefalede nyligt pladen Believers af A.A. Bondy, og den har stort set ikke forladt anlægget siden.
Trods udgivelse på Fat Possum er det ikke et navn, man har hørt meget til i Europa, men det går egentlig meget godt i spænd med selve oplevelsen af at lytte til A.A. Bondy (kort for Auguste Arthur). Det er udpræget nattemusik, næsten eksklusivt i sin sorgbearbejdelse, og man får en følelse af, at selve titlen er valgt for at give en vis vægt over for den modløshed, der ofte præger lydbilledet.
Det er drævende americana, slowcore, country. Eller som Anders Cold, én af Danmarks absolut bedste anmeldere, har kaldt det: En stilfærdig triumf. Det er egentlig ganske simpelt, men det er lige så effektfuldt som et enkelt vindstød på en bølgende kornmark. Et fremragende udspil, der i øvrigt følger op på to andre yderst interessante plader.
Believers er intet mindre end meget, meget imponerende.
