Den dårlige samvittighed // Undskyld til Owen

Owen begik med sidste års Ghost Town én af årets plader. Det glemte jeg ganske enkelt at anerkende, og for det siger jeg undskyld på denne dag, der i forvejen er viet til blackouts (husk at vise din stemme i protesten mod SOPA).

I oktober blev det til et lille indlæg om førstesinglen I Believe, en mageløs og umådeligt velskrevet sang, der ligesom resten af albummet i øvrigt blæser stort på, hvordan man bør komponere og producere i dag. Owen, og Mike Kinsella for den sags skyld, er stadig et umådeligt undervurderet navn i dansk sammenhæng, og det er da heller ikke svært at forestille sig, at nogle måske står af ved hans måde at synge på. Det kan ved første lytning simpelthen synes for følsomt for nogle, selvom teksterne netop bobler af underfundig ironi. Der er naturligvis sket en del siden tiden i Cap'n Jazz, Owls og (fantastiske) American Football, men den finurlige fingerpicking fra sidstnævnte gør sig stadig gældende langt hen ad vejen, og på det nye album blandes den akustiske ofte med én eller flere elektriske ganske effektivt.

Livet som familiefar reflekteres, der ironiseres over det, der fortvivles. Ofte har man følelsen af, at Mike et øjeblik glemmer sin nye position og et øjeblik reagerer stærkt på de nye kår - som en hund, der vækkes abrupt fra sin søvn ("fuck you and your front lawn"). Zeitgeist-forventninger skal kastes over bord, og fænomenologen skal fordomsfrit give sig i kast med denne fremragende plade. Som det stod skrevet i en anmeldelse herhjemme, kan man også med fordel lytte til pladen, medens man går tur med hunden. Både med og uden hund kan det anbefales.

Hele Ghost Town kan streames på Bandcamp.

Owen - I Believe by pyramidsongs

/Martin

Cap'n Jazz

Jeg har ved tidligere lejligheder udvist begejstring for opløste American Football. Før American Football var Mike Kinsella dog også involveret i et andet indflydelsesrigt projekt. Med sin broder dannede han således tilbage i 1989 Cap'n Jazz, og såfremt man kender bandet, er det næppe gået forbi, at de nu er blevet gendannet efter femten års fravær.

Jeg gyser ved karakteristikken 'emo', selvom den efterhånden kan betyde alt. Betegnelsen er en løbende joke, der kan bruges om snart sagt alt, hvis blot man er kreativ nok. Sort/hvidt stiller mange det op således, at man enten er ironisk eller emo. Uanset hvad blev de unge gutter i sin tid forbundet med noget, man kan kalde en forløber for emo'en: En blanding af noget post-hardcore og punket med skrig. De nåede kun at udgive et enkelt album, hvis titel er så lang, at den enten er sjov eller irriterende: Burritos, Inspiration Point, Fork Balloon Sports, Cards In The Spokes, Automatic Biographies, Kites, Kung Fu, Trophies, Banana Peels We've Slipped On and Egg Shells We've Tippy Toed Over. Den blev bedre kendt som Schmap'n Schmazz, og det forstår man vel godt.

Personligt er jeg mere til American Football, men spændende er det da med en reunion, der ikke er blæst så stort op som mange af dem, vi er stødt på de seneste par år.

MP3: Cap'n Jazz - Oh Messy Life

/Martin

Tribute til et par opløste grupper

Det er blevet d. 1. december, og vi har allerede nævnt julen her på bloggen. En del årslister er nu også dukket op rundt omkring, og vi er også i fuld gang med at overveje vore. Og nu da vi er ved det med at skue tilbage, kom jeg forleden til at lytte til et par opløste bands, der aldrig har fået megen opmærksomhed i Danmark. Dette indlæg er en hyldest til de to.

Det første er canadiske K.C. Accidental (fanside her), der var en art forløber for Broken Social Scene. Duoen bestod således af BSS-tovholder Kevin Drew og Charles Spearin, der har været med til at danne det jazzede post-rock vidunder Do Make Say Think (og er indehaver af et prægtigt 80'er moustache). De nåede kun at udgive to albums, Captured Anthems for an Empty Bathtub (1998) og Anthems For the Could've Bin Pills (2000), før de gik videre med andre projekter. Deres få sange indeholder ganske lidt vokal, men det er ganske tydeligt at høre, hvilke bands de skulle vise sig at gøre sig gældende i.
Debutalbummet udgav bandet selv, men fik det genudgivet med hjælp fra Noise Factory Records i 2003. De udgav også gruppens andet og sidste album.

Det andet band er American Football fra Urbana, Illinois (forrygende bynavn!). Gruppen eksisterede i årene 1997-2000 og blev dannet af Mike Kinsella og Steve Lamos. Førstnævnte, gruppens kreative drivkraft, er i dag kendt for sit soloprojekt Owen, ligesom han også har været en del af Cap'n Jazz og Joan of Arc. De fleste af bandmedlemmerne spillede sammen i forskellige konstellationer og under forskellige navne, og som American Football blev det til et enkelt selvbetitlet fuldlængdealbum og en, ja, selvbetitlet EP. Begge udgivelser blev varetaget af Polyvinyl Records (Aloha, Architecture in Helsinki, Asobi Seksu, Headlights, Loney Dear, of Montreal og Joan of Arc + Owen). Gruppen blev i sin tid sammenkædet med emo og er siden flittigt blevet døbt 'post-emo', hvilket nok hænger mest sammen med de banale (men kære) tekster. Meget af det fine guitararbejde kunne snildt have inspireret mange af vor tids engelske math-pop bands med sine rødder dybt plantet i den amerikanske forstads blanding af math-rock og emo, men dette bunder mere i personlige spekulationer end i bevis gennem interviews.

/Martin