fredag den 15. juli 2011

Mere 90'er

Det er svært at tro, at det allerede er to og et halvt år siden, vi først hørte debutalbummet fra NY/NJ-bandet Cymbals Eat Guitars. Med det selvudgivne debutalbum Why There Are Mountains formåede de at ære adskillige helte fra 90'erne som Built to Spill, Modest Mouse, Pavement og Sonic Youth med et twist af Trail of Dead.

Gruppen formår at skrive sange i sangene og opbygge underspillet storladne rejser, der hiver lytteren ned i både mørke huller og ud på bredt poppede terræner. Nu er de næsten klar med deres nyeste opus, Lenses Alien, hvorfra de har frigivet det otte minutter lange og venlige monster Rifle Eyesight (Proper Name). Pladen er ude 30. august i USA via Barsuk og 12. september i Europa via Memphis Industries.

MP3: Cymbals Eat Guitars - Rifle Eyesight (Proper Name)

/Martin

tirsdag den 12. juli 2011

Zola Jesus på vej med nyt

Efter en række fremragende EP'er er Zola Jesus til efteråret klar med sin første fuldlængde. Ganske passende for den unge filosofistuderende har pladen fået titlen Conatus.

Udgivelsen er sat til 4. oktober på Sacred Bones, og jeg formoder, at Souterrain tager sig af udgivelsen i Europa. Førstesinglen Vessel er umiddelbart en underlig størrelse som første repræsentant for det kommende album, men absolut spændende er den. Det langsomme beat akkompagneres af et tålmodigt fremskridende klaver og en række mystiske, maskinelle lyde. Som altid er det stemmen, der dominerer sangene hos Zola Jesus.

Vi får se til oktober, hvorvidt sangerinden virkelig varsler apokalypsen.

MP3: Zola Jesus - Vessels

/Martin

onsdag den 6. juli 2011

Album på vej fra Pallers

I 2008 debuterede den svenske duo Pallers med en single på ét af Nordens allerstærkeste pladeselskaber, Labrador. Et par år senere var de ude med endnu en single. Opmærksomme læsere genkender måske billedet til venstre. Det er nu tredje gang, jeg benytter det i forbindelse med Pallers, og det har aldrig været mere passende.

Den 27. september er gruppen klar med debutalbummet The Sea of Memories, og d. 26. juli udgiver de singlen Come Rain, Come Sunshine, der kan hentes kvit og frit her på siden.

Den melankolske duo baserer deres musik på en næsten doven vitalitet. Der er baleariske elementer, og der er som altid melankolske betragtninger på spil. På den måde kan man sige, at de ikke har noget at tabe, men de fortsætter lykkeligvis med at vinde nyt terræn. Duoen er i øvrigt opkaldt efter en lille forstad til deres barndomsby, Åhus. Det gør dem kun endnu mere charmerende.

MP3: Pallers - Come Rain, Come Sunshine
MP3: Pallers - The Kiss
MP3: Pallers - Humdrum

/Martin

søndag den 3. juli 2011

John Maus

Dette indlæg har egentlig ligget og ventet lidt på sig. Siden Altered Zones var så venlige at smide det nye album med John Maus op, har det næsten været spillet dagligt.

John Maus er fra Austin, Minnesota og er bl.a. kendt for sit samarbejde med Panda Bear og Ariel Pink. Den 80'er glade komponist er nu tilbage med sit tredje album We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves, der blev udgivet 27. juni i Europa på gode, gamle Upset the Rhythm og dagen efter i USA på Ribbon (ny underafdeling af Domino).

Enkelte steder er jeg stødt på en sammenligning med den engelske post-punk, og alt imens dette i sig selv er misvisende, er der et link gennem fascinationen af det gotiske. John Maus bader da også sine sange i en lo-fi-æstetik, der ligger 80'erne nærmest uden dermed at kunne siges at ride på denne bølge. Det halvgrimme cover til det nye album er et fyr, der sender en enkelt stråle af lys ud i mørket. Det er mørkt, men det er ikke tilnærmelsesvis truende. På samme vis omfavner John Maus mørket på We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves uden at lade lytteren falde ned i et hul. For at bruge en lidt lad metafor er det snarere en trinvis bevægelse.

Hele albummet kan streames via SoundCloud.

John Maus: "Quantum Leap" by alteredzones

/Martin

tirsdag den 28. juni 2011

Kids on a Crime Spree

Medens Roskilde Festival er i fuld gang, sidder jeg i Østtyskland. Således er mange af læserne altså også væk disse dage, og bloggen er på lavt blus.

Der er stadig meget at skrive om, men jeg holder lidt tilbage. Det er ikke altid skidt at holde tilbage.

MP3: Kids on a Crime Spree - Sweet Tooth

/Martin

lørdag den 25. juni 2011

Com Truise

Seth Haley er manden bag Com Truise, der til sommer udgiver sin første fuldlængde under sit nye alias. Han har tidligere arbejdet under navne som Airliner, SYSTM og Sarin Sunday. Alle projekter har været ret synth-baserede, men nu lader han til at have fundet sit ståsted med dette nye projekt, der sidste sommer stod bag en gratis EP, der blev genudgivet på Ghostly tidligere i år. Samme selskab står bag det kommende album, der har fået titlen Galactic Melt og er ude 5. juli.

New Jersey-musikeren laver sange badet i 80'er-nostalgi. En slags synth-wave han selv refererer til som slow-motion funk. Han er ved at skabe sig et lovende navn og har ligeledes fået en del opmærksomhed med remixes for eksempelvis Twin Shadow og Neon Indian. Albummet er snart ude og kan i høj grad anbefales.

Cathode Girls by Com Truise

/Martin

torsdag den 23. juni 2011

Mere sommerpop

De umiddelbare begrænsninger, der opstilles af sommerregnen, retfærdiggøres af den tid, man får til at indtage længselsfuld popmusik. På det seneste er jeg blevet bombarderet med gode anbefalinger, og meget af det fortjener at blive nævnt.

De seneste dage har jeg lyttet meget til singlen Are You The One af danske The Setting Son. Jeg får ikke lyttet til nok radio, men den er angiveligt blevet spillet en hel del derhjemme, og det er da også ganske fortjent. Sekstetten har begået en glimrende lille sang, der på to og et halvt minut glæder pophjertet. Sangen er singleforløbet for et kommende tredje album, der forventes ude i foråret 2012. Så der er god tid til at sætte Are You The One på repeat over sommeren.

En anden glæde disse dage er duoen The Bilinda Butchers fra San Francisco. De to herrer har opkaldt sig efter Bilinda Butcher fra My Bloody Valentine, og kærligheden til 90'erne er da også stor i lydbilledet. Det hele er fragmenteret, og selvom det hele er ganske løst, forbliver det sammenhængende. Ikke alle sange er af lige højt niveau, men der er flere små perler imellem, der tiltaler teenagesjælen, der bør have lov at komme op til overfladen en gang imellem.

Are You the One? by settingson

gigi by the bilinda butchers

/Martin