Patrick Ellis og eventyrlige vignetter

Patrick Ellis er glad for library music. Han er meget interesseret i sampling og elsker selvfølgelig The Avalanches. Og så er han et gennemført behageligt menneske.

Tilbage i 2011 mødte jeg amerikaneren Patrick i Berlin. Han programmerede for SoundCloud, og jeg studerede. Vi havde begge to masser af tid til at hænge ud, se film og introducere hinanden for ny og gammel musik. Venskabet fungerer nu primært online, da han for en del år siden flyttede til New York.

Han har et hav af mixtapes bag sig. En kombination af instrumental hiphop, som han kalder det, og eventyrlig kammerpop. Han laver nærmest vignetter, og mange af disse er samlet af det japanske label Flau. I denne uge udgav selvsamme label så Ellis' debutalbum, og det er lige så herligt og sympatisk, som han er.

Denne gang har han samplet minimalt, muligvis grundet manglende clearede rettigheder, muligvis for at prøve noget nyt. I stedet har han været rundt og lavet field recordings, lært sig nogle instrumenter, bygget en synthesizer af en Commodore 64 og så videre. Altså den slags, som nogle mennesker har været i stand til under en pandemi, mens vi andre bare har gået flere ture og set mere fjernsyn. Nogle samples er der dog blevet plads til.

The Deserter er en flot og til tider livsbekræftende oplevelse.

/Martin

Saint Etienne sampler Natalie Imbruglia

En bekendt ytrer af og til, at han hader nostalgi. Det er et friskt take. Jeg kan lide det. Selvom jeg selvfølgelig heller ikke kan sige mig fri for at blive det til tider. Nostalgisk, altså. Der er dog forskel på at blive noget og at opsøge det, og for denne bekendte er det den voldsomme dyrkelse af nostalgi, der menes.

Ligesom jeg er han svært glad for Saint Etienne. Når man sampler så flot og flittigt, med så stor historisk viden og bevidsthed, som Saint Etienne gør det, kan man sikkert også få skudt i skoene, at man er nostalgiker. Men det er selvfølgelig en negativ læsning af sampling, og er der noget, der ikke passer på Saint Etienne, er det alt, der måtte være negativt. De har haft deres upbeat periode, bestemt, men det er ikke, fordi de ellers tillader sig at være lalleglade. Nej, de formår i al deres suverænitet at pege på detaljer, der gør livet lidt mindre gråt. Selv når det bliver melankolsk.

10. september vender de tilbage med albummet I've Been Trying to Tell You, der er bygget op om samples fra perioden 1997-2001. Første single, Pond House, sampler Natalie Imbruglias Beauty on the Fire, og melankolsk bliver det så absolut. Det fungerer, mildest talt.

/Martin

Izzy Johnson

Jeg plejer at lytte til dét, jeg skriver om, mens jeg skriver. I dette øjeblik har jeg pauset Izzy Johnsons debutalbum Earth Tones, fordi jeg kan høre Re-Sepp-ten blive blæst ud af en lejlighed i nærheden. Det er næsten blevet en regel denne sommer: Hvis nogen spiller dén eller den om muligt endnu bedre landsholdssang Én for alle, stopper jeg, hvad jeg har gang i. Og lytter. Pludselig skinner solen også.

Men i går regnede det, da Earth Tones udkom. Det passede fint. Det er en stille omgang, en diskret omgang, det lyder ikke, som om det øser ned, bare små dråber, mens man selv befinder sig under et halvtag. Ambient folk kan man vist kalde det.

Joel Ford har mastereret. Han er bl.a. kendt for sit samarbejde med Oneohtrix Point Never, ikke mindst under navnet Games.

/Martin

Jaubi

Hvad ved jeg om pakistansk jazz? Hvad ved jeg om noget som helst? Hvad kan et menneske vide? Det meste er antagelser, kvalificerede bud, holdninger og så videre.

Jaubi er, så vidt jeg ved ("ved"!), noget af det første pakistanske jazz, jeg hører. Instrumentalorkesteret fra Lahore har netop udgivet deres debutalbum Nafs at Peace. Det er spirituel jazz med inspiration fra særligt nordindisk jazz. Som jeg heller ikke ved noget om.

Mangel på viden er selvfølgelig ikke det samme som manglende indlevelsesevne eller sansning. Ali Riaz Baqars kompositioner er filmiske. De er relativt stramme, men drøner stabilt af sted. Man sidder på bagsædet og stirrer på landskabet, og det er okay ikke at sige noget. Det er noget, man er i sammen. Der er ikke mange flere ord for det, så jeg stopper her.

/Martin 

Maud Geffray

Min bror, dvs. én af tre af slagsen, og jeg deler langt hen ad vejen musiksmag. Vi divergerer også, og det er skønt. Det er aldrig godt at være for enige, det bliver for kedeligt. Men jeg lytter altid, når han anbefaler noget. Jeg kan næsten altid lide det. Måske det betyder, at jeg bare kan lide for meget. Hvis det er en ting.

For nylig anbefalede han den franske elektroniske musiker Maud Geffray, og om sangen Moonshine skrev han sågar, at den var blandt de bedste, han havde hørt i flere år.

Repertoiret spænder bredt, men en vis glæde ved 90'erne finder hun utvivlsomt. På Moonshine er det af den ekstatiske slags, der kun finder sted om sommeren. Mens man sidder ved siden af en rejsekammerat måske. På vej mod en destination, hvor man pludselig finder ny begejstring ved arkitektur.

/Martin

Setsubun: japansk nytår

Ambient jazz fra Chicago. Sage, Jusell, Prymek og Shiroishi er fire jazzere, der nu har lavet deres andet album Setsubun, navnet på det japanske nytår.

Chris Jusell på violin, Chaz Prymek på bas, guitar, synth, klarinet og field recordings, Matthew Sage på keyboard, percussion, radio (?) og field recordings og slutteligt Patrick Shiroishi på al mulig slags sax, klarinet, glockenspiel, samples og egen stemme.

Jeg kender ingen af dem, ved for lidt om japansk nytår, ved for lidt om Japan.

/Martin

Dry Cleaning

Det vil næsten altid være nemmere at skrive om musik med en vokal end om instrumental musik. Det forbliver en udfordring for elektronisk musik, at det er så vanskeligt for de fleste at formidle.

Dry Cleaning fra London har netop udgivet deres længeventede debutalbum New Long Leg, og de er umulige at skrive om uden at fokusere på vokalist Florence Cleopatra Shaw, for hun er groft sagt Dry Cleaning. Det kan man sige uden at fornærme de andre medlemmer for meget, for hun er én af de mest interessante nyere sangerinder.

Sangerinde er måske så meget sagt. Hun taler mere, end hun synger. Det er langt hen ad vejen spoken word-postpunk. Der er en vitalitet bag, selvom musikken med Shaws stemme tilføres en knastør kvalitet. Det får dig måske til at tænke på starten af 80'erne. Det er oftest en god ting.

Dry Cleaning har været på vej længe, og det er en fornøjelse at konstatere, at debutalbummet lever op til al den hype, der har fulgt dem.

/Martin