Nyt fra Schultz and Forever

Bevidstheden om superlativernes magt hindrer os gerne i at vise blot en smule konsekvens eller simpelthen at eksplicitere enkle sentimenter, følelser, vurderinger og endog smagsdomme.

Nu kalder jeg den: For mig er den allermest lovende danske sangskriver lige nu Jonathan Schultz, der indspiller under navnet Schultz and Forever. Jeg skrev kort herom i sommers, og siden da har jeg været så heldig at opleve Schultz live i to forskellige opsætninger, der begge fungerede fornemt. Ikke blot fordi håndværket er på plads, men fordi sangskrivningen og vokalen er af så helhjertet en karakter.

Jonathan Schultz står på skuldrene af små og store giganter, og resultatet er en formidabel omgang folk-pop. Efter EP'en Odd Stories for godt et år siden fandt vej til de første lyttere, er der sket meget, og nu er en ny EP på trapperne. Titlen er Céline, og udgivelsesdatoen er d. 28. januar. Det franske pladeselskab Cracki Records inviterede i efteråret Schultz til Paris for at indspille nye sange, og resultatet udgiver de altså om en lille måned. Allerede nu er første sang dog sluppet løs, og den lover (som ventet) utrolig godt for resten af EP'en. Lyt til Two Flowers lige her.



/Martin

Den dovne vinter

Det går langsomt for tiden - også på disse sider. Det kunne der såmænd gøres op for med fokus på bands, der har været overset gennem året eller bands, jeg først selv har fået fulgt op på mod årets afslutning. Ja, det ville såmænd give mening at lave en årsliste, men den skal nu nok komme, om end det muligvis bliver tidligt i januar.

Her skal det i stedet handle om en gammel kending, jeg har fundet frem igen: The Blue Depths af Odawas fra starten af 2009. Jeg skrev om pladen for snart fire år siden, og den er stadig fænomenal. Den er som skabt til vinter med sine kolde synthflader. Kompositionerne kan minde om poppet psychfolk svøbt ind i noget, der på det nærmeste lyder som en Vangelis-produktion. Odawas lyder som ingen andre, og selvom sangskriver Michael Tapscott senere har udgivet i eget navn, må bandet meget gerne komme tilbage, men Jagjaguwar melder endnu intet om en kommende plade. En umådeligt undervurderet plade og noget af en grower.





/Martin

Nothing

Philadelphia-scenen lever i bedste velgående. Blandt de nytilkomne er Nothing, der gør sig i en relativt poppet omgang shoegaze. De har netop signet med A389 Records, primært kendt for mere hardcore og metal, der næste år udgiver bandets første fuldlængde.

Gruppens klart stærkeste sang er Downward Years to Come, der er den eneste af deres sange, der giver nok plads til vokalen. Det hele er ret støjende, som det sig hør og bør med denne slags shoegazer, men den luftige vokal skaber en forrygende popbalance. Carsten Holm sammenlignede den sågar ganske smukt med Neil Tennant!

Det hele starter ret ligepå og angriber lytteren. Trommerne varierer kompetent, og efter tre og et halvt minut indikerer de ved deres poetiske fravær, at sangen stopper. Det er dog kun delvist tilfældet. I stedet får vi en lang og sørgelig outro, der nærmest grænser til ambient, som man kender det fra No Age, når de sætter ind med disse pauser.

EP'en, af samme navn, holder ikke niveau hele vejen igennem, men der er lagt op til en lovende debut LP - trods alt.



/Martin

Jul med Team Me

Ét af Norges absolut bedste bands, Team Me, leverede sidste år et umanerligt stærkt debutalbum i form af den anmelderroste, nysgerrige og poppede To the Treetops!. Pladen blev først udgivet uden for hjemlandet i februar i år, og op til jul har de nu en EP klar til højtiden.

Musik, der på den ene eller anden måde referer til julen, synes oftest at være decideret forfærdeligt, og selv kunstnere med ubenægteligt talent og integritet ender med højtidssange, der i bedste fald er forvirrende.

EP'en Female Lead er lykkeligvis mere end godkendt og er momentvis ganske glimrende. Den indeholder også sange, der blev skrevet i forbindelse med bandets debutalbum, og det er da heller ikke eksklusivt en juleudgivelse, selvom produktionen og valget af instrumenter oftest bærer tankerne i den retning. EP'en er tilgængelig digitalt og som limited 10" via Propeller Recordings.

Herunder kan den stærkt Sufjan Stevens-inspirerede og enormt hyggelige Sixteen Steps streames og downloades.



/Martin

Jacco Gardner

Det er ikke meget, der er blevet fokuseret på hollandsk musik her på bloggen. Jeg er sågar i tvivl om, hvorvidt jeg gennem de seneste fem år overhovedet har skrevet ét eneste indlæg om et hollandsk orkester.

Det kan der nu rådes bod på i form af lidt opmærksomhed til Jacco Gardner, der snart er ude med sit debutalbum Cabinet of Curiosities. Det udgives d. 12. februar på Chicago-baserede Trouble in Mind (The Fresh and Onlys, Ty Segall).

Jacco Gardner gør absolut intet for at skjule sin fascination af de sene 60'ere og starten af 70'erne. Han dyrker den psykedeliske pop i en nærmest barok stil og benytter sig bl.a. flittigt af cembalo, fløjte, strengeinstrumenter og smukt underliggende korstykker. Førstesinglen The Ballad of Little Jane lover godt for resten af pladen med sin fine melodi og mod til temposkift i forbindelse med omkvædet, der sætter ind efter et lille minut. Som en hollandsk bruger kommenterer på SoundCloud: "Interessante opbouw! Leuke stuk." Og det er virkelig et stærkt stykke.

Det er svært ikke at tænke på Syd Barretts kompositioner på tidlige Pink Floyd-indspilninger, men der kan ligeledes drages en linje til Beach Boys. Bliver man i denne tanke, er Billy Nicholls også en mulig inspirationskilde. Her får vi muligvis en god grund til at holde nærmere øje med en hollandsk scene, der først på det seneste er begyndt at gøre større væsen af sig. Hvor de har haft udmærket succes i Centraleuropa med folk-pop de seneste få år, kan det være, vi snart kan udforske flere popforgreninger fra det dejlige og mærkværdige land.


(Da der har været lidt problemer med indlejring fra SoundCloud i dag, er her et direkte link)

/Martin

Blå is og mere svensk

Stockholm-kvintetten Shout Out Louds er ikke altid lige stabile, men de har ved flere lejligheder ramt plet med veloplagte og velskrevne (i bedste forstand) banaliteter. Nu er de ved at være klar med deres fjerde album, der udkommer tidligt i 2013.

Næste år er det allerede ti år siden, bandet udgav debutalbummet Howl Howl Gaff Gaff, der siden blev fulgt op af de udmærkede Our Ill Wills og Work. Hvor sidstnævnte skuffede mange (undertegnede inklusive), bød de to første plader på adskillige perler, selvom de med rette kan kaldes lidt ujævne.

Første single fra det kommende album er Blue Ice, der trods en bombastisk start er en stille perle, der på det nærmeste kan betegnes som en ballade. Sanger Adam Olenius synger afdæmpet og konstaterende, og det klæder ham. Han er én af de skikkelser, man har kunnet tilgive for nogle enkle leveringer, der ofte mere end grænser til det ynkelige. Ja, sådan skulle det nærmest være med de tekster, bandet har forfattet. Her lyder det:

I keep running away, running away, running away / And you keep fading away, fading away, fading away / It always ends in the same way / The sun gets in your eyes / I won't get surprised the next time / But this blue ice came out of the blue

Vi er stadig ude i det ulykkelige. Forliste forhold. Omstændighederne er de samme, men der er en forskel i indsigten, der også afspejles i lyden. Skal man imidlertid tro de første meldinger, er resten af pladen mere livlig, men det må vi vente med at afgøre til starten af det nye år.



/Martin

The Mary Onettes

Et nærmest fast indslag på disse kanter er ros til svenske Labrador, og ét af de bands fra pladeselskabet jeg hyppigt har skrevet om, er de altid habile The Mary Onettes.

D. 12. marts er bandet ude med deres tredje album, der har fået titlen Hit the Waves. Også titlen på førstesinglen spiller på grænsen mellem land og vand: Evil Coast. Sidstnævnte er ude d. 27. november, men den kan høres allerede nu. Den forholder sig tro mod de associationer, der opsamles i de to titler. Den er dels mere letbenet, end vi ofte hører The Mary Onettes, og den er dels opbygget af små bølger i produktionen, der mixes op og ned omkring vokalen.

Denne effekt fungerer overraskende godt, og selvom der stadig er tale om en slags noir pop med tydeligt udgangspunkt i midten af 80'erne, bevæger gruppen sig tættere på den lidt lysere svenske popmusik, der dyrkes på Service og Sincerely Yours (singlen er da også produceret af Dan Lissvik fra Service og Studio, der ligeledes har arbejdet med Taken By Trees og fantastiske The Embassy).



/Martin