Joanne Robertson er sløret

Nogle få kunstnere er i stand til at ramme balancen mellem noget på én gang fjernt og intimt. Man føler nærheden som et knitrende bål, men med en uforklarlig afstand, som var man et spøgelse.

Den engelske sangskriver Joanne Robertsons sjette album Blurrr er et stille og mestendels diskret vidunder. Nogle sange minder om Grouper og dennes spøgelses-folk (første sang på Robertsons nye album hedder endda ‘Ghost’). Andre gange lyder det snarere som tidlig Cat Power med en skefuld Elliott Smith.

Midt på albummet får Robertson selskab af Oliver Coates på cello. Han er manden bag soundtracket til mesterværket Aftersun. På Blurrr løfter han ‘Always Were’ til en af årets flotteste sange og bidrager flot til to andre sange. Robertson er i øvrigt også en kyndig maler.

 
/Martin

Bedre sent end aldrig til underlig fest

Jeg kom sent til festen med Nourished By Times roste Erotic Probiotic 2, men er endnu gladere for opfølgeren The Passionate Ones, som fortsat er skæv R&B med poppede elementer. Eller underlig pop med et skvæt R&B.

Det minder mig nogle gange om en mindre dramatisk How to Dress Well: En vis forkærlighed for 80’erne og en fornemmelse af, at Marcus Brown har lavet det meste alene om aftenen i en lille lejlighed.

Brown skiftevis synger, mumler og sukker over skønne beats. Nogle keys lyder næsten bevidst billige på den bedst tænkelige måde, nærmest som legetøjsinstrumenter.

Albummet er ikke uden alvor – på Pitchfork får Samuel Hyland det til at virke, som om hele albummet er antikapitalistisk – men det er bestemt heller ikke uden humor. Marcus Brown tager musikken alvorligt uden at tage sig selv alvorligt, og der er en verden til forskel.

Det hele er lavet med stort overskud, og det lyder, som om han har et hav af sange liggende. På ‘Max Potential’ høres et nærmest stadionvenligt omkvæd, ‘9 2 5’ er dansabel, ‘Baby Baby’ er kaotisk pop, mens mit højdepunkt ‘Tossed Away’ afslører hans forkærlighed for DIY-indierock forklædt som ballade.

Navnet Nourished By Time er i øvrigt inspireret af Guided By Voices.

/Martin

Troth

Straight outta Hobart. Hobart? Hobart, Australien. Nogle kommer måske til at tænke på Saint Etienne og deres nærmest nænsomme popballade 'Hobart Paving'.

Troth byder med albummet An Unfinished Rose på eksperimenterende ambient pop.

Dele af albummet smager af Mabe Frattis cello-kompositionspop (særligt ‘Tides Reflected in her Eyes’), mens eksempelvis titelnummeret nærmest kombinerer William Basinski med Jenny Hval.

I mere direkte øjeblikke er det mere minimalistisk DIY-pop, som selvfølgelig er et stykke fra egentlig pop.

/Martin

Domenique Dumont

Måske man skulle feriere i Riga. Jeg kan ikke nævne mange musikere fra Letland, men duoen Domenique Dumont – den lettiske producer Arturs Liepins og den franske sangerinde Anete Stuce – sætter gang i rejselysten på deres nyeste, Deux Paradis.

På samme tid får man lyst til den perfekte inaktivitet. At ligge ved poolen, smelte i tilfredshed og drikke noget rødt eller pink. Domenique Dumont er tidligere blevet kaldt baleariske, og det kan ikke benægtes. Det er tilbagelænet feriepop og ambient i skøn forening.

Albummet skal ved første lyt lige i gang og bliver både stærkere og mærkeligere undervejs. ‘The Order of Invisible Things’ kunne være noget fra en spionfilm, der aldrig blev til noget. Titelnummeret byder på decideret medrivende orgel og er blandt de skønneste sange, jeg har haft æren af at høre i år. ‘Visages Visages’ lyder som engelske bands, der tog til Mallorca i anden halvdel af 80’erne og vendte inspirerede tilbage. Herefter vil også de første sange give bedre mening, og pludselig står man tilbage med et ret helstøbt album, der lever op til sin titel. Paradis har en skygge, et andet paradis, der er altid mindst to sider, hverdag og ferie, forpligtelser og frihed til ingenting, den lette melankoli ved ferien. “Gid det kunne vare ved,” tænker man altid, og hvis det kunne, ville al skønhed forsvinde.

/Martin

Lifeguard

Lifeguard: Ripped and Torn

Ungt Chicago-band, der har et vist slægtskab med Horsegirl. Også et bogstaveligt slægtskab, da en gut i Lifeguard har en søster i Horsegirl. Sødt.

En anden gut i denne trio laver et zine ved navn Hallogallo opkaldt efter Neu!-klassikeren.

Med Lifeguard er vi dog ude i noget mere punket. Randy Randall fra No Age har produceret, og de må også formodes at være forbilleder: Det er rastløst i både stil og lyd.

Det er ofte hurtigt og effektivt, men de fungerer også langsommere, fx på titelnummeret, hvor man også tydeligt hører Wire-inspirationen. En god rockskive.

/Martin

Amateur Hour

Göteborg har leveret mange af de bedste bands siden årtusindskiftet. Blandt byens mange nyere hemmeligheder er Amateur Hour.

Trioen består af tre spændende personligheder:

Julia Bjernelind, der bl.a. var sanger i Westkust. Deres 2019-album Westkust er en af de seneste ti års bedste rockplader.

Hugo Randulv, der er kendt fra bl.a. Makthaverskan og solo har udgiver Drukna i ljus tidligere i år.

Dan Johansson, der spiller i omkring tusind bands, herunder Enhet för fri musik.

Deres nye album Går i kras er ret flydende, og som på deres tidligere udgivelser lyder de også her, som om meget er indspillet på båndoptager. Dele af albummet er ret abstrakte, men andre sange har en mere traditionel sangstruktur, herunder den drømmende ‘Stad i ljus’, den decideret rockede ‘Hammered’ og titelnummeret, der runder albummet flot af. Man bliver misundelig på de svenskere.

 
/Martin

Flensborgfrelseren

Hvem skulle have troet, at en af de mest interessante producere i dette årtusind kommer fra Flensborg? I dag bor Stefan Kozalla i Hamborg og på Ibiza, hvilket passer fint til musikken, der på en gang er nær og fjern, tæt på både hverdagen (med dertilhørende kompleksitet) og ferien (med dertilhørende behov for forenkling).

DJ Koze kan udtales som det tyske kotze (bræk) og det engelske cozy, det hyggelige. Man ved aldrig helt, hvor man har ham, og alligevel er han helt sin egen og får det hele til at hænge sammen. Det kan meget få slippe af sted med. Det er elektronisk musik med en organisk blødhed. Det er ofte psykedelisk, men altid trygt.

Hans fjerde album er mere nostalgisk, hvilket man virkelig mærker med bidraget fra Markus Acher fra The Notwist. Der er også plads til bl.a. Sofia Kourtesis, Damon Albarn og Sophia Kennedy og alt fra house og breakbeat til drum’n’bass og amapiano.

Forgængeren Knock Knock (2018) var et lille mirakel, og Music Can Hear Us er en værdig opfølger, som man ikke bliver færdig med lige med det første. Et gavmildt album, fordi det er musik, der ånder.

/Martin