Hvor meget tid og opmærksomhed kan man egentlig give så mange plader i løbet af et år? Altså tid til rigtigt at lytte, lade synke ind, genhøre, mærke. Med en liste på 25 plader (og en masse fravalg) til et år på 52 uger … I kan nok se, hvor jeg vil hen, men hvert år laver jeg alligevel en disclaimer: Jeg laver årslisten, fordi det er sjovt, og fordi jeg nærer et lille håb om, at nogle får lyst til at høre noget musik, de måske ikke ellers ville have hørt.
Forleden spurgte jeg modtagerne af Ugens Plader, hvad jeres musikalske højdepunkter har været i 2025. Som ventet var der en del, der nævnte Geese. Flere Mogwai-fans trådte også frem i indbakken. Chat Pile. Wet Leg. Masser af guitar. Og så Rosalía.
Netop Rosalía må være en af de få interessante popstjerner i øjeblikket. Jeg beundrer hendes ambition bag Lux, og som popalbum betragtet er det virkelig interessant. Inden for få uger udkom både dét og Lily Allens West End Girl. Sidstnævnte affødte adskillige essays, tolkninger og samtaler og blev et sandt popøjeblik i et par uger. Det var en fornøjelse at se så mange mennesker være engageret i musik og hele album. Samtidig nåede vi endelig et år, hvor masserne ikke faldt i svime over et Taylor Swift-album. Vil vi endelig lidt mere med popmusikken igen?
Nå, videre til mine favoritter fra 2025. Jeg har tænkt over rækkefølgen, men i virkeligheden betyder det selvfølgelig ingenting, om et album er nummer 14 eller 15, og det hele kunne se anderledes ud, hvis jeg lavede det en anden dag. Så var der måske også plads til Cate Le Bon, Blawan, The Tubs, Ela Minus eller noget femte.
Tak fordi du læser med! Vi ses i 2026.
25 Barker: Stochastic Drift
Der er utroligt nok gået seks år, siden Barker albumdebuterede med den elektroniske nyklassiker Utility. Det var ambient techno og ret radikalt, fordi det var techno uden stortromme. Det er stadig hakkende og hostende, måske lidt mindre blødt og en anelse mere jazzet. Der er stadig plads til det ambiente, særligt på den stemningsfulde ‘The Remembering Self’.
24 Jens Lekman: Songs for Other People’s Weddings
Göteborgs venlige troubadour holder stadig højt niveau. Jens Lekman har altid balanceret mellem det underholdende og kække på den ene side og det romantiske og twee på den anden. Songs for Other People’s Weddings er sunget fra en særlig outsiders perspektiv, bryllupssangeren. På debutalbummet fra 2004 hedder en af sangene ‘If You Ever Need a Stranger (to Sing at Your Wedding)’, og det er denne fakkel, han har samlet op. I årevis har Jens Lekman rent faktisk sunget til et hav af bryllupper. På første sang forklarer han præmissen for albummet. Hans stemme lyder en anelse slidt, blot en anelse, som om han selv vil gøre opmærksom på det. Men allerede på den efterfølgende ‘A Tuxedo Sewn for Two’ er både tempo, stemning og vokal tæt på vintage Lekman. En oprigtigt sjov tekst. Derpå følger ‘Candy from a Stranger’ med et omkvæd og kor så lekmansk, at ingen andre i 2025 kunne slippe af sted med det.
23 Kristin Daelyn: Beyond the Break
Afslappende indie-folk. Kristin er en fingerspillende singer/songwriter, der dyrker roen. Altså afslapning, ikke rodfrugten, selvom hun lyder som typen, der har en avanceret køkkenhave. Det er lidt i stil med både Bedouine og tidlig Weather Station med dejligt mange meditative passager.
22 Troth: An Unfinished Rose
Eksperimenterende stemningspop. Dele af albummet smager af Mabe Frattis cello-kompositionspop (særligt ‘Tides Reflected in Her Eyes’), mens eksempelvis titelnummeret nærmest kombinerer William Basinski med Jenny Hval. I mere direkte øjeblikke er det mere minimalistisk DIY-pop.
21 Dylan Henner: Star Dream FM
Eksperimenterende ambient, der hylder ungdommen. Mere præcist de store følelser, man kan have som 17-årig. Vi skal ifølge Dylan Henner forestille os, at vi skruer på FM-radioen og finder en kanal, der sender vores følelser. “Star Dream FM” hedder den.
Det er mestendels minimalistisk og lejlighedsvis storladent. Både forstads- og ungdomshimmelstræbende med synth-kor, der i stor stil trækker tråde til M83, som han lød i første halvdel af 00’erne. Henner må også formodes at have lyttet til Mogwai, selvom det her kommer frem i en meget nedbarberet version, altså en støjfri omgang. Læg mærke til de effektive sangtitler (en af hans ældre kompositioner er skrevet fra et barns perspektiv og har den tårefremkaldende titel ‘Everyone I’ve Ever Loved Lives Here Together’).
20 Nourished By Time: The Passionate Ones
Skæv R&B med poppede elementer. Eller underlig pop med et skvæt R&B. Nogle gange er der noget (mindre dramatisk) How to Dress Well over det. Der er en vis forkærlighed for 80’erne og en fornemmelse af, at Marcus Brown har lavet det meste alene om aftenen i en lille lejlighed. Han skiftevis synger, mumler og sukker over skønne beats. Nogle keys lyder næsten bevidst billige på den bedst tænkelige måde, nærmest som legetøjsinstrumenter.
Det hele er lavet med stort overskud, og det lyder, som om han har et hav af sange liggende. På ‘Max Potential’ høres et nærmest stadionvenligt omkvæd, ‘9 2 5’ er dansabel, ‘Baby Baby’ er kaotisk pop, mens mit højdepunkt ‘Tossed Away’ afslører hans forkærlighed for DIY-indierock forklædt som ballade. Navnet Nourished By Time er i øvrigt inspireret af Guided By Voices.
19 Wrekmeister Harmonies: Flowers in the Spring
Hvis man beskriver duoen som “drone med udgangspunkt i metal”, tænker de færreste nok på håb, men man skal blot se på albumtitlen. Der er meget lidt variation på de fire kompositioner, sådan er det vel med drone, og det er ikke alles kop te, men er man til den slags, er vi ude i noget af det virkelig stærke her.
To af de fire stræk stopper brat, som for at gøre opmærksom på, at de kunne fortsætte i evigheder. Det gør det hele mindre tungt, nærmest som om de selv laver sjov med gentagelsen. Mørkest er ‘Fuck the Pigs’, der kan minde lidt om A Silver Mt. Zion eller at gynge alene på en legeplads, efter Jorden er gået under.
18 Croatian Amor + Lust For Youth: All Worlds
Har man dyrket Lust For Youth, forbinder man dem nok med synthesizere og halvmørke popsange. Sammen med Croatian Amor (Loke Rahbek) er de her tættere på hans elektroniske hjemmebane. Der er plads til både diskret ekstase og elektronisk melankoli fra øverste scandi-skuffe. Emma Acs’ stemme passer perfekt til ‘Passerine’, og singlen ‘Kokiri’ giver mig lyst til at komme ud på tennisbanen og øve min baghånd, indtil jeg kan slå den helt rent longline. Bemærk – apropos – albumcoveret. En herlig sportsreference kommer også på lukkeren ‘Still Here’, da fortælleren pludselig informerer om, at Cavendish netop har vundet sin 35. etape.
17 Panda Bear: Sinister Grift
Hvem skulle have troet, at Panda Bear i 2025 ville levere et glimrende popalbum? Jeg hørte så meget Animal Collective i 00’erne, at jeg i årevis ikke kunne klemme mere ned.
Hvis jeg gik mere op i sladder, havde jeg måske opdaget, at Panda Bear – Noah Lennox – var blevet skilt, men ellers er der en vis sandsynlighed for, at man opdager det på Sinister Grift. Den snart 47-årige synger om skilsmisse, midtvejskrise og dårlige knæ. Hans datter taler sig igennem versene på ‘Anywhere but Here’. Alle fra Animal Collective hjælper lidt til undervejs. Og sidste års store indie- og guitarhelt, Cindy Lee, er med på ‘Defense’. Lennox elsker åbenlyst stadig Beach Boys, surf-pop og dub med lettere psykedeliske elementer, og på trods af melankolien har han ikke mistet modet dernede i Lissabon.
16 Blue Lake: Weft
Instrumentale og meditative guitarkompositioner. En kur mod dårlige nyheder. Jason Dungan spiller alverdens instrumenter. Han bygger dem vist også selv. Han fik en slags gennembrud med Sun Arcs fra 2023, men jeg er mere begejstret for hans nyeste, der er lidt renere i lyden. Det emmer af naturforelskelse og kaffe i termokanden. En reference kunne være William Tyler (også fint album i år), der bl.a. har lavet soundtracket til den vidunderlige First Cow, der kan ses gratis på Filmstriben.
15 Blood Orange: Essex Honey
Ligesom med Jens Lekman og Panda Bear troede jeg også, at jeg var træt af Blood Orange. Jeg havde også glemt, at han var engelsk; der var noget amerikansk over hans måde at favne så bredt og producere for så mange. Los Angeles-typen.
Måske har hans plader også været lidt for usammenhængende, selvom de ved gud har budt på nogle gevaldige og forrygende hits. Men det er tydeligere end nogensinde før, at Dev Hynes er en engelsk musiker: Helt overordnet er der en sensibilitet i hans afdæmpede pop, som man trods alt meget sjældent hører i amerikansk pop. Mere konkret kan man høre referencer til alt fra Prefab Sprout (fx ‘Thinking Clean’) til Sarah Records (‘The Train’). Endnu mere konkret: samples af Durutti Column (‘The Field’ bygger direkte på deres ‘Sing to Me’) og Everything But the Girl.
Dertil – trods alt – samples af amerikanske Yo La Tengo og en reference til bl.a. Elliott Smith, som Lorde får lov at synge (et citat fra hans ‘Everything Means Nothing to Me’).
Danske Cæcilie Trier er med på cello. Andre gæster tæller Tirzah, Caroline Polachek og Mabe Fratti. Det lyder måske rodet (‘hvorfor så mange gæster på moderne plader?!’ råber alle os over 30), og det kunne nemt være endt sådan, men det hænger sammen, og det gør det i stor stil på grund af mandens nostalgiske kerne. Albummet fremstår som indrømmelser fra en mand, der har forsøgt at være til stede i nuet, men føler sig draget af fortidens storhed. En midaldrende, utrolig talentfuld producers indrømmelser.
14 Milkweed: Remscéla
Der sker meget i britisk folkemusik i disse år, og duoen Milkweed hører til de mere outrerede. Tidligere har de fundet inspiration i den danske arkæolog P.V. Glob (kendt for fundet af Tollundmanden), og denne gang dykker de ned i forhistorierne til det irske epos Táin Bó Cúailnge. Det hele er en anelse eerie og muligvis indspillet på bånd. Resultatet og intentionen er i hvert fald lofi-freak-folk.
13 Walt McClements: On a Painted Ocean
Hvad forbinder du med en harmonika? Schlager? Balkan-pop? Jeg forstår, hvis man måtte have forbehold, men Walt – der har arbejdet med Weyes Blood, Mary Lattimore og Hurray for the Riff Raff – kombinerer kløgtigt instrumentet med orgel, saxofon, synth og meget mere. Titlen er rammende, havet er malet med blåt på blåt. Chuck Johnson, der har lavet mesterværket Balsams, har mixet og mastereret. Måske derfor lyder det så vidunderligt.
12 Sharp Pins: Balloon Balloon Balloon
Retro-jangle-lofi-garage-pop. 21-årige Kai Slater lever tydeligvis i fortiden, heldigvis for os. Nogle kender ham måske fra bandet Lifeguard (også med god plade i år), og sørme om han ikke er bror til den ene i Horsegirl, som også er på denne liste.
Kai Slaters nye soloalbum har den friskhed, man kan høre i vellykkede demoer, og det lyder ofte mere som en samling gode ideer, end hvad mange ofte forbinder med et album. Det er i dette tilfælde absolut positivt, og mange vil undervejs nok tænke på Guided By Voices med deres umiddelbarhed, ikke mindst klassikeren Bee Thousand (1994). På Balloon Balloon Balloon er Kai Slater dog lidt mere orienteret mod The Kinks og midten af 60’erne, end Robert Pollard og Guided By Voices var det.
21 sange på 43 minutter. Det er fragmentarisk, veloplagt, melodiøst, lofi. Det er umiddelbart og entusiastisk.
11 Hugo Randulv: Drunkna i ljus
Hugo Randulv har været en central del af Göteborgs musikscene i godt et dusin år, hvor han bl.a. har spillet med i Westkust, Enhet för fri musik og Makthaverskan, som vender tilbage med nyt album i 2026.
Her leverer Hugo ambient og drone på elektrisk cello (og en anelse guitarfeedback). Det lyder som blæst på havnen, storslåede drømme kombineret med et nærmest sympatisk mindreværd, som mange fra provinsen måske vil genkende. Albummet er delt i to, og på side B opstår et pludseligt ubehag, man lige skal være opmærksom på. Negle på tavlen-følelsen, som går over i et dybere ubehag, der næsten kan føles som scenen i skoven mod slutningen af Twin Peaks: The Return. Stille skrig. Resten er næsten beroligende.
10 Joanne Robertson: Blurrr
Nogle få kunstnere er i stand til at ramme balancen mellem noget på én gang fjernt og intimt. Man føler nærheden som et knitrende bål, men med en uforklarlig afstand, som var man et spøgelse.
Den engelske sangskriver Joanne Robertsons sjette album er et stille og mestendels diskret vidunder. Nogle sange minder om Grouper og dennes spøgelses-folk (første sang på Robertsons nye album hedder endda ‘Ghost’). Andre gange lyder det snarere som tidlig Cat Power med en skefuld Elliott Smith.
Midt på albummet får Robertson selskab af Oliver Coates på cello. Han er manden bag soundtracket til mesterværket Aftersun. På Blurrr løfter han ‘Always Were’ til en af årets flotteste sange og bidrager flot til to andre sange. Robertson er i øvrigt også en kyndig maler.
9 Domenique Dumont: Deux Paradis
Måske man skulle feriere i Riga. Jeg kan ikke nævne mange musikere fra Letland, men duoen Domenique Dumont – en lettisk producer og fransk sangerinde – sætter gang i rejselysten. På samme tid får man lyst til den perfekte inaktivitet. At ligge ved poolen, smelte i tilfredshed og drikke noget rødt eller pink. Domenique Dumont er tidligere blevet kaldt baleariske, og det kan ikke benægtes. Det er tilbagelænet feriepop og ambient i skøn forening.
Albummet skal ved første lyt lige i gang og bliver både stærkere og mærkeligere undervejs. ‘The Order of Invisible Things’ kunne være noget fra en spionfilm, der aldrig blev til noget. Titelnummeret byder på decideret medrivende orgel og er blandt de skønneste sange, jeg har haft æren af at høre i år. ‘Visages Visages’ lyder som engelske bands, der tog til Mallorca i anden halvdel af 80’erne og vendte inspirerede tilbage. Herefter vil også de første sange give bedre mening, og pludselig står man tilbage med et ret helstøbt album, der lever op til sin titel. Paradis har en skygge, et andet paradis, der er altid mindst to sider, hverdag og ferie, forpligtelser og frihed til ingenting, den lette melankoli ved ferien. “Gid det kunne vare ved,” tænker man altid, og hvis det kunne, ville al skønhed forsvinde.
8 Maria Somerville: Luster
Ambient spøgelses-folk af irsk sangskriver, der på sit andet album forsvinder endnu længere ind i tågen. Det er ofte Grouper-lignende (der var hun igen) i sin tristesse, men man hører også en del Julianna Barwick undervejs, både sirenelignende sang og katedralkontemplation. Også Julee Cruise kan nævnes. Stor anbefaling, hvis man som jeg er en sucker for den slags tågemelankoli.
7 Hotline TNT: Raspberry Moon
Shoegaze, powerpop og collegerock. Med andre ord store følelser og lykkeligvis både smittende melodier og hooks. Og pedaler. Trods højt tempo er det egentlig ret tilbagelænet, men man forestiller sig alligevel, at guitaren ofte hæves i en vinkel, så den næsten skyder efter stjernerne. Særligt begejstret er jeg for ‘Julia’s War’. Meget 90’er, ret emo, stor gejst.
6 James K: Friend
Jamie Krasner fra New York har med sit tredje album fået plads til både det poppede og det mystiske. Det er primært elektronisk pop og drømmepop, der forgrener sig i både shoegaze og trip-hop. Man hører både Cocteau Twins og på ‘Rider’ noget næsten new age-venligt á la Enya. Hun synger nærmest fromt.
5 DJ Koze: Music Can Hear Us
Hvem skulle have troet, at en af de mest interessante producere i dette årtusind kommer fra Flensborg? I dag bor Stefan Kozalla i Hamborg og på Ibiza, hvilket passer fint til musikken, der på en gang er nær og fjern, tæt på både hverdagen (med dertilhørende kompleksitet) og ferien (med dertilhørende behov for forenkling).
DJ Koze kan udtales som det tyske kotze (bræk) og det engelske cozy, det hyggelige. Man ved aldrig helt, hvor man har ham, og alligevel er han helt sin egen og får det hele til at hænge sammen. Det kan meget få slippe af sted med. Det er elektronisk musik med en organisk blødhed. Ofte psykedelisk, næsten altid trygt.
Tyskerens fjerde album er mere nostalgisk, hvilket man virkelig mærker med bidraget fra Markus Acher fra The Notwist. Der er også plads til bl.a. Sofia Kourtesis, Damon Albarn og Sophia Kennedy og alt fra house og breakbeat til drum’n’bass og amapiano.
Forgængeren Knock Knock (2018) var et lille mirakel, og Music Can Hear Us er en værdig opfølger, som man ikke bliver færdig med lige med det første. Et gavmildt album, fordi det er musik, der ånder.
4 N Kramer + Magnus Bang Olsen: Pastoral Blend
Duoen fra Berlin laver sædvanligvis (meget anderledes) musik under navnet The Zenmenn. Denne gang er der tale om eksperimenterende ambient. Albummet er både fredeligt og fragmenteret, men aldrig kaotisk. Som en drøm har det sin egen logik. Faktisk kan det minde om dét, man ofte kan læse om søvnforskning: at vi sover, så hjernen kan rydde op. Pastoral Blend er en nænsom diskdefragmentering af hjernen. Måske nogle af jer kan huske den funktion på en pc.
Danske Magnus Bang Olsen har indspillet pedal steel, som N Kramer har klippet i stykker og sat sammen. “Broken Americana” blev det vist kaldt et sted, og det er en fin beskrivelse.
3 Horsegirl: Phonetics On and On
Uimodståelig, minimalistisk og let eksperimenterende rock. Da Chicago-trioen udgav deres glimrende debutalbum Versions of Modern Performance i 2022, var de stadig teenagere. Dengang var de mere støjende, mere slacker, mere post-punkede.
Med hjælp fra walisiske Cate Le Bon (hør hendes Pompeii!) har de skåret endnu mere ind til benet. De kan vel stadig kaldes indierock og new wave og i mindre grad (blid) støjpop. De fleste sange bekender ret hurtigt kulør og dyrker gentagelsen. Nogle langsomt (‘In Twos’), andre med fart på (‘Switch Over’). Meget rørt bliver jeg af ‘Julie’, der både er placeret midt på pladen og er dens længste og muligvis bedste sang. The Guardian nævner Velvet Underground, og det giver mening. Man har taget en masse ideer og skrællet lag efter lag af for at nå ind til en kerne af umiddelbarhed.
2 These New Puritans: Crooked Wing
Sikken et band. Tvillingebrødrene Jack og George Barnett udgjorde engang et mere konventionelt post-punket band, som heldigvis gik i en mere interessant retning og i 2013 leverede mesterværket Field of Reeds. Langsomt lavede de den flotte opfølger Inside the Rose (2019) og er nu endelig klar med mere søgende og stille-storslået art-pop, som hverken er artsy eller pop, men hvad søren skal man kalde det?
Caroline Polachek beskriver dem således: “Jack and George make the kind of stuff that lives in the sacred sector of what I love about music, slurred sleepwalking through shifting crystalline mazes of brutal mortal timekeeping.”
Hun er med på den betagende ‘Industrial Love Song’ om to kraner, der forelsker sig. Hun dukker også mere diskret op på ‘A Season in Hell’ og ‘Wild Fields’.
Sangen ‘Bells’ får mig til at tænke på en mere gotisk udgave af Naima Bock i både komposition og instrumentering. Lige så rørende er ‘I’m Already Here’, der nærmest er en trist julesang. Og det er en påmindelse om, at dette lidt tunge album faktisk bliver endnu bedre, når vejret bliver dårligere, for sommermusik er det ikke. Men det er stadig en stor anbefaling.
En ven sammenlignede bandet med David Sylvian, og det er godt hørt. Han skrev også noget andet sandt: de befinder sig omtrent så langt fra algoritmerne, som man kan komme. Det er et godt sted at være.
1 Caroline: Caroline 2
Langsomt, men sikkert faldt jeg for den eksperimenterende London-oktets andet album. Jeg holdt meget af debuten fra 2022, Caroline, som også dyrkede en skæg blanding af improviseret folkemusik og post-rock, men også var mere mismodig.
Denne opfølger kan måske lyde mere rodet, men der er alligevel mere klarhed, ligesom man aner en anelse mere lys. Der er også et beundringsværdigt tålmod, stadig godt med guitar og strygere, men alligevel forunderlig plads til alle otte medlemmer.
Som Cal Cashin bemærker i sin anmeldelse for The Quietus, er albummet blevet til med forskellige optagelser og takes af de enkelte sange, der er blevet blandet sammen i den endelige udgave. På den vidunderligt betitlede ‘Coldplay cover’ spiller halvdelen af de otte én sang i ét lokale, mens den anden halvdel spiller en anden sang længere nede af gangen. Syd Kemp, der har hjulpet med indspilningen, bevæger sig mellem lokalerne i et forsøg på at integrere de to sange. Som med næsten alt andet på Caroline 2 lykkes det på (for)underlig vis.
Det kan måske lyde prætentiøst, men der er så megen skønhed og endda små glimt af pop og humor undervejs, at disse skramlede 39 minutter i sidste ende fremstår muligvis endnu stærkere end debutalbummet.
/Martin
