Sharp Pins

20-årige Kai Slater lever tydeligvis i fortiden, heldigvis for os. Nogle kender ham måske fra bandet Lifeguard, og sørme om han ikke er bror til den ene i Horsegirl.

Hans nye soloalbum Balloon Balloon Balloon har den friskhed, man kan høre i vellykkede demoer, og det lyder ofte mere som en samling gode ideer, end hvad mange ofte forbinder med et album. Det er i dette tilfælde absolut positivt, og mange vil undervejs nok tænke på Guided By Voices med deres umiddelbarhed, ikke mindst klassikeren Bee Thousand (1994). På Balloon Balloon Balloon er Kai Slater dog lidt mere orienteret mod The Kinks og midten af 60’erne, end Robert Pollard og Guided By Voices var det.

Det er retro-jingle-lofi-garage-pop. 21 sange på 43 minutter. Fragmentarisk, veloplagt, melodiøst, lofi. Umiddelbart og entusiastisk.

 
/Martin

Herbal Tea

Vi fortsætter med mindre optimale kunstnernavne. Eller hvad? Helena Walkers kunstnernavn Herbal Tea er måske ikke helt så dårligt som Just Mustard fra foregående indlæg. Det er heller ikke dårligt i sig selv, det er bare for meget af det gode, fordi musikken er så afslappende.

Her får jeg lyst til at rose en stille kunstner som Skullcrusher for det larmende kunstnernavn. Nuvel, Herbal Tea er måske sjovt nok. Musikken er i hvert efterårsvenlig.

Vi er ude i DIY-drømmepop og dramatisk ambient. ‘Grounded’ kunne være taget fra Gia Margarets vidunderlige debutalbum. Andetsteds er vi ude i lidt mindre subtil Grouper.

Under the Radar beskriver musikken som følelsen af at bladre i et fotohæfte med halvglemte minder. Fin beskrivelse til et fint album.

 
/Martin

Just Mustard

I det østlige Irland, nord for Dublin, ligger Dundalk. Her har et band med et rigtig dårligt bandnavn, Just Mustard, gang i noget rigtig spændende med deres nye album We Were Just Here. En slags tung og alligevel fnuglet shoegaze, som også har noget let industrielt over sig, ikke helt ulig de tunge spøgelsesagtige elementer på de første Health-plader. Særligt titelsangen er fremragende industriel drømmepop.

Undervejs kommer jeg også til at tænke på A Place to Bury Strangers, hvor fx irernes ‘Endless Deathless’ kan minde lidt om amerikanernes herligt støjende ‘To Fix the Gash in Your Head’ (2007).

For et par år siden inviterede Robert Smith bandet til at varme op for The Cure, og de får minsandten lov til at komme med igen på deres forestående turné. Så kan han måske lokke dem til Roskilde Festival også.

 

/Martin

Joanne Robertson er sløret

Nogle få kunstnere er i stand til at ramme balancen mellem noget på én gang fjernt og intimt. Man føler nærheden som et knitrende bål, men med en uforklarlig afstand, som var man et spøgelse.

Den engelske sangskriver Joanne Robertsons sjette album Blurrr er et stille og mestendels diskret vidunder. Nogle sange minder om Grouper og dennes spøgelses-folk (første sang på Robertsons nye album hedder endda ‘Ghost’). Andre gange lyder det snarere som tidlig Cat Power med en skefuld Elliott Smith.

Midt på albummet får Robertson selskab af Oliver Coates på cello. Han er manden bag soundtracket til mesterværket Aftersun. På Blurrr løfter han ‘Always Were’ til en af årets flotteste sange og bidrager flot til to andre sange. Robertson er i øvrigt også en kyndig maler.

 
/Martin

Bedre sent end aldrig til underlig fest

Jeg kom sent til festen med Nourished By Times roste Erotic Probiotic 2, men er endnu gladere for opfølgeren The Passionate Ones, som fortsat er skæv R&B med poppede elementer. Eller underlig pop med et skvæt R&B.

Det minder mig nogle gange om en mindre dramatisk How to Dress Well: En vis forkærlighed for 80’erne og en fornemmelse af, at Marcus Brown har lavet det meste alene om aftenen i en lille lejlighed.

Brown skiftevis synger, mumler og sukker over skønne beats. Nogle keys lyder næsten bevidst billige på den bedst tænkelige måde, nærmest som legetøjsinstrumenter.

Albummet er ikke uden alvor – på Pitchfork får Samuel Hyland det til at virke, som om hele albummet er antikapitalistisk – men det er bestemt heller ikke uden humor. Marcus Brown tager musikken alvorligt uden at tage sig selv alvorligt, og der er en verden til forskel.

Det hele er lavet med stort overskud, og det lyder, som om han har et hav af sange liggende. På ‘Max Potential’ høres et nærmest stadionvenligt omkvæd, ‘9 2 5’ er dansabel, ‘Baby Baby’ er kaotisk pop, mens mit højdepunkt ‘Tossed Away’ afslører hans forkærlighed for DIY-indierock forklædt som ballade.

Navnet Nourished By Time er i øvrigt inspireret af Guided By Voices.

/Martin

Troth

Straight outta Hobart. Hobart? Hobart, Australien. Nogle kommer måske til at tænke på Saint Etienne og deres nærmest nænsomme popballade 'Hobart Paving'.

Troth byder med albummet An Unfinished Rose på eksperimenterende ambient pop.

Dele af albummet smager af Mabe Frattis cello-kompositionspop (særligt ‘Tides Reflected in her Eyes’), mens eksempelvis titelnummeret nærmest kombinerer William Basinski med Jenny Hval.

I mere direkte øjeblikke er det mere minimalistisk DIY-pop, som selvfølgelig er et stykke fra egentlig pop.

/Martin

Domenique Dumont

Måske man skulle feriere i Riga. Jeg kan ikke nævne mange musikere fra Letland, men duoen Domenique Dumont – den lettiske producer Arturs Liepins og den franske sangerinde Anete Stuce – sætter gang i rejselysten på deres nyeste, Deux Paradis.

På samme tid får man lyst til den perfekte inaktivitet. At ligge ved poolen, smelte i tilfredshed og drikke noget rødt eller pink. Domenique Dumont er tidligere blevet kaldt baleariske, og det kan ikke benægtes. Det er tilbagelænet feriepop og ambient i skøn forening.

Albummet skal ved første lyt lige i gang og bliver både stærkere og mærkeligere undervejs. ‘The Order of Invisible Things’ kunne være noget fra en spionfilm, der aldrig blev til noget. Titelnummeret byder på decideret medrivende orgel og er blandt de skønneste sange, jeg har haft æren af at høre i år. ‘Visages Visages’ lyder som engelske bands, der tog til Mallorca i anden halvdel af 80’erne og vendte inspirerede tilbage. Herefter vil også de første sange give bedre mening, og pludselig står man tilbage med et ret helstøbt album, der lever op til sin titel. Paradis har en skygge, et andet paradis, der er altid mindst to sider, hverdag og ferie, forpligtelser og frihed til ingenting, den lette melankoli ved ferien. “Gid det kunne vare ved,” tænker man altid, og hvis det kunne, ville al skønhed forsvinde.

/Martin