Herbal Tea

Vi fortsætter med mindre optimale kunstnernavne. Eller hvad? Helena Walkers kunstnernavn Herbal Tea er måske ikke helt så dårligt som Just Mustard fra foregående indlæg. Det er heller ikke dårligt i sig selv, det er bare for meget af det gode, fordi musikken er så afslappende.

Her får jeg lyst til at rose en stille kunstner som Skullcrusher for det larmende kunstnernavn. Nuvel, Herbal Tea er måske sjovt nok. Musikken er i hvert efterårsvenlig.

Vi er ude i DIY-drømmepop og dramatisk ambient. ‘Grounded’ kunne være taget fra Gia Margarets vidunderlige debutalbum. Andetsteds er vi ude i lidt mindre subtil Grouper.

Under the Radar beskriver musikken som følelsen af at bladre i et fotohæfte med halvglemte minder. Fin beskrivelse til et fint album.

 
/Martin

Joanne Robertson er sløret

Nogle få kunstnere er i stand til at ramme balancen mellem noget på én gang fjernt og intimt. Man føler nærheden som et knitrende bål, men med en uforklarlig afstand, som var man et spøgelse.

Den engelske sangskriver Joanne Robertsons sjette album Blurrr er et stille og mestendels diskret vidunder. Nogle sange minder om Grouper og dennes spøgelses-folk (første sang på Robertsons nye album hedder endda ‘Ghost’). Andre gange lyder det snarere som tidlig Cat Power med en skefuld Elliott Smith.

Midt på albummet får Robertson selskab af Oliver Coates på cello. Han er manden bag soundtracket til mesterværket Aftersun. På Blurrr løfter han ‘Always Were’ til en af årets flotteste sange og bidrager flot til to andre sange. Robertson er i øvrigt også en kyndig maler.

 
/Martin

Clinic Stars

Clinic Stars udgiver debutalbummet Only Hinting på Kranky, og her passer de ind: Det er downer-pop eller spøgelses-folk, der er et slør over det hele, det er svært at høre ordene.

Alting antydes. Måske deraf titlen.

Det kan minde om Grouper, og de har helt sikkert – og godt for det – lyttet til en masse Cocteau Twins.

Alt foregår i en tåget, fortryllet skov.

/Martin

Sea Oleena

Charlotte Oleena kan godt lide havet. Så hun hedder selvfølgelig Sea Oleena, når hun udgiver sin ambiente spøgelsesfolk.

Charlotte er canadier, og indtil for nylig havde hun senest udgivet et album i 2014. Det er stort set, hvad jeg ved om hende. Og det er fint.

Hendes nye album Weaving a Basket er fremragende. Det er rigeligt for mig.

Det er en anelse mere eerie end forgængeren. Som at spotte en person i kornmarken uden at få et chok. Skræmmende er det ikke, men der er noget urovækkende i et kort øjeblik, før man beroliges af naturen.

Weaving a Basket er fyldt med natur. Fra albumcover og sangtitel (den tålmodige albumafslutter Horses) til den overordnede stemning. Det er organisk og luftigt på samme måde, som man oplever det hos Grouper.

Som Gorilla vs. Bear gør opmærksom på, bliver der brugt en klaverbid af Molly Drake på introsangen Will I Know. Molly var mor til Nick Drake. Jeg har aldrig tænkt over, hvem Nick Drakes forældre var.

Ud i naturen med os. Både med og uden Sea Oleena i ørerne.

/Martin

Boat Club

For at gennemføre den meteorologiske tone som min broder har dvælet ved igennem flere indlæg, er Boat Club ligeså meget lyden af sommerens sidste dage, som Grouper er efterår. Boat Club er endnu et navn fra den musikalske talentfabrik Göteborg, og lyden ligger da heller ikke langt fra byens øvrige musikalske sønner og døtre fra pladeselskabet Sincerely Yours, som The Tough Alliance, Air France og jj.

Som ved gennemlytning af ovenstående navnes katalog, får man også ved lyden af Boat Club indtrykket af, at man i Göteborg kender til sommeren, sætter pris på den, men oplever den i meget små doser. Og at man fra havnebyen kan sejle imod sydligere himmelstrøg, bærer musikken ligeledes præg af, ved sin længsel og melankoli. Det gav Håkan Hellström (passende iklædt sømandsuniform) i øvrigt talrige eksempler på, mange år før byens senere navne for alvor blev internationale hypeobjekter.

Den lette tågede synth, de baleariske beats og den lettere forvrængede guitarlyd er således ikke overraskende virkemidler fra den kant, men alligevel er Boat Club opmærksomheden værd. Og så er Boat Club i virkeligheden efterårsmusik fra det grå Göteborg, der længes efter en sommer med gin og tonic. Nedenstående følger tre sange fra minialbummet Caught The Breeze fra 2007. Siden da er der ikke sket meget nyt omkring Boat Club, men det har jo også kun været sommer to gange siden. Rygterne vil dog vide, at det efterhånden vil være nok til et kommende debutalbum.

MP3: Boat Club - Always Away
MP3: Boat Club - Memories
MP3: Boat Club - Warmer Climes

/Abdujaparov

Grouper i aften på Loppen

Hermed en kort anbefaling: Befinder man sig i København i aften, er det et must at tage på Loppen og høre Portlands Grouper. Bag projektet står Liz Harris, som jeg også tilbage i januar fik skamrost. Af den simple grund at hendes album fra sidste år, Dragging a Deer up a Hill, var ét af det års mest imponerende udgivelser.

Der er vist gået lidt meteorologisk æstetik i den på det seneste her på siderne, men jeg bliver nødt til at nævne, at musikken passer utrolig godt til efterårsblæsten. Det er så absolut ikke forårs- og sommermusik i hvert fald. Nyd den - der er et halvt år til det.

MP3: Grouper - Disengaged
MP3: Grouper - Heavy Water / I'd Rather Be Sleeping

/Martin

Grouper

Portland, Oregon er hjemsted for et utal af kreative kræfter, og blandt de mest undervurderede er Grouper. Bag dette navn er én kvinde ved navn Elizabeth Harris, bedre kendt som Liz Harris.

Musikken er intet mindre end bedårende. Ja, den er betagende. Der er noget ganske nøgent ved lyden, der til tider er en smule skræmmende og beroligende på samme tid - en følelse, der er lige så svær at beskrive, som den er at ramme sonisk.

Hun udgav sit første album, Way Their Crept, i 2005 og fulgte allerede året efter op med albummet Wide - begge blev udgivet på Free Porcupine Society (det må være et af de dårligere labelnavne). I 2007 udgav hun en limited edition LP ved navn Cover the Windows and Walls på det lille selskab Root Strata.
Sidste år udkom så endnu et fuldlængdealbum med den, ja, bedårende titel Dragging a Dead Deer up a Hill, der er højst anbefalelsesværdig. Denne gang på selskabet Type (Peter Broderick, Khonnor). Flere anmeldere drog paralleller til både Cocteau Twins og Mazzy Star, hvilket der til dels kan være noget om. Animal Collective har anført pladen som en stor inspiration for tilblivelsen af deres mesterlige Merriweather Post Pavillion, og Pitchfork kvitterede med at placere pladen på en 37. plads på listen over deres favoritalbums fra 2008 - hvilket formentlig gør den til listens største overraskelse. En plads på min personlige liste havde den uden tvivl også fået, hvis jeg havde kendt den sidste år.

MP3: Grouper - Disengaged
MP3: Grouper - Heavy Water / I'd Rather Be Sleeping (klik ind på siden og hent derfra - ellers virker det ikke)

God weekend til alle.

/Martin