Odawas

Californiens Odawas er et ganske passende soundtrack til disse dage. Den klare kulde, der giver et betagende varmt lys (om end i fjern, sjælelig forstand). Resterne af sne, der mange steder er ligeligt delt mellem det rene hvide og det med omgivelserne sammenblandede - hvad enten vi taler kviste og jord eller cigaretskod og kanyler. Således også med Odawas, der samler op på resterne af enkelte traditioner og sammensætter disse fragmenter.

Deres lydunivers er domineret af 80'er synthflader, der møder en ganske tålmodig, poppet (psych-)folket stil - sidstnævnte næsten som den blev genopfundet i starten af 00'erne. En ganske unik blanding.
Såfremt dét at punktere noget kan bruges som noget positivt, bør det tillægges Odawas. Skabeloner, der i en anden tidsånd, de glade og delvist ligeglade 80'ere, havde været væsentligt mere upbeat - måske endda storslåede. Her præsenteres sangene som næsten dovne. Så absolut ment i positiv forstand.
Enkelte sange har også mundharmonika og (gisp!) panfløjte / keyboard pan. Dette cheesy instrument passer trods sit ellers fortjent dårlige ry virkelig godt i selskab med amerikanerne.

Det nye album The Blue Depths udgives via Jagjaguwar, der også nævner Vangelis som en inspirationskilde. Det kan der vist være noget om - selvom det for mange bands ikke ville være en specielt cool reference. Odawas er heldigvis ligeglade.

MP3: Odawas - Harmless Lover's Discourse

/Martin