For nylig modtog jeg en promo-email om en forestående koncert med et band, jeg holder meget af. Overskriften indeholdt ordet "80'er", og ordet optrådte hele
fem gange efterfølgende. De fleste læsere vil formentlig - sammen med folk, der kender mig - vide, at jeg ingenlunde har en beef med det årti. Bl.a. af den grund har jeg ad flere omgange skrevet på serien "til forsvar for kitsch" (hvortil der i øvrigt vil komme flere indlæg), der tager tidligere tiders musik seriøst som dét, det er frem for blot at elske kitschede elementer og dyrke nostalgien. Det bliver straks sværere, når årtiet bliver taget gidsel i promotionsammenhænge, hvor det ofte kan og bør bruges, selvom enkelte læsere bliver fanget mellem idiosynkrasien og kynismen.
Hvad sker der så, når jeg har lyst til at beskrive noget som "80'er"? Ja, så får jeg det først og fremmest en anelse skidt med mig selv, og jeg føler mig doven. Lige så doven som dem, der snart vil have mig til at komme videre og påbegynde noget namedropping, selvom jeg allerede for flere år siden droppede at markere disse med fed skrift.
Diana! Diana! Diana! Diana! Jeg ved ikke, hvorfor de hedder sådan, men nu kom der et udråb for hvert et medlem af bandet, som konstellationen er i øjeblikket. Og hvem er
de?
De er et band fra Toronto, der blev dannet ved en fin tilfældighed. To musikere havde booket studietid, men projektet døde. Nu havde de imidlertid en producer og studie til rådighed, og de fandt ud af, at deres egne stemmer ikke rakte til deres ambitioner. De fik en sangerinde om bord, og så komponerede og eksperimenterede de ellers løs med et nyt projekt. Skal jeg namedroppe? Destroyer, Hidden Cameras, Austra, Army Girls. Det er nogle af de bands, medlemmerne har været en del af på den ene eller den anden måde. Det lyder til tider lidt hen ad Destroyer og dennes kompositoriske sensibilitet, men det er nok bedst at holde inde med namedropping for nu. Der kommer måske en enkelt omgang mere.
Hvad kan man forvente af en plade, der har sådan et udgangspunkt? Noget rod. Og det er det til dels blevet til for Diana - og hvilket vidunderligt rod! Pladen har fået titlen
Perpetual Surrender, og den udkom tilbage i august på
Jagjaguwar. Den er utilregneligt fin og forrygende ujævn. Eksperimenterende popmusik med en sympatisk dårlig kondition. Nå ja, og nu skal jeg jo sige det dér med 80'erne. En del af det er produktionen, hvoraf trommer og ofte synths bærer vidne om en vis fascination af dette årti. Men det er også et spørgsmål om den leg med de forskellige instrumenter, man kan få ud af at gå i studiet med for lidt forberedelsestid. En udvidelse af popmusikkens muligheder mellem kompositorisk alvor og elektronisk leg. Hør hvordan pladens introsang
Foreign Installation slutter af med den lange, underlige guitarsolo. Den lyder muligvis lige så uinspireret som i mange af de hits, man hørte i genren puddelrock, men den er mere end blot elskværdig. Der er en vis logik i den plads, den er skabt af og dermed giver videre.
Der er plads til alle instrumenter. Der er ofte et dovent groove, eksempelvis i titelsangen, og selv de til tider ret vilde synths bliver aldrig dominerende. Bandet lyder underligt frigjort, og de har formået at udforske studiets muligheder. Pladens seneste single,
Strange Attraction, er blandt pladens højdepunkter. Som sagt bliver det til tider en anelse ujævnt, og man kan derfor med rette tale om højdepunkter uden at fornærme helheden. Det kan virke en anelse paradoksalt, men trods følelsen af noget til tider, ja, ujævnt, er det dog en helhed. De har formået at få noget sammenhængende ud af det svære udgangspunkt.
Det er tydeligt, hvor meget der er opstået som følge af hurtige jams, og det er mestendels blevet brugt med stor (dog underspillet) effekt. En dejlig overraskelse for Diana og for os.
/Martin
