Nogle bands bliver konsekvent kaldt oversete og lever en tilværelse som værdsatte og tilbedte i små kredse. Nogle bryder ud af boblen, nogle går i opløsning, nogle accepterer denne skæbne. Uden at kende særlig meget til bandet personligt vil jeg vurdere, at vi her har at gøre med sidstnævnte kategori.Jeg vil ikke gå så vidt som til at sige, at de amerikanske lo-fi poppere Wheat er 'criminally overlooked', som jeg læste på et forum i sidste uge, men jeg vil alligevel vurdere, at det er et af de bands, jeg har hørt mest de seneste 7-8 år, selvom det ikke er blevet til lige så mange afspilninger de sidste par år.
De har på ingen måde revolutioneret indie rocken, og de har på ingen måde forsøgt på det. I 1998 udgav de deres hyggelige debutalbum Medeiros, der blev fulgt op af det endnu smukkere Hope and Adams året efter. Begge udgivelser på Sugar Free Records. Fra deres andet album kom sange som Raised Ranch Revolution, Body Talk (både Part 1 og Part 2), Roll the Road og ikke mindst Don't I Hold You. Uden tvivl den sang med bandet jeg har hørt mest - og én af de sange jeg oftest er kommet tilbage til gennem årene. Den er utrolig simpel, og den er afslappende og melankolsk på samme tid. En næsten foruroligende alliance, der bliver ved med at forundre.
Herefter var der problemer med bl.a. pladeselskaber, der gik konkurs, og i sidste ende kom bandet så noget overraskende på selveste Columbia Records. De udgav albummet Per Second, Per Second, Per Second... Every Second. Albummet blev til med hjælp fra Dave Fridmann (som også delvist producerede Hope and Adams) og bød bl.a. på en genindspilning af Don't I Hold You, som endte på soundtracket til Cameron Crowes film Elizabethtown. Gruppen optrådte også i Conan O'Brien, ligesom også andre sange blev brugt til soundtracks. Det var altså tydeligt, at pladeselskabet fik gjort noget ud af publishingdelen, ligesom de også gav Fridmann ordre til at at lave en decideret popplade. Og på ingen måde en dårlig én af slagsen med fine kompositioner som I Met a Girl, These Are All Things, Life Still Applies og Go Get the Cops. Gruppen følte dog selv, at de havde mistet den kreative kontrol, og de bad sig derfor løsrevet fra kontrakten med det store selskab.
Det fik de lov til, men det skulle tage noget tid, før de begyndte at skrive sange igen. Først i 2007 udgav de Everyday I Said a Prayer for Kathy and Made a One Inch Square på Empyrean Records. Selskabet lavede dog flere fuckups, og Wheat måtte forlade endnu et selskab. Og ja, nu skal jeg nok holde mig til overskriften: Den 9. juni er de nemlig klar med deres femte album White Ink, Black Ink via The Rebel Group.
Tracklisten er overraskende hip hop! Og det må næsten være en intern joke for et band, der er så utrolig langt fra at være hip hop.
01 H.O.T.T
02 Changes Is
03 My Warning Song
04 El Sincero
05 Living 2 Die
06 Everything Falls
07 Music Is Drugs
08 Coke and Tanqueray
09 Two Mountains
10 I Want Less
11 Baby in My Way
Albummet kan forudbestilles her, og den gamle version af Don't I Hold You kan høres her:
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar