"... alderens frihed. Det jeg kalder alderens arrogance. Det handler om den frihed, en kunstner opnår, når forventningernes tryk sættes til side.[...]
Alderens arrogance. At være ligeglad med receptionen. At holde op med at læse kritik, der altid handler om, at man skulle have lavet noget andet, end det man har lavet. Det er jo kernen i enhver dagskritik. At kunstneren skulle have malet nogle andre billeder end dem, han udstiller. Og filmmageren drejet en anden film end den vi ser, forfatteren skrevet en anden bog. Kunstneren behøver ikke at blive verdensfjern på nogen 'ideologisk' måde, blot lave tingene. Vidende at det hele alligevel går til. Verdens undergang er altid nær, den er faktisk i gang nu."
Jeg havde egentlig tænkt mig at gemme dette citat fra Per Kirkebys Kursiv. Gemme det til et indlæg om et band, der har været i gang i lang tid - et band, der er kompromisløst. Uanset hvor poppet eller avantgardistisk det måtte forekomme. Det kunne eksempelvis både være møntet på Phoenix og Flaming Lips i år. På vidt forskellige måder. Nu vedlægger jeg i stedet lidt sange med en 21-årig amerikansk knægt, der vist godt kan lide både Brian Wilson og Panda Bear og går under navnet Happy Family. Det er ikke som sådan en del af den bølge af beach pop/glo-fi, der har været så stor sommeren og starten af efteråret igennem, men mange af de samme følelser fremkaldes. 'Alderens arrogance' forbinder de fleste vist med ungdommen. Men det er vist underordnet. Hyggeligt er Happy Family i hvert fald i dets monotone simpelhed.
Nå ja, man kunne vel også bare tage ind og se 2012. "Verdens undergang er altid nær, den er faktisk i gang nu." Eller man kunne gøre sig selv den tjeneste af se de fantastiske Do Make Say Think på VoxHall i aften, hvis man befinder sig i Aarhus - befinder man sig helt ovre østpå, er det nok heller ikke helt dumt med en aften i selskab med par navne fra Italians Do It Better på Vega, herunder HEALTHs gode venner i Glass Candy.
MP3: Happy Family - Going To
MP3: Happy Family - Cups
MP3: Happy Family - Running in the Fields
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar