Årets album 2010 - Martin: Nr. 15-1

(Se nr. 30-16 her)

15. The National - High Violet

En del blev skuffede over High Violet, og pladen er måske også kun bandets fjerdebedste udgivelse, men når man tænker på deres evigt tårnhøje niveau, er det nu heller ikke så skidt endda. Evigt stabile er de. Så længe Matt Berninger har problemer med kvinderne, er vi andre garanteret et fantastisk bud på en kur fra ham og kumpanerne.

14. Yeasayer - Odd Blood

Det er ikke så lidt, der er sket med Yeasayer siden debutalbummet All Hour Cymbals fra 2007. Groft skitseret gik de fra et udgangspunkt med en vis bund i verdensmusikken (og i særdeleshed afropoppen) til en mere kitschet men ikke mindre alvorlig omgang popmusik med mere end et strejf af 80'er i sig. Udtrykket er ganske varieret pladen igennem, og de mestrer det lykkeligvis - fra en sang som ONE til kærlighedshymnen I Remember over Rome. Særligt vokalen imponerer med smukke fraseringer, der heldigvis aldrig tager overhånd.

13. The Tallest Man On Earth - The Wild Hunt

Kristian Matsson har med The Wild Hunt leveret et simpelt album, der endnu engang bekræfter singer/songwriterens muligheder. Disse er muligvis begrænsede eller har sværere vilkår i vor tid, men har man sange som Matsson, lyder det næsten legende let. En nemt genkendelig vokal gør det bestemt heller ikke sværere for den svenske troubadour.

12. Caribou - Swim

Et par gange i år er jeg gået glip af Caribou live, og ifølge både venner og anmeldere er det noget, man bør være bitter over. Da dette imidlertid er en dum følelse at starte et år med, vil jeg hellere glæde mig over endelig mod slutningen af året at have haft tid til at dykke ned i Swim (uh, what a pun). Angiveligt lærte Daniel Snaith først at svømme under indspilningerne til albummet og nød det i så stor stil, at han lod albummet opkalde efter denne opdagelse.

11. The Walkmen - Lisbon

Det mest imponerende ved The Walkmen er, hvor få effekter de egentlig benytter for at opnå en lyd, der både virker klassisk og alligevel komplet unik. Ingen derude lyder som The Walkmen, og i Hamilton Leithauser har de én af vor tids utvivlsomt stærkeste sangere. You don't want me / You can tell me.

10. The Deadly Syndrome - Nolens Volens

Der var lovende takter på debutalbummet The Ortolan, men bandet lod ikke til at have viljen til at forsøge sig med det store gennembrud. Det tog dem tre år, før de var klar med det mere modige og, ja, bitre Nolens Volens. Alene med en guitar spørges i albummets intro, Villain: Why don't you just go fuck off and die? / Do you need anything?. Der er en vis kynisme på spil, og albummet er i det hele taget en del mere eftertænksomt end debuten. Der er plads til lange instrumentalstykker, ligesom der også er en uhyre stærk single i Wingwalker. Yderst undervurderet og noget af en grower.

9. How To Dress Well - Love Remains

Tom Krell er en følsom mand, der gennem et stykke tid har optaget under navnet How To Dress Well (hvilket må give en del Google-hits). Han har løbende lagt sit materiale ud på nettet, og Love Remains er så titlen på noget af det stærkeste materiale fra EP'er og liveoptagelser. Stærk og skrøbelig falset, smukke sange, en nøgen sensibilitet.

8. Owen Pallett - Heartland

Owen Pallett blev åbenbart træt af at kalde sig Final Fantasy op til udgivelsen af Heartland, der skulle vise sig at være mandens bedste album til dato. Originalitetsbegrebet er en sjov størrelse, men med Owen Pallett er der vitterligt tale om en helt anden type album end noget andet, man har hørt i 2010. Et fint bud på hvordan man kan gøre tingene anderledes uden at glemme den gode melodi.

7. Emeralds - Does It Look Like I'm Here?

En skjult skat for mange og en anden af årets store overraskelser. Jeg kendte intet til dem før 2010, men deres vej til den ambiente næsten-genialitet på deres fantastisk betitlede Does It Look Like I'm Here? er åbenbart gået over en mere dronebaseret æstetik. En næsten katharsislignende oplevelse går gennem kroppen ved at afspille albummet fra start til slut - gerne med lukkede øjne. Uden tvivl årets bedste albumtitel.

6. Wild Nothing - Gemini

For en mand i starten af 20'erne har Jack Tatum et næsten overlegent kendskab til 80'erne, hvilket han både har demonstreret via mixtapes og det både umiddelbare og jagende debutalbum, Gemini. Der gives slip, og der drømmes: Your lips won't last forever / And that's exactly why I'd rather live in dreams / I'd rather die.

5. Fang Island - Fang Island

Fyldt med klichéer og tre guitarer kommer Fang Island igennem det selvbetitlede, nye album. Ofte er der ingen vokal, men der er til gengæld en hyldest til så mange musiktraditioner, at det er svært ikke at begejstres over. Rendyrket gejst.

4. Vampire Weekend - Contra

Det er ofte vanvittigt kedeligt at tale om den svære toer, og Vampire Weekend klarede også springet med en sådan elegance, at man kunne håbe, snakken blev sprunget over. Igennem albummets 10 sange er det ofte et travlt og pakket lydbillede, men er der nogen, der kan pull it off, er det de fire gentlemen. Never pick sides / Never choose between two / But I just wanted you / I just wanted you.

3. The Radio Dept. - Clinging to a Scheme

Hvor kan svenskerne få det til at lyde nemt det hele. Bandets pladeselskab Labrador har haft et stort år, og vi kroner på disse sider denne udgivelse som den bedste skandinaviske i 2010. Live skulle de være noget ustabile, men der er ingen slinger i valsen på den særdeles stilsikre Clinging to a Scheme.

2. Beach House - Teen Dream

Beach House er en umådeligt stabil duo, der leverer den ene perle efter den anden. De har endnu ikke leveret en udgivelse, der ikke var sublim, og at de på Teen Dream endda udvider og forbedrer lydbilledet er en bedrift, der næsten ikke er til at forstå.

1. Deerhunter - Halcyon Digest

I sin begejstring for Halcyon Digest beskrev en ven Bradford Cox som 'out of this world'. Der er noget ganske sandt over dette, om end det så sandelig lyder som en gruppes værk. Som en enhed. Fra start til slut en begejstret og begejstrende samling sange fra en nysgerrig gruppe musikere, der i såvel dette som i deres sideprojekter bliver ved at imponere og give os noget at tænke over.

Tak for endnu et fantastisk år.

Kh Martin