Når folk relaterer // The Weeknd

Jeg har de seneste par uger lyttet en hel del til debutalbummet House of Balloons af den canadiske énmandshær The Weeknd og forsøgt at finde ud af, hvori tiltrækningen består. Ingenlunde forstået kritisk: Jeg er meget begejstret for albummet, der fra start til slut er af et skræmmende højt niveau. Det er imidlertid ikke det eneste, der fremstår skræmmende.

Vi befinder os i et lyrisk univers, der er ganske mørkt. Før nogen fristes til at joke med det, er hudfarve ikke et tema her. Pladen er på mystisk vis en næsten uundgåelig hyldest til natten. Men nattestemning til trods er der alligevel plads til tematiske skyggesider. Dog fremstilles de ikke med fortrydelse eller med en moralsk løftet pegefinger. Pladen er i sig selv en proces, en bearbejdelse.

Hvorfor fascineres vi af House of Balloons? Det rammer en erkendelse. Det er dragende på den måde. Vi tiltrækkes af dette middel mod erkendelse af en vis fascination af urban petit-hedonisme. Jeg vil ikke påstå, at jeg kan relatere direkte til lyrikken på albummet. Faktisk langtfra. Det kan de færreste af læserne på disse sider formentlig. Men det betyder ikke, at vi ikke kan relatere til ånden. Mange små beslutninger kan fremstå uforståelige i nye kontekster, nye situationer. Vi forstår gerne os selv på enten et mikro- eller makroplan og i klare øjeblikke muligvis på begge. House of Balloons er en erkendelse af, at bevidstheden ikke er monocentreret.

Afsenderen er i konstant konflikt med sig selv. Han er - så at sige - i en permanent forhandling med sig selv. Han overbeviser løbende sig selv om, at hans handlinger og vellyst er rigtige, og at de er forkerte. De er sjældent det ene eller det andet men som oftest dem begge. Albummet åbner High For This byder endda på disse indledende ord:

You don't know what's in store
But you know what you're here for
Close your eyes, lace up beside me

Hold tight for this ride
We don't need no protection
Come alone, we don't need attention

Open your hand, take a glass
Don't be scared, I'm right here
Even though you don't know
Trust me, girl
You want to be high for this

Det er en sær form for ærlighed. Skræmmende og fascinerende. Menneskelig endda. På én gang applausvækkende modigt og hovedrystende afskyeligt. Samtidig vender forhandlingsscenariet imidlertid anderledes, og her er han ikke ude på at overbevise sig selv og andre om, hvorfor han kan føre en handling ud i livet. Her er han snarere i færd med at overbevise sin moral om, at han skam har det sjovt:

This is a happy house
We're happy here
In a happy house
This is fun
This is fun to me

Herefter kommer et break, der også høres tidligere i sangen, men denne gang markerer det ikke en tilbagevenden til verset - derimod går sangen næsten voldeligt over i den kokainfyldte Glass Table Girls, og før en egentlig indsigt rammer vores afsender, fornys behovet for førnævnte forhandling gennem nye fristelser.

Han er ikke naiv, men han har heller ikke just gennemskuet sig selv. Han tematiserer ofte, hvad man måtte have brug for vs. hvad man vil have. En linje som I'm the drug in your veins / Just fight through the pain (igen i High For This) er ganske enkel, og her indrømmer han både sin intention og potentielle kraft som destruktion. Men det holder ham ikke tilbage.
I andre øjeblikke er han mere skrøbelig, men som i Wicked Games holder han sig heller ikke tilbage:

Bring your love, baby
I can bring my shame
Bring the drugs, baby
I can bring my pain

Interessant er det, at albummet slutter af med en titel som The Knowing. Den handler umiddelbart om relationen mellem afsenderen selv og en kvinde, men det er svært ikke at gøre enkelte sætninger mere generelle. Såsom I ain't washing my sins eller Now we're lying about the nights / Hiding it all behind the smiles. Sangen kunne handle om utroskab, og den kunne samtidig opsummere den fascinerende, mørke dobbelthed, der er så gennemgående på House of Balloons.

Om ikke personligt - eller for så vidt konkret - kan vi nok alle nikke genkendende til denne dynamik. Den tilhører ikke senmoderniteten eksklusivt, og den manifesterer sig ikke som en strategi. Det er en sjælelig rastløshed, der dels søger sikker grund og dels bruger rastløsheden til glæder, der muligvis/muligvis ikke er provisoriske glæder.

House of Balloons er ganske gratis og kan hentes på hjemmesiden.

ZIP: The Weeknd - House of Balloons

/Martin