Indlæg i debatten om KODA vs. blogs

(Følgende er skrevet på en togtur to uger tilbage og kommer altså lidt forsinket op - men bedre sent end aldrig)

Prisen på dansk musik

Det kræves nu af KODA, at indehavere af musikblogs skal betale for at lægge musik op til streaming, hvis kunstnerne er medlem af KODA, selvom kunstnerne selv har sagt god for det. Dette vil i dag sige 36.000 medlemmer. En både beklagelig og rystende udvikling.

Primo august tog KODA kontakt til musikbloggen Wonders Make Joy, da de havde musik liggende på deres hjemmeside fra kunstnere, der er medlemmer af KODA. De fik valget mellem at tage sangene ned eller at kompensere økonomisk. De valgte – naturligvis – førstnævnte. Sagen førte til en debat fredag d. 26. august om retten til at lægge musik op på en blog (læs mere fra KODA og på Geiger).

Én af hovedkonsekvenserne af dette dialogmøde blev, at bloggere kun må lægge musik af KODA-medlemmer til streaming, såfremt de betaler en månedlig økonomisk kompensation. Dette beløb afhænger af, hvor mange besøgende siden har. Det skal her pointeres, at disse besøg er relativt små, men størrelsen er for så vidt irrelevant; det er en principielt forkert beslutning i første omgang.

Det er indledningsvis værd at hæfte sig ved, at KODA først midt i 2011 er klar til denne debat. Såvel mp3-formatet som blogs har eksisteret i mere end et årti, og det er alarmerende, at vi ikke har haft debatten allerede for adskillige år siden. Et ganske klart tegn på at KODA ikke har forstået den udvikling, der har fundet sted i musikbranchen (en udvikling som i øvrigt har fundet sted i mange andre brancher som følge af den digitale udvikling).

Det er ydermere vigtigt at understrege, at dette ikke er et angreb på KODA som institution. KODA er ikke fjenden. Der er brug for dem, og de spiller en uvurderlig rolle i forbindelse med at sikre udøvende musikeres rettigheder (ligesom de spiller en vigtig rolle i forbindelse med uddeling af støtte til kunsten). Men i denne forbindelse er der tale om en grundlæggende misforståelse eller ligefrem fejlvurdering, der desværre svært kan tolkes som andet end en manglende forståelse for udviklingen i musikbranchen og -industrien. Ja, endda for idealerne (disse kommer vi tilbage til, da de bestemt spiller en rolle).

Lad os herefter gå ud fra at der ikke bevidst lægges ulovligt materiale ud. Når bloggeren modtager en pressemeddelelse med en vedhæftet mp3-fil fra et pladeselskab, et distributionsselskab eller direkte fra et band med beskeden om, at man gerne må lægge den ud på sin blog, skulle man umiddelbart tro, at de involverede parter har sagt god for det. Dette er åbenbart ikke nok ifølge KODA.

For et øjeblik at gøre det mere personligt får jeg disse mails hver eneste dag, og på en uge er der en del forespørgsler fra både danske og udenlandske musikere og branchefolk, der har hobet sig op i inboxen. Der er ingen tvivl om, at musikblogs spiller en central rolle i promoveringen af musik i dag – og sådan har det allerede været i mange år.

Det er særligt mindre pladeselskaber og upcoming orkestre, der forsøger sig med at få opmærksomhed på diverse musikblogs, da denne digitale promovering er en – så at sige – gratis mulighed, når man nu ikke har den kapital til PR-kampagner, som større selskaber har det. Dette skaber yderligere en fare for nichemusikken, der ellers har nydt godt af de nye digitale muligheder. For risikerer vi ikke netop, at mange musikbloggere helt nedlægger deres musikformidling, eller at nogle kunstnere ligefrem undlader at registrere sig hos KODA? Sidstnævnte er næppe sandsynligt, da der – som tidligere bemærket – er brug for KODA, men førstnævnte er en meget mulig og meget trist konsekvens.

Bloggens styrke er dens autonomi. Den tydeligt subjektive vurdering, der aldrig forklædes som andet. Såfremt der er reklamer på en blog, bringes dette element naturligvis i fare, og i dette tilfælde kan man måske tale om, at bloggeren ligefrem lukrerer på andres musik – her ændres spillereglerne til en vis grad. En kort stund gør jeg det igen personligt: Jeg har gennem årene sagt nej til tilbud om reklamer på bloggen af netop disse to årsager: For at forblive min egen (hvilket i sidste ende skaber frihed, troværdighed og gør musikanbefalingen ligeså) og for ikke at tjene på andres arbejde og værker. De færreste bloggere tjener penge på deres skriverier, og det er naturligvis disse, vi forholder os til.

Man kan til en vis grad tage den et stykke længere: Vi gør et stykke gratis arbejde. Vi er fri presse, som man kan se som pro bono-kulturformidlere. Vi gør det ikke, fordi vi er interesserede i aflønning. Jeg håber her, at idealerne også er på plads hos andre bloggere – ellers beklager jeg inkluderingen. Det vil naturligvis være direkte ulovligt at ignorere dette nye kompromis (for det er i sandhed en kompromittering – og en farlig én af slagsen). De danske blogs kunne snarere gå sammen om simpelthen ikke at omtale KODA-registreret musik for en stund, men dette vil jo straffe de musikere, vi gerne vil fremhæve. Vi skriver af ren entusiasme, af ren kærlighed til – og begejstring for – musikken. Det er de rette idealer og altså ikke hverken tyveri eller udnyttelse.

Lad os lige ridse konflikten op igen: Musikere, der selv sender deres musik ud, er indforståede med, at de ikke får betaling for den streaming, der foretages af de lyttere, der nysgerrigt leder efter ny musik. Det samme er de pladeselskaber, der sender musikken ud. Når en kunstner skriver under med et pladeselskab, er det også med vished om, at pladeselskabet promoverer musikken – det er trods alt én af hovedgrundene til, at man skriver under med et pladeselskab. Ingen bliver altså snydt i denne sammenhæng, men bloggerne skal alligevel betale for at lægge musikken ud.

Men hvordan skal vi da se på denne betaling? Officielt bør vi vel betragte det som en kompensation eller vederlag, selvom det snarere føles som en besynderlig straf eller mekanisk indkassering. En investering kan vi næppe kalde det. Det er svært at finde eufemismer i denne sammenhæng.

Den københavnske konsulentvirksomhed YourWaves beskrev meget sigende faren ved, at musikerne ikke selv kan sige ja til at lægge deres musik til stream eller download, hvis de er medlemmer af KODA. Som de meget rammende formulerer det: ”F.eks. er en musikvideo en rigtig god måde at promovere et album (og har altid været det), men en musikblogger skal ifølge KODAs forslag betale for at indlejre en musikvideo på sin blog - uagtet at musikeren selv har lagt den på YouTube. Det er lidt ligesom at lade varehuschefen betale for, at K-salat kommer og deler smagsprøver ud på hønsesalat.”

Man må naturligvis være varsom med at sammenligne mellem industrier og medialiteter. Men lad os et øjeblik fokusere på filmindustrien. Har man en filmblog og skriver en foromtale eller en anmeldelse, er der god ræson i samtidig at indlejre en trailer til den omtalte film. Hvilket produktions- eller distributionsselskab ville drømme om at producere en trailer, der ikke måtte deles?

Eller lad os forestille os en kunstner, der har en ny udstilling. Både han og museet har interesse i at promovere denne udstilling, og i forbindelse med reklamen herfor fremstilles derfor et foto af et eller flere værker. Heller ikke her er der et problem. Det er i kunstnernes interesse at få deres kunst ud, og dette kan både anskues som et ideal (hvorfor ellers kalde sig kunstner?) og en strategi, der i det lange løb netop hjælper kunstneren med at kunne fortsætte med at dyrke sin lidenskab.

Lad os igen få idealerne i spil: Der er et demokratisk såvel som dybt menneskeligt potentiale i en blog; vi kan alle lave én, hvis vi har adgang til internettet. Således kan man dele tanker, idéer og (nu svækket) begejstring for kunst. Det er lidenskab og dybt bekræftende kærlighed til kunsten, der forhindres grundet en misforståelse. Ja, langt hen ad vejen kan vi tale om fans, der promoverer uden at tjene noget som helst på det. Det er uvurderlig kulturformidling, der kan gå tabt grundet et håbløst forsøg på at holde fast i vaklende strukturer.

Her må jeg igen erklære mig fuldstændig enig med førnævnte YourWaves, der mener, at KODA i stedet må gøre deres system mere fleksibelt og tilpasse sig den nye digitale virkelighed og den moderne musikers behov. Jeg er overbevist om, at de selv er interesserede i dette, og de opererer da også med flere forskellige slags ordninger. Det er altså ikke, fordi de mangler viljen.

KODA indsamler i denne forbindelse håndører fra flittige bloggere. Beløbet er som sagt ligegyldigt. Jeg har loyale læsere, og jeg blogger videre, så længe der er folk, der er interesserede i at høre om den musik, jeg har lyst til at fremhæve. Det vil jeg aldrig betale for. Så er risikoen til gengæld, at jeg aldrig kan omtale og dermed promovere dansk musik på bloggen, medmindre kunstnerne altså ikke er medlemmer af KODA – og det er bestemt ikke et ultimatum, man har lyst til at give kunstnerne.

Det er kunstnernes interesser, der bør være i centrum, og det er musikken, der i sidste ende er på spil. KODA bør derfor lytte til musikerne og tænke over, hvad deres ønsker egentlig er, og hvad der er bedst for medlemmerne – de danske musikere.

/Martin