onsdag den 28. september 2011

Pure Bathing Culture

Det er vist på rette tid at advare om årstiden: Den medbringer gerne en lyst til at tale om, netop, årstiden. Jeg har svært ved ikke at nævne det på disse sider, så nye læsere er hermed advaret.

Dagens anledning er duoen Pure Bathing Culture. Det ligger måske allerede i navnet. Det vækker en rejselyst af den mere banale slags. Umiddelbart er det letsindigt med simple trommer og percussion blandet med lækre guitarflader. Men det er ikke blot solskin. Med noget nær verdens dårligste metafor: Det kan minde om lysten til sort kaffe i sommervarmen.

Uden at lyde som Beach House deler de et udgangspunkt, man også ofte hører i denne anden duo: Grænselandet mellem accept og afklarethed. Det grænser dermed også til en mærkværdig blanding af selvmedlidenhed og bitterhed, uden at disse kommer rendyrket i fokus. Man forestiller sig, at tristessen tidligere har nået et højdepunkt, der trods alt tillader en vis - næsten ironisk - afstand. I disse øjeblikke er der næsten tilstande af noget balearisk.

De to spiller også i Vetiver, der jo nyder fin opmærksomhed og opbakning fra Sub Pop. De arbejder i øjeblikket på deres første fuldlængde, som det skal blive ganske spændende at følge.

MP3: Pure Bathing Culture - Ivory Coast
MP3: Pure Bathing Culture - Lucky One

/Martin

Ingen kommentarer: