For en sangskriver i den såkaldte YouTube-tid er et navn som Young Man næsten oplagt. Eller måske snarere tiltrængt. Det er tilbageholdende og foregiver ikke en empirisk omnipotens holdt oppe af overfladiske Wiki-søgninger. Det er snarere ganske ydmygt. En mand, der overgiver sig til nysgerrigheden.
Min introduktion til Young Man var sangen Tired Eyes, en tålmodigt opbyggende sang, der undsiger sig fristelsen til en kommentar om rastløshed eller ligefrem kedsomhed. På den måde er der lidt til fælles med Grizzly Bear, selvom resultatet i sidste ende er noget ganske andet. Det handler om at tage sig tiden til at opspore dynamikkerne i det spændingsfelt, der netop grænser op til rastløsheden men aldrig gennemtrænger den; titlen passer fint ind, og det er da også de første ord, der synges efter en fornem og enkel guitarindledning. Efter halvandet minut får guitarerne mere frit løb og får selskab af et simpelt beat, der efter næsten et minut mere igen afløses af et fremragende vokalbåret melodistykke, hvorefter guitarerne begynder at markere en art opløsning. Hvor midterstykket lyder mere som dybtfølt og nysgerrig improvisation, aner man næsten en frygt mod (eller ligefrem for) slutningen, der kommer til udtryk i denne lillebitte udvikling i de forskellige guitarer. Det hele lyder ret simpelt, men det er meget sjældent i disse tider, at man på den måde kan lade dette instrument udtrykke så meget i lydbilledet.
Der er pludselig forventninger til debutalbummet Ideas of Distance (fantastisk titel), der udkommer 27. september via Frenchkiss.
MP3: Young Man - Tired Eyes
/Martin
torsdag den 15. september 2011
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar