Årets album 2011: Nr. 10-1

10. Atlas Sound - Parallax

Bradford Cox skuffer aldrig, synes man efterhånden at kunne spore sig frem til. Med uhyggeligt sikker hånd udforsker han såvel mørke afkroge af underbevidstheden som musikalske traditioner, der alle bliver en del af hans ganske særlige stream-of-consciousness-univers. Cox understreger ofte, at han har slået sig til tåls med, hvem han er, og at han er ligeglad med andres tanker om ham. Dette kommer frem i den selvsikkerhed, der vises i sangskrivningen, men heri manifesteres også en personlig tvivl, der kæmper om at komme op til overfladen.

9. Wild Beasts - Smother

Smother er en noget underspillet størrelse. Ofte bliver det næsten minimalistisk, hvilket gør selv de mindste dynamiske ændringer i sangenes opbygning til jordskælvslignende oplevelser. Albummet har ingen åbenlyse singler som eksempelvis All the King's Men på forgængeren Two Dancers, og det var også relativt stille omkring dette års førstesingle Albatross, der dog er en fornem repræsentant for resten af Smother. Gareth Campesinos kaldte tidligere i år Wild Beasts for ét af Storbritanniens bedste bands, og man forstår med denne plade, hvad der menes med så store ord.

8. Balam Acab - Wander / Wonder

Internettet blev erobret med den utrolige singleforløber Oh, Why. Men Wander / Wonder er forblevet en lille hemmelighed, hvilket næsten også er den følelse, man har i lytningen af pladen: Pladen består af samples, der alle er fundet i diverse afkroge af internettet, og den måde hvorpå den unge musiker behandler vokalsporene, bevidner om denne følelse af det hemmelige. Stemmerne bliver altid holdt lidt tilbage, og det står klart, at de bærer vidne om mørke gange, der er mindre uhyggelige, end de først bærer præg af.

7. The War on Drugs - Slave Ambient

Philadelphia begynder at kunne siges at have en vis lyd, hvoraf produceren Jeff Zeigler spiller en vis rolle. I år har han bl.a. stået bag den fornemme lyd på Slave Ambient, ligesom han har stået bag flere indspilninger med Kurt Vile. Men The War on Drugs er mere end en god produktion: De er lag på lag af guitarvidundere og en fornem fortolkning af langhårede idoler ud i både folk- og psychedelica-traditionen. De trækker i høj grad på en vis Dylan, men man hører også Springsteen hist og her. Eksempelvis i den medrivende Your Love Is Calling My Name, der endog kalder på associationer til en vis Knopfler.

6. Dreamers of the Ghetto - Enemy/Lover

Én af årets mest oversete udgivelser. I første omgang selvudgivet og senere genudgivet af (det ellers post-rock-fikserede) Temporary Residence til en anelse mere opmærksomhed. Dreamers of the Ghetto excellerer ved tydeligere end nogen andre i år at bære præg af en ligegyldighed over for enhver idé om forventning - både i forhold til dem selv og til andre. Det er en form for omvendt unikum i positiv forstand: Det er unikt uden at være banebrydende. Det er stærk sangskrivning med én af de stærkeste vokaler i lang tid, der særligt kommer til udtryk på sange som Always og Phone Call.

5. Active Child - You Are All I See

Årets album ifølge engelske The 405. Den dejlige titel ledsages af en række finurlige popsange, der er svøbt ind i blød electronica og behændig harpe. You Are All I See er et personligt udspil, der langsomt kravler ind under huden og viser sit værd gennem en moden og reflekteret intimitet.

4. Bon Iver - s/t

Opfølgeren til For Emma, Forever Ago kunne være blevet en fatal fiasko, og det mod hvormed Vernon (nu med band) har kastet sig ud i udfordringen er umådeligt beundringsværdigt. Bon Iver er netop modig ved at være ganske anderledes uden at være radikal i sin forandring. Der arbejdes mere med formerne, og pladen er på næsten alle måder stærkere end debuten. Afslutningsvis må det her tilføjes, at jeg holder umådeligt meget af pladens sidste nummer, Beth/Rest, der har fået store tæsk hos mange. Fra start til slut en helstøbt plade af et yderst veloplagt orkester.

3. Kurt Vile - Smoke Ring For My Halo

En ven sagde i beruset begejstring, at det ikke var umuligt, at Kurt Vile kunne være den sangskriver, man ville se tilbage på om 30-40 år som vor tids helt store singer/songwriter. Formuleringen er både bombastisk og alligevel retorisk forsigtig, ligesom Kurt Viles musik både er dynamisk direkte og samtidig umådeligt tilbageholdende i sit røgslør. Den produktive Vile lader til at være ustoppelig i øjeblikket, og det er et stort privilegium at læne sig tilbage til tonerne af så delikat et udspil.

2. You Won't - Skeptic Goodbye

Årets helt store overraskelse og en umådeligt overset debutudgivelse. Gruppen har nu skrevet under med fine Old Flame Records, og pladen bliver genudgivet i januar, hvor det forhåbentlig bliver til en hel del mere eksponering. Skeptic Goodbye er særdeles oplagt fra start til slut, og duoens folk-pop med inspiration i bl.a. The Shins og Apples in Stereo er så enkel og virkningsfuld, at man kun kan blive imponeret over sangskrivningen. Blandt de nominerede til årets sang hører fra denne plade særligt den både bedårende og udleverende Who Knew.

1. M83 - Hurry Up, We're Dreaming

Det er vel på sin vis en oplagt førsteplads. Et dobbeltalbum uden en eneste svaghed. Hele 22 sange, der formår at hænge sammen trods stor, stor alsidighed og nysgerrighed. M83 har tidligere været både storladent og triumferende. Varieret har det også været. Hvori består da overraskelsen, hvis vi da overhovedet har behov for denne? Til en vis grad kan man tilskrive valget af dette format. At udgive et dobbeltalbum er imidlertid næsten forventeligt af en pathos- og nostalgifyldt romantiker som Anthony Gonzalez, men at man i 2011 kan få noget så stort til at lykkes, er i sig selv så fabelagtig en bekræftelse, at det genføder den naivitet i lytteren, som Gonzalez selv har bevaret.

M83 får lov at sætte punktum for endnu et umådeligt stærkt musikår. Jeg har uden tvivl overset mange fantastiske plader, hvoraf enkelte for mange står som allestedsnærværende troper, men tilfældighederne skal jo gerne spille ind. En blog skulle også gerne afspejle subjektet og ikke forsøge at repræsentere tidsånden eller selve året, der gik. Der er masser af grund til at glæde sig til 2012. Problemet er ikke, hvorvidt vi kommer til at høre fremragende plader - snarere i hvor høj grad vi skal frygte, hvad vi mon går glip af og først får tid til at udforske retrospektivt.

/Martin