Årets album 2011: Nr. 25-11

25. John Maus - We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves

Prisen for årets albumtitel må vel gå til John Maus, der på samme tid har begået sit hidtil stærkeste album. En kitschproduktion er ganske vist en del af tidsånden, men John Maus gør det ganske enkelt bedre end de fleste og har tilmed sangene til at underbygge det helstøbte lydbillede.

24. Panda Bear - Tomboy

Der er næppe en plade fra 2011, der har været så voldsomme forventninger til som Tomboy. Den er naturligvis ikke i samme klasse som Person Pitch, og den forsøger gudskelov heller ikke at ramme samme æstetik. Men den er i sin egen ret en finurlig plade med mange fine melodistykker.

23. Beirut - The Rip Tide

Hvor Zach Condons værker tidligere er blevet beskrevet meget tematisk, er The Rip Tide på sin vis mere afslappet. Et sammensurium af små værker, der fungerer mere som en samling stærke sange end som det mere sammenhængende vidunder, man forbandt med The Flying Club Cup.

22. WU LYF - Go Tell Fire to the Mountain

Sidste nummer på WU LYFs debutplade hedder meget rammende Heavy Pop. Bandet lukrerer på en mystisk og pressesky identitet, men det er trods alt musikken, der bør fremhæves. Denne heavy pop er en imponerende tolkning af popmusikken, der er al hypen værdig.

21. I Break Horses - Hearts

Førstesinglen Winter Beats tæller blandt årets stærkeste sange, og man kan næppe bede om en stærkere indledning på en plade. Maria Lindén synger tilbageholdende og ganske fremragende. 2011 var ikke præget af lige så mange fremragende svenske plader som året før, og de er da også eneste skandinaviske navn på årets liste.

20. Real Estate - Days

Real Estate er en åbenlys darling, og Days er ingen undtagelse. Det er ofte ret forudsigeligt, men netop her bliver det imponerende: Det er, hvad håndbogspsykologien vil kalde den sunde kedsomhed.

19. Cut Copy - Zonoscope

En udgivelsesdato i starten af året er muligvis årsagen til, at denne glimrende plade ikke er kommet på synderligt mange årslister. Samtidig må man anerkende, at manglen på åbenlyse singler (sammenlignet med In Ghost Colours) har skabt en anderledes plade, end mange muligvis har forventet. Den kræver i højere grad at blive hørt fra start til slut, men da afslører den også sin imponerende homogenitet.

18. The Weeknd - House of Balloons

Det hele startede nærmest med et tweet af Drake. En anbefaling af det gratis debutalbum og et bredt publikum var nået kort derefter. The Weeknd er yderst veludviklet og udleverende popsensibilitet i R&B-format. Et format, der i 2011 er brudt igennem til et publikum, der tidligere stort set har foragtet denne tradition. I samme åndedræt bør man da også understrege, at det ikke er R&B som sådan, og krydsningen understreges da også af valget af samples, der bl.a. inkluderer et par stykker af Beach House. Imponerende er det også, at canadieren har udsendt hele tre fuldlængder i 2011.

17. The Dodos - No Color

Egentlig var det vel ikke så slemt med forventningerne til No Color efter skuffelsen Time to Die. Alligevel sidder man tilbage med en følelse af, at dette fine album blev afskrevet på forhånd. At de med Visiter peakede for aldrig igen at nå de højder. Ret skal være ret: Vi er ikke på højde med hverken Visiter eller Beware of the Maniacs, men det er meget tæt på, og man kan håbe, at fremtiden kommer til at se mildere på denne nyeste udgivelse af trioen (tidligere kun duo).

16. Destroyer - Kaputt

En genfunden glæde for saxofonen prægede til en vis grad det første halvår af 2011, hvilket har sendt en skræk i livet på mange og begejstret andre. Den rutinerede Dan Bejar er en herre, der ikke falder for unødvendig kitsch men i stedet formår at omfavne en på sin vis let(sindig) produktion, der får de ni perler på Kaputt til at stå tilbage som mere end blot tidstypiske pejlemærker.

15. Gang Gang Dance - Eye Contact

Mere end 11 minutter varer første skæring på Eye Contact, og den er en perfekt repræsentant for opfølgeren til det formidable Saint Dymphna. Sangen bygger langsomt op og udviser fornemt tålmod, før det pludselig går løs i afbalanceret vildskab. Titlen antyder en vis forhøjet intimitet, der kommer særligt stærkt til udtryk i singlen MindKilla, der er blandt årets absolut mest medrivende sange.

14. Cass McCombs - Wit's End

Det er blevet til to fuldlængder for Cass McCombs i 2011, hvoraf denne første - Wit's End - er den klart stærkeste. Blot et enkelt sekund er vi inde i pladen, før fortællingerne starter. Vokalen er egentlig enkel og forsøger aldrig det store; det er i selve sangskrivningen, McCombs har en formidabel styrke. Udleveretheden er tydeligt medieret men blotter i sin enkelhed et narrativ, der bliver mere og mere nøgent for hver gennemlytning. Og så er The Lonely Doll jo én af årets smukkeste sange.

13. Julianna Barwick - The Magic Place

Man har følelsen af, at Julianna Barwick til en vis grad har afskærmet sig fra resten af verden og trukket sig tilbage i sin egen, som hun på overbevisende vis har repræsenteret sonisk og med den rammende titel The Magic Place. Det er ikke utvetydigt glade toner. Omvendt er det heller ikke en overvældende tristesse. Det er nærmest en kropsliggørelse af en interesseløshed, der skaber flotte Leerstelle (i Wolfgang Iser'sk forstand), hvorfra vi selv kan navigere i produktiv kontemplation.

12. Akron/Family - S/T II: The Cosmic Birth and Journey of Shinju TNT

De legesyge amerikanere er i forrygende form på deres nyeste udspil. Der er megen alsidighed på spil, men smukkest bliver det alligevel på den mere afdæmpede Island. En på flere måder bekræftende udgivelse.

11. Youth Lagoon - The Year of Hibernation

Unge Trevor Powers har noget, der ligner et naturligt superheltenavn, hvilket den udmærkede albumtitel ikke just forsøger at hamle op med. Albummet er spækket med intimitet og langsomme opbygninger i en charmerende hjemmeproduktion. The Year of Hibernation er indbegrebet af fremragende bedroom recordings.

... Top 10 følger én af de nærmeste dage.

/Martin