Mere 90'er

Det er svært at tro, at det allerede er to og et halvt år siden, vi først hørte debutalbummet fra NY/NJ-bandet Cymbals Eat Guitars. Med det selvudgivne debutalbum Why There Are Mountains formåede de at ære adskillige helte fra 90'erne som Built to Spill, Modest Mouse, Pavement og Sonic Youth med et twist af Trail of Dead.

Gruppen formår at skrive sange i sangene og opbygge underspillet storladne rejser, der hiver lytteren ned i både mørke huller og ud på bredt poppede terræner. Nu er de næsten klar med deres nyeste opus, Lenses Alien, hvorfra de har frigivet det otte minutter lange og venlige monster Rifle Eyesight (Proper Name). Pladen er ude 30. august i USA via Barsuk og 12. september i Europa via Memphis Industries.

MP3: Cymbals Eat Guitars - Rifle Eyesight (Proper Name)

/Martin

Youth Lagoon

Med god plads i lydbilledet og med fin sans for tålmod bygger Trevor Powers fra Boise, Idaho sine sange. Youth Lagoon er navnet, og stort er potentialet. Nikker man genkendende til bynavnet, er det muligvis, fordi man er Built to Spill-fan, men musikken ligger nu forholdsvis langt fra de lokale helte.

I stedet er der tale om underfundig, falsetdrevet drømmepop. Særligt sangen July er værd at hæfte sig ved. Det hele starter ganske langsomt med orgel og vokal, hvorefter små lyde langsomt blander sig. Efter godt halvandet minut blander klaver sig med en langsom men stærk stortromme, og 40 sekunder senere stiger stortrommens tempo og markerer et skifte, der introducerer en simpel guitar i lydbilledet. Trommerne ændrer sig så småt, og vokalen er ikke længere fin men kalder på opmærksomhed. Påkalder sig det. Klaveret intensiveres, begynder så småt at dominere, flankeret af trommer. Vokalen udtrykker sig uden ord og bliver et instrument i sig selv, før der gives plads til en afbalanceret og nødvendig outtro.

Albummet The Year of Hibernation er ude til sommer på Juno Beach Records. At dømme efter July alene er det meget svært at vente på at høre resten.

MP3: Youth Lagoon - July

/Martin

Genopdag: Built to Spill

Guderne må vide, at jeg har tilbragt mange, mange timer med Built to Spill på anlægget gennem årene. Alene, på tomandshånd, til fest, med en bog, med et spil, med små tanker, med store tanker, fri for tanker.
Deres gamle popfavorit Car fra 1994 er én af mine all-time yndlingssange, hvilket der også tidligere på disse sider er givet udtryk for. Min introduktion til dem, In the Morning, åbnede mange nye døre og frigav en øjeblikkelig forståelse for en ny type æstetisk nydelse. Og albums som Perfect From Now On og Keep It Like a Secret er ganske enkelt forrygende.

De to albums, der fulgte, Ancient Melodies of the Future og You in Reverse, levede dog langt fra op til de foregående værker, så der skulle en herlig koncert til på VoxHall, før bandet sidste år igen fik en masse tid på anlægget. Med de to foregående albums in mente er det dog med noget af en følelse af befrielse at konstatere, hvor godt deres nye, There Is No Enemy, egentlig er. Titlen antyder næsten denne befrielse. Der er ikke noget pres. Sytten år henne i karrieren bliver bandet ikke større, de har som sådan ikke noget at bevise. Og så lyder Doug Martsch og co. gladere, end de har gjort i lang tid. Overskuddet er tilbage i skøn forening med inspirationen, der har givet plads til fantastiske guitarflader og en veloplagt Doug Martsch på vokal.
Den seneste tid har jeg lyttet meget til balearic, beach electronica, lo-fi electro (og andet elektronisk og semielektronisk med semitåbelige betegnelser), så det føles delvist som en tilbagevenden til en anden tid at lytte til albummet. En tid, der for mig var en del mere præget af guitarorienteret sangskrivning. Nu skal man passe på med sådanne inddelinger og 'perioder'. Smag er smag - og dermed en flygtig størrelse, der for de flestes vedkommende kan ændres både udefra og indefra. Frivilligt (den åbne sjæl) og ufrivilligt (ofte den heldige). Manglen på lys modarbejder mit arbejde med at finde tilstrækkelige metaforer eller formuleringer, der kan forklare, hvor jeg egentlig vil hen, så det er nok mest fornuftigt at stoppe her. En varm, varm anbefaling går til There Is No Enemy - og Built to Spill generelt. Men det er næppe nogen overraskelse.

Hele albummet kan fortsat streames fra deres MySpace.
En rigtig god weekend ønskes herfra - og en smuk efterårsferie til dem, der har det.

/Martin

Throw Me the Statue

Throw Me the Statue fra Seattle falder under kategorien konventionel indie rock med et twist af folk. Med andre ord en type musik titusindvis af bands forsøger sig med. Men genre er nu engang blot et ord, og nogle gange er det bedst at lade ord være ord.
Sangene skrives af Scott Reitherman, og den store forskel på hans sange og 98% af de andre tusinder af håbefulde sangskrivere inden for denne tradition er simpelthen styrken ved melodierne. Den er ganske åbenlys, og den kombineres ofte med et simpelt, gennemgående riff. Som på Hi-Fi Goon fra det nye og ganske fine album Creaturesque hvor det næsten lyder hen ad Built to Spill. Albummet udgives af Secretly Canadian, der også tager sig af udgivelser med bl.a. Bodies of Water, Danielson, I Love You But I've Chosen Darkness, Magnolia Electric Co. og de ganske undervurderede Foreign Born.

Rigtig god weekend ønskes herfra. Jeg er væk en uges tid på et filmprojekt - forvent et indlæg eller to fra Börneblogger Mathias i mellemtiden.

MP3: Throw Me the Statue - Hi-Fi Goon

/Martin

Cymbals Eat Guitars

Man bliver efterhånden træt af at skulle præsentere snart hvert andet band som et NYC-band. Men det er endnu engang tilfældet her, selvom det ikke afspejler sig i bandets lyd.
Vore helte er denne gang de ganske forfriskende Cymbals Eat Guitars, der netop har selvudgivet deres fremragende debutalbum Why Are There Mountains. Et album uden hooks og omkvæd. Ni sange i hvilke de fire når en hel del. Ofte er der næsten tale om sange i sangene, og dette varierede udtryk gør det oplagt at starte albummet forfra, når de sidste sekunder af den syv minutter lange Like Blood Does dør ud og sætter punktum for albummet.

Der er noget underspillet storladent ved Cymbals Eat Guitars. De søger ikke det episke, men de rammer det ofte. På samme måde som det høres i eksempelvis Sonic Youth. I det hele taget lyder de fire meget som om, de er forelskede i 90'erne, hvor der også er fundet inspiration i Built to Spill, Modest Mouse og Pavement. I enkelte sange lyder det som And You Will Know Us by the Trail of Dead, der møder 90'erne på en sommerdag ("var det ikke altid sommer i 90'erne?"). Og for nu at namedroppe endnu mere kan der også til tider høres lidt Titus Andronicus, når old-skool møder new-school med et mudret og smukt resultat til følge.
Men alle disse referencer til trods er det et band med karakter, vi har at gøre med. Et selvbevidst band, der excellerer i det larmende såvel som det stille. Hvad enten vi taler støjrock, shoegaze eller noget post-rocket. Nogle gange endda post-punket. Det hele lyder umuligt, og det kræver måske nogle gennemlytninger, før albummet rigtigt giver mening. Men det er det hele værd.

MP3: Cymbals Eat Guitars - Wind Phoenix
MP3: Cymbals Eat Guitars - Cold Spring

/Martin

At nyde: Built to Spill + M83

To dage, to koncerter, to smukke oplevelser. Voxhall bød mandag på legenderne i Built to Spill, tirsdag på franske M83. To vidt forskellige kunstnere, to vidt forskellige tilgange til musikken, to vidt forskellige koncerter.
Jeg vil ikke gå i detaljer med koncerterne (min anmeldelse af Built to Spill vil alligevel kunne læses på Voxhall.dk onsdag eller torsdag). Jeg vil snarere dele den umiddelbare glæde og enorme tilfredshed over to valg.

1) Ud over at Built to Spill gav os hele det glimrende Perfect From Now On fra 1997, hev de noget af en guldklump frem som ekstranummer: Klassikeren Car. Én af de sange, der har betydet mest for mig, og én af de sange jeg har hørt mest gennem mit liv. Intet kan beskrive den følelse det var endelig at høre den live - fra Doug Martsch og co. direkte til os. Så enkelt kan pop skæres, og så rørende kan resultatet blive.

Lyt med mærkelig video:



2) M83 diskede op med mange lækkerier, specielt fra det nyeste album Saturdays = Youth, men der var heldigvis også plads til nogle ældre sange. Heriblandt en enkelt, som jeg ikke havde ventet de ville spille: Gone. Den kolde, stemningsfulde og underfundige perle fra Dead Cities, Red Seas & Lost Ghosts fra 2003. Alene og med andre. Påvirket og sober. Glad og trist. En sang, der har fulgt mig trofast.

Lyt med mærkelig video:



God onsdag, kære læsere.

/Martin

Voxhall i efteråret

Der er få spillesteder herhjemme, der kan fremvise et virkelig imponerende sensommer/efterårsprogram. Blandt de få er Vega (Cut Copy, Mogwai, Calexico m.fl.) i København og Voxhall i Århus.

Her i Århus får vi på Voxhall blandt andet fornøjelsen af Tunng, Black Dice, Built to Spill, Okkervil River og M83. Og som om dette ikke var imponerende nok i sig selv, har jeg i dag fundet ud af, at den 19. november for mit vedkommende bliver én af de bedste dage i efteråret:

The Dodos + The Ruby Suns.

Én ting er The Dodos (og her taler vi altså ikke den lade danske gruppe, der navnmæssigt ligger tæt på), der har leveret én af årets bedste plader... Men at de skulle få support fra The Ruby Suns, der ligeledes har leveret én af årets bedste plader? Fryd! Jeg er lykkelig, og det burde mange andre i Århus ligeledes være over dette program.

Tak til Voxhall.

/Martin