Cymbals Eat Guitars

Man bliver efterhånden træt af at skulle præsentere snart hvert andet band som et NYC-band. Men det er endnu engang tilfældet her, selvom det ikke afspejler sig i bandets lyd.
Vore helte er denne gang de ganske forfriskende Cymbals Eat Guitars, der netop har selvudgivet deres fremragende debutalbum Why Are There Mountains. Et album uden hooks og omkvæd. Ni sange i hvilke de fire når en hel del. Ofte er der næsten tale om sange i sangene, og dette varierede udtryk gør det oplagt at starte albummet forfra, når de sidste sekunder af den syv minutter lange Like Blood Does dør ud og sætter punktum for albummet.

Der er noget underspillet storladent ved Cymbals Eat Guitars. De søger ikke det episke, men de rammer det ofte. På samme måde som det høres i eksempelvis Sonic Youth. I det hele taget lyder de fire meget som om, de er forelskede i 90'erne, hvor der også er fundet inspiration i Built to Spill, Modest Mouse og Pavement. I enkelte sange lyder det som And You Will Know Us by the Trail of Dead, der møder 90'erne på en sommerdag ("var det ikke altid sommer i 90'erne?"). Og for nu at namedroppe endnu mere kan der også til tider høres lidt Titus Andronicus, når old-skool møder new-school med et mudret og smukt resultat til følge.
Men alle disse referencer til trods er det et band med karakter, vi har at gøre med. Et selvbevidst band, der excellerer i det larmende såvel som det stille. Hvad enten vi taler støjrock, shoegaze eller noget post-rocket. Nogle gange endda post-punket. Det hele lyder umuligt, og det kræver måske nogle gennemlytninger, før albummet rigtigt giver mening. Men det er det hele værd.

MP3: Cymbals Eat Guitars - Wind Phoenix
MP3: Cymbals Eat Guitars - Cold Spring

/Martin