Idéen om 'popmusik' er lige så kompleks, som den er banal. Eller lige så interessant som den er uinteressant. Vor empati er nøglen til en bedre verden, men også denne viser - hvor subtilt eller manifest det så måtte være - sine begrænsninger. Det samme gør sig gældende med (og for) æstetikken. Mere folkeligt kan vi sige med popmusikken. Mere om det en anden gang. Muligvis som PDF fordelt på 60-80 sider. Nuvel. "Musik, for helvede!" bliver der skreget, og jeg bevæger mig videre i al hast, medens jeg forsøger at blive ved udgangspunktet.
På disse sider har der været en tendens til mere flittig brug af ordet 'pop'. Isoleret set, som præfiks, som suffiks, som fænomen. Vi kan også sige, at der har været mindre angst herfor. Nogle gange støder man så på en sang, der synes at definere selve popgrebet med en her-og-nu-kvalitet, der ville imponere selv Walter Benjamin. Jeg taler her om én af årets første og største åbenbaringer:
The Mother We Share af de særdeles lovende
CHVRCHES fra Glasgow.
Den har en sjældent umiddelbar kvalitet, der ingenlunde forhindrer den i også at være holdbar. Det er mere end velproduceret og -promoveret zeitgeist, der gør sig gældende. Det er sådan noget, selv de yngste teenagere burde dyrke. Så ville verden virkelig være et bedre sted. At dømme efter gruppens to første singler har de hentet megen inspiration fra The Knife, men på den nye single hører man til tider langstrakte, storladne synthflader, der ligeledes leder tankerne i retning af M83.
På synth og keys er Iain Cook og Martin Doherty. Førstnævnte var medlem af fantastiske Aereogramme (senere The Unwinding Hours med sanger Craig B.), medens sidstnævnte bl.a. har turneret med The Twilight Sad. Begge har altså erfaring med ret dramatiske bands, hvilket gør det ekstra interessant at høre dem udfolde sig med noget mere synthpop-orienteret. På vokal har de Lauren Mayberry, der bl.a. har været en del af Blue Sky Archives (det kan man vel også kalde et band).
The Mother We Share er nærmest så rendyrket, at den undsiger sig selve idéen om det skamløse. Forleden sad jeg i U-Bahn i fantastisk selskab. Jeg blev gjort opmærksom på en detalje, jeg siden har haft svært ved at slippe: En fader stod med en stofpose, der afslørede, at han var flyfanatiker. Hans lille søn, ikke ældre end 7 år, havde på sin jakke en badge med ordene: "If it ain't Boeing, I ain't going." Og hvilken skønhed i relationen! Faderen har ganske vist købt denne badge, men idéen om den delte interesse på tværs af generationerne er så overvældende, at billedet er blevet hos mig. Billedet, som jeg i første omgang ikke så, men senere har levet i erindring (altså frem for hukommelse). På samme vis transcenderer
The Mother We Share tal og ren bevidsthed gennem sin næsten naturligt-maskinelle renhed. Det giver på dette stadium mere mening blot at lytte til musikken. Den fortjener i øvrigt gode højttalere.
/Martin
