Et opgør med selvopgøret

Man kan ramme en mur på mange måder. En af dem er at miste evnen til at lade sig begejstre.

Jeg kan lykkeligvis stadig lade mig begejstre, og jeg er fortsat interesseret i ny musik, nye film, ny litteratur osv., selvom behovet for at dyrke historien fylder mere og mere. Og respekten for det, der har været, er i mange tilfælde større, end det var for blot få år siden.

Bortset fra visse ting fra særligt 00'erne, fordi jeg dyrkede det så voldsomt dengang og senere følte et behov for at holde det ud i strakt arm. Jeg skrev også en artikel om det. De tvivlsomme indie-00'ere.

Nogle af de ting, jeg dengang lyttede så meget til, er såmænd også noget lort. Noget er bare lidt ligegyldigt. Og så er der de ting, som man måske har haft behov for ikke at lytte til i et årti for så at give en chance til. Her tager man en slags opgør med det selvopgør, man ellers følte så stort behov for.

MGMT fyldte meget i slutningen af 00'erne. De har lavet en del ujævne ting, men man må anerkende deres poptriumfer. De har også taget chancer. Og de har lavet ting, som jeg ikke har hørt og ikke kan udtale mig om. Nu er MGMT tilbage, og hvor jeg ikke gav Little Dark Age i 2018 en chance – jeg tror ikke, jeg har hørt et eneste sekund – fandt singlen 'Mother Nature' mig i 2023.

Den lyder en smule hen ad Oasis, når de er gode. Der er noget klassisk poprocket over sangen iblandet det småpsykedeliske, som MGMT altid har været interesserede i. Sangen rørte mig straks, og det undrede mig, men mest af alt bekræftede den mig i, hvor ofte jeg tager fejl, og hvor ofte vi mennesker har behov for at blive konfronteret med vores fordomme.

Jeg husker følelsen af at høre 'Time to Pretend' for første gang, velsagtens i 2005. Hvordan de formåede at få lytteren til at savne barndommen og hele verdens enkle indretning. Denne følelse rammer de igen på 'Mother Nature' med et ekstra lag, hvor fortælleren (og denne lytter) nu er blevet ældre, og en ny generation har fundet vej til voksenlivet i mellemtiden. Man rykker et led frem.

'Mother Nature' er noget så sjældent som en popsang, der er umådeligt sympatisk uden at være flad. Hvordan gør de det? Resten af albummet, Loss of Life, er efter et par lytninger også fint, og nogle sange glæder jeg mig meget til at høre igen. Men selv hvis det var noget møg, ville de have stor ære af den ene sang.

/Martin

Foxygen

Den unge duo Foxygen begyndte at lave lidt larm sidste år med udgivelsen af deres anden EP Take the Kids off Broadway, og nu er maskinen ved at blive smurt op til udgivelsen af deres første LP. De to er fra hhv. Olympia og NYC og har nu bosat sig i L.A., hvor de efterhånden har fået opbygget en del hype - og ganske fortjent vel at mærke.

Sanger Sam France og multiinstrumentalist Jonathan Rado trækker på bl.a. Rolling Stones og Kinks, men de gør det ganske forfriskende og sender også tankerne i retning af andre fortidsdyrkende samtidshelte som Ariel Pink og MGMT. Til tider har det en klang, der næsten tvinger lytteren til at tænke, at vi har at gøre med en slags post-glam.

Duoen er signet til altid pålidelige Jagjaguwar, der d. 22. januar udgiver gruppens første fuldlængde, We Are the 21st Century Ambassadors of Peace & Magic.





/Martin

Raindeer

Raindeer fra Baltimore er ret meget i tidens ånd. Både hvad angår lyd, navn og promovering. Men det er alligevel for nemt at sige så enkelt. Egentlig er det et soveværelsesprojekt af en vis Charlie Hughes, som for nylig har fået sig et liveband. Det har tilsyneladende været nødvendigt, da der har været ret god opbakning til den ganske gratis, download-only debut EP (det var det med den moderne promovering).

Stavemåden i navnet er måske en ironisering over alle de dyrenavne, man støder på i disse dage. Hvoraf kongerne heraf og fællesnævneren herfor jo også oprindeligt har rødder i Baltimore. Eller også er der tale om en hyldest til emo og dyr på én og samme tid. Det er også muligt, at det bare er et navn.

Det er popmusik med fine melodier. Det har klang af soveværelsesprojekt, men det fortjener et delvist (på en god måde) tomt dansegulv med folk, der lige så delvist er klar over, at de ikke er klar over særlig meget. Selvom det i disse dage åbenbart er forbudt at give props til MGMT, hører jeg til dem, der er positivt overraskede over det nye album, der er langt stærkere end debuten. Og Raindeer lyder af og til i retning af den nye lyd, MGMT har taget til sig.
Hent endelig hele den gratis EP. Det er overraskende varieret.

MP3: Raindeer - Raindeer EP (på Bandcamp)
MP3: Raindeer - Juanita (fra EP'en)

/Martin

Bear Hands

Bear Hands er som ca. en million andre bands bosat i Brooklyn og har således vidnet mange kunstneriske og kommercielle succeser omkring sig, men de lyder ikke umiddelbart som mange af deres kollegaer fra lokalområdet. Det skulle da lige være en rest af MGMT på paletten, der i langt højere grad består af gammel Modest Mouse. Gammel som i Isaac Brock og co. i 90'erne. Lige så beskidt er det dog ikke, men den samme desperation og nogle af de samme lyriske guldkorn er at finde.

Hos musikerne ynder vi gerne at sympatisere med desperationen. Uanset hvor afmålt eller kontrolleret man selv måtte være til tider, er der noget befriende i at tage del i andres desperation - gerne en længsel. Jeg skal ikke kunne sige, om jeg har forstået teksten til vedlagte sang, What a Drag, men der lyder til at være en farlig desperation på spil i forbindelse med en svær forelskelse. Flere gange gentager sanger Dylan Rau sætningen "I'm dreaming of your goddamn long nails". Hun spøger i drømmene, og det volder ubehag og glæde på én gang. En simpel, simpel linje. Men den virker forbandet stærkt. Umiddelbart kan jeg selvfølgelig også have misforstået det hele, men jeg erkender både at elske og forstå denne tanke.

Selve sangen er både herlig og veloplagt med simple trommer og dejlige guitarer. En kraftig anbefaling herfra. Bandet blev dannet i anden halvdel af 2006, men de har endnu kun udgivet en EP og så singlen What a Drag. I skrivende stund skulle de være i gang med at indspille debutalbummet, der ventes at udkomme på Cantora Records, der i sin tid udgav MGMTs første EP. Bear Hands er en ret arbejdsom kvartet, der har turnéplaner for store dele af året - hvoraf SXSW også er på programmet. Vi skal nok komme til at høre mere til dem i 2010.

MP3: Bear Hands - What a Drag

/Martin

I fint selskab

Nogle koncerter har et supportnavn, der er bedre end hovednavnet. En sådan aften vil være i vente for mange på Amager Bio, når de slår dørene op for MGMT, der indtil videre har haft svært ved at begå sig som liveband.

Med sig har de nemlig det selvproklamerede "loudest band in N.Y.", A Place to Bury Strangers. Man bliver nok nødt til at tage et smut til København...

MP3: A Place to Bury Strangers - To Fix the Gash in Your Head
MP3: A Place to Bury Strangers - I Know I'll See You
MP3: A Place to Bury Strangers - My Weakness

/Martin

MGMT-konkurrence slutter i dag!!

Som overskriften også indikerer, så slutter vores skønne MGMT-konkurrence senere i dag, så vil du forsøge at blive den heldige der vinder en lækker MGMT-pakke, så er det hermed sidste chance!

Skriv svaret på forrige indlægs spørgsmål og send det til konkurrence@borneblogger.dk inden kl. 19 i aften.

Vinderne offentliggøres herefter, så ser du dit navn her på siden, så skynd dig at tjekke din mail, hvor vi vil spørge efter en adresse og eventuelt størrelse i t-shirt.

/Camilla

P.S: I ønskes alle hermed en glædelig national drukdag!

Konkurrence: MGMT

Amerikanske MGMT leverede sidste år ét af årets bedste sange, eskapisthymnen Time To Pretend. Med ét slag gik de fra at være undergrund til hvermandseje i USA, hvor de ud over en fandens masse koncerter også kom i Letterman. Sangen har senere været Ugens Uundgåelige på P3, hvilket har affødt en del interesse for Brooklyn-bandet i Danmark.

Nu da de så er offentliggjort til Roskilde Festival, er det derfor ganske belejligt, at albummet Oracular Spectacular finder vej til pladebutikkerne i Danmark d. 5. maj.

Og det skal fejres! Derfor udlodder vi nu 5 præmier med MGMT, der hver består af en old-skool fanpakke: T-shirt, postkort og stickers.

Det eneste, du skal gøre, er at svare på nedenstående spørgsmål:

Hvad står MGMT for?

Send svaret med adresse til konkurrence@borneblogger.dk senest d. 1. maj, hvorefter vi trækker lod blandt de rigtige svar - skriv evt. hvilken størrelse t-shirt du bruger - så skal vi prøve at lokke Sony til at finde de rigtige!

Vi ønsker alle held og lykke!

/Martin & Camilla

MGMT hos Letterman 8/1 - 2008

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gennem de sidste par måneder har været ganske forelsket i MGMTs ”Time to Pretend” og at jeg umiddelbart synes, det har været et af 2007s mest fantastiske popnumre. Derfor var det også smukt at finde ud af, de havde deres tv-debut med netop den sang i Letterman for ganske få dage siden.
Men ak, hvor blev man skuffet, da det ellers velkomponerede nummer druknede i dårlig lyd og svag vokal.



Nerver har dog helt sikkert spillet en rolle, så jeg vil vise mig som det gode menneske jeg er, være overbærende og tilgive dem, så her har I den indspillede version af sangen, der som sagt er en del mere anbefalelsværdig:

Mp3: MGMT - Time to Pretend

/Camilla