Viser opslag med etiketten Yumi Zouma. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Yumi Zouma. Vis alle opslag

torsdag den 9. oktober 2014

Yumi Zouma nærmer sig Barcelona

Yumi Zouma har charmeret fra årets start med en fin EP, referencer til elegante argentinere og en hyldest til én af de bedste grupper de seneste år, Air France.

Nu er duoen tilbage med en ny single, Alena, der bringer dem en anelse tættere på disco og inspiration fra det catalanske, i særdeleshed Delorean.

Singlen er ude nu på Cascine.



/Martin

torsdag den 10. juli 2014

Woman's Hour

Der er efterhånden relativt få ting, der er kedeligere end pressebilleder af nye bands. Man bliver født ind i en tradition og længes efter at bryde den, men man skal gerne være genkendelig i det fotografiske udtryk og så med lidt held og dygtighed skille sig ud sonisk. Sådan er det. Sådan burde det ikke være, men sådan er det.

Det burde heller ikke være således, at der opdateres så sjældent, som det har været tilfældet de seneste måneder på disse sider. En ferie på Balkan har efterladt en slags kulturelt-geografisk forelskelse, der måske, måske, er gengældt.

Det kan vi kalde en udmærket tvivl, thi tvivlen langtfra altid af det onde. Som min kære ven og åndsfælle skriver det: At "måske" også gerne må være en tilstand. Eksponenter for udmærket tvivl finder jeg i Woman's Hour fra London, der udgiver deres debutalbum Conversations på mandag d. 14. juli via Secretly Canadian.

De fire har ikke kunnet undslippe en del sammenligninger med The xx, hvilket muligvis også kommer af en geografisk baseret forelskelse – men naturligvis også den minimalistiske popmusik, der må siges at bringe tankerne mod aftentide snarere end morgenstund, uagtet hvor meget guld den måtte have i mund.

Der er bestemt også enkelte ligheder med de snart sagt lige så nye Yumi Zouma. Efter deres fine EP (og særligt efter deres hyldest til Air France) må det naturligvis siges også at være en komplement snarere end blot sommerdoven namedropping.

Woman's Hour har meget vel begået én af sommerens mest interessante plader.





/Martin

mandag den 10. februar 2014

Yumi Zouma

Februar måned, mandag. Cascine bliver ved med at udgive fine ting, og den seneste i rækken er af Yumi Zouma fra New Zealand. De bor angiveligt "mellem New York og Paris", og alt imens det primært lyder som et værktøj til promotion eller erhvervelse af kulturel kapital, er der sikkert en pointe i forhandlingen af en relevans af verbet at flanere.

Deres EP bærer deres eget navn, og i fysisk format bærer den et fint 10-tal. 10 tommer. 10". 10 minutter og fire minutter med lettilgængelig, melankolsk synthpop, der presser på for gensynsglæde med solen (som på billedet kan man nogle gange skimte længe). Og minsandten om ikke EP'ens sidste sang er opkaldt efter den argentinske fodboldspiller Juan Román Riquelme, der er én af nyere tids mest elegante og boldsikre spilskabere. En vaskeægte 10'er.

The Brae kommer det meget tæt på Wild Nothing, men det gør vel ikke så meget. EP'en kan købes her.



/Martin