Clinic Stars

Clinic Stars udgiver debutalbummet Only Hinting på Kranky, og her passer de ind: Det er downer-pop eller spøgelses-folk, der er et slør over det hele, det er svært at høre ordene.

Alting antydes. Måske deraf titlen.

Det kan minde om Grouper, og de har helt sikkert – og godt for det – lyttet til en masse Cocteau Twins.

Alt foregår i en tåget, fortryllet skov.

/Martin

Laura Marling og lange nætter

Indtil for nylig var Laura Marling en kunstner, jeg ikke havde dyrket ret meget, selvom jeg altid har respekteret hende som en dygtig sangskriver. Det har ændret sig med hendes nyeste album. En stille affære om moderskab.

Jeg begyndte at læse hendes tanker om sangskrivning, skabelse og tilblivelsen af albummet i foråret og var særligt rørt, da jeg læste om hendes datters fascination af havet og både.
 

Endnu mere rørt bliver jeg af ‘Child of Mine’, der indleder pladen.

“Last night in your sleep you started crying / I can’t protect you there, though I keep trying”

Sikken en indramning af forældreskabet! Det er meget sandsynligt, at sangen ikke havde ramt mig på samme måde, før jeg selv havde fået et barn. Jeg tror ikke, at jeg havde grædt til denne del, da jeg ikke ville have fanget den:

"'Long nights, fast years," so they say

Time won't ever feel the same

And I don't want to miss it"

Den engelske pendant til "timerne går langsomt, men ugerne går stærkt". Den gør ondt.

Laura Marling er en sangskriver af den klassiske skole, og albummet holder højt niveau hele vejen igennem.

/Martin

Agathe Max

Hvad er det egentlig, jeg lytter til? Følelsen kan gå i flere retninger. Den negative burde måske være hvad fanden er det egentlig, jeg lytter til?, men når følelsen er god, er den vidunderlig.

Jeg havde fundet en artikel med Memorials, der anbefalede musik på Bandcamp. Jeg havde i forvejen hørt lidt af hvert den aften, før jeg stødte på duoens anbefalinger, men noget hægtede sig fast et sted i hjernen.

Agathe Max er en eksperimenterende fransk violinist og komponist, som nu er bosat i London. Shadoww fra december 2023 er først og fremmest stemningsfuldt. De mørkeste afkroge kan minde om Forest Swords eller andet fragmenteret spøgelseselektronik fra Tri Angle. En sang som 'In Bliss, Joy and Abundance' lever nærmest op til sin titel. Noget ved den minder om A Sunny Day in Glasgow.

/Martin

MJ Lenderman

Den 25-årige sangskriver er kendt fra det udmærkede band Wednesday og har været en pålidelig guitarist og trommeslager for Indigo De Souza og Squirrel Flower. Han har også bidraget til den nyeste (og gode) Waxahatchee-plade, ikke mindst på den forrygende og nærmest søvnige ‘Right Back to It’. Med harmonier, skæv guitar og endda en lille solo er han her med på en af årets flotteste små sange.

Men solo har jeg ikke helt fanget ham. Før nu. På Manning Fireworks fortæller han historier om både antihelte og ynkelige skikkelser, så man skiftevis griner ad og har ondt af de portrætterede. Det er alternativ, rocket americana. Der er både støv og skarpe støvler undervejs, og med ‘She’s Leaving You’ har han med enkle midler begået en suveræn rocksang.

Teksterne er underholdende, rørende, underlige. Han drømte engang om at blive præst, og hans katolske ophav høres undervejs: “Every catholic knows he could’ve been pope”. Også små ordspil fungerer uden at blive kiksede: “I could really use your two cents babe / I could really use the change”. Albummet slutter med ordene:

“I've never seen the Mona Lisa / I've nevеr really left my room / I've been up too latе with Guitar Hero / Playing 'Bark at The Moon'“. Efterfulgt af et lille ulvehyl. Auuuuuuu.

 
/Martin

Gotisk og walisisk: Tristwch Y Fenywod

Hvis man snubler over konsonanterne, plejer det at være walisisk. Således også her, selvom de tre kvinder har mødt hinanden i Leeds. De er med i bands som Guttersnipe, Hawthonn og Slaylor Moon, hvilket ikke ringer en klokke hos mig, og lige så lidt kender jeg til det walisiske sprog. Deri ligger magien nogle gange.

Og magisk er det. Ikke romantisk Disney-magi, snarere noget gotisk og heksevenligt. Det er musik til og fra skoven. En omgang artsy goth-wave med et minimalistisk udgangspunkt.

Bandnavnet er walisisk for "kvinders tristhed", og der er en melankolsk grundtone, selvom det ikke er et rendyrket mørke. Det går også i retning af mere tribal Cocteau Twins eller en mere stenet og akustisk omgang Fuck Buttons.

 

/Martin

Ganavya

Med mit katolske ophav er det en tilbagevendende joke, at jeg kender bedre til skam end de fleste andre i Danmark. Skam fylder meget lidt i mit voksenliv, men jeg kan godt skamme mig lidt over, hvor lidt jeg ved om Indien. Jeg er ellers generelt interesseret i geografi, i omverdenen, folk omkring mig osv.

I dag fandt jeg ud af, at den by, som jeg har kaldt Madras hele mit liv, nu hedder Chennai. Ja, det har den såmænd heddet siden 1996. Nok om skam. Jeg tænkte på det, fordi sangerinden Ganavya er opvokset i Chennai (men født i New York).

Hun synger primært på tamilsk og lidt på engelsk, i hvert fald på sit nyeste album Like the Sky I've Been Too Quiet.

Den skønne engelske jazzer Shabaka Hutchings har produceret. Måske det også er ham, der spiller fløjte? På det seneste har han i hvert fald taget en pause fra sin sax for at fyre den nænsomt af på fløjte. Floating Points/Sam Shephard er med på synth på flere sange. Det hele er ret introspektivt, ret eksperimenterende, ret jazzet. Havets brusen i mennesket.

/Martin

Overskud til underskuddet

Marcel Wave fra London laver kløgtig og ret jangly overskuds-post-punk med god brug af Sprechgesang.

Eller som englænderne siger: Sing-talk.

Maike Hale Jones lyder både veloplagt og søvnig på samme tid, og det lykkes så godt på grund af hende. Som det er tilfældet med Florence Shaw i Dry Cleaning.

Det er ikke bare en charmerende gimmick, selvom bandet har rigeligt med charme, for de har også melodierne og en vis styrke i riffafdelingen.

/Martin