MJ Lenderman

Den 25-årige sangskriver er kendt fra det udmærkede band Wednesday og har været en pålidelig guitarist og trommeslager for Indigo De Souza og Squirrel Flower. Han har også bidraget til den nyeste (og gode) Waxahatchee-plade, ikke mindst på den forrygende og nærmest søvnige ‘Right Back to It’. Med harmonier, skæv guitar og endda en lille solo er han her med på en af årets flotteste små sange.

Men solo har jeg ikke helt fanget ham. Før nu. På Manning Fireworks fortæller han historier om både antihelte og ynkelige skikkelser, så man skiftevis griner ad og har ondt af de portrætterede. Det er alternativ, rocket americana. Der er både støv og skarpe støvler undervejs, og med ‘She’s Leaving You’ har han med enkle midler begået en suveræn rocksang.

Teksterne er underholdende, rørende, underlige. Han drømte engang om at blive præst, og hans katolske ophav høres undervejs: “Every catholic knows he could’ve been pope”. Også små ordspil fungerer uden at blive kiksede: “I could really use your two cents babe / I could really use the change”. Albummet slutter med ordene:

“I've never seen the Mona Lisa / I've nevеr really left my room / I've been up too latе with Guitar Hero / Playing 'Bark at The Moon'“. Efterfulgt af et lille ulvehyl. Auuuuuuu.

 
/Martin

Gotisk og walisisk: Tristwch Y Fenywod

Hvis man snubler over konsonanterne, plejer det at være walisisk. Således også her, selvom de tre kvinder har mødt hinanden i Leeds. De er med i bands som Guttersnipe, Hawthonn og Slaylor Moon, hvilket ikke ringer en klokke hos mig, og lige så lidt kender jeg til det walisiske sprog. Deri ligger magien nogle gange.

Og magisk er det. Ikke romantisk Disney-magi, snarere noget gotisk og heksevenligt. Det er musik til og fra skoven. En omgang artsy goth-wave med et minimalistisk udgangspunkt.

Bandnavnet er walisisk for "kvinders tristhed", og der er en melankolsk grundtone, selvom det ikke er et rendyrket mørke. Det går også i retning af mere tribal Cocteau Twins eller en mere stenet og akustisk omgang Fuck Buttons.

 

/Martin

Ganavya

Med mit katolske ophav er det en tilbagevendende joke, at jeg kender bedre til skam end de fleste andre i Danmark. Skam fylder meget lidt i mit voksenliv, men jeg kan godt skamme mig lidt over, hvor lidt jeg ved om Indien. Jeg er ellers generelt interesseret i geografi, i omverdenen, folk omkring mig osv.

I dag fandt jeg ud af, at den by, som jeg har kaldt Madras hele mit liv, nu hedder Chennai. Ja, det har den såmænd heddet siden 1996. Nok om skam. Jeg tænkte på det, fordi sangerinden Ganavya er opvokset i Chennai (men født i New York).

Hun synger primært på tamilsk og lidt på engelsk, i hvert fald på sit nyeste album Like the Sky I've Been Too Quiet.

Den skønne engelske jazzer Shabaka Hutchings har produceret. Måske det også er ham, der spiller fløjte? På det seneste har han i hvert fald taget en pause fra sin sax for at fyre den nænsomt af på fløjte. Floating Points/Sam Shephard er med på synth på flere sange. Det hele er ret introspektivt, ret eksperimenterende, ret jazzet. Havets brusen i mennesket.

/Martin

Overskud til underskuddet

Marcel Wave fra London laver kløgtig og ret jangly overskuds-post-punk med god brug af Sprechgesang.

Eller som englænderne siger: Sing-talk.

Maike Hale Jones lyder både veloplagt og søvnig på samme tid, og det lykkes så godt på grund af hende. Som det er tilfældet med Florence Shaw i Dry Cleaning.

Det er ikke bare en charmerende gimmick, selvom bandet har rigeligt med charme, for de har også melodierne og en vis styrke i riffafdelingen.

/Martin

Trygt

Hverken kitsch eller kikset. Bare trygt. Omtrent sådan føles den nye Beachwood Sparks, der er bandets første i et dusin år.

Er det alternativ country? Tilbagelænet indierocket næsten renset for rock? I 2012 sang de “back in town, out of style” og indrømmede, at de var så langt fra den coolness, de nok var en del af, da de landede med de første plader på Sub Pop i starten af 00’erne.

Nu er de endnu ældre og endnu tættere på at gå i glemslen. Et ret menneskeligt vilkår. Men Beachwood Sparks er her endnu, og de kan stadig skrive behagelige sange. Det hele starter med røvballe, og måske de vil skræmme visse lyttere væk. “Vig bort, hvis ikke I kan klare vores mangel på coolness!” Kort efter indfinder melodier og harmonier sig for de lyttere, der stadig er der. Nå ja, og der synges om en VHS på sidste sang, bare lige for demonstrativt ikke at pege fremad. Fin detalje.

Start med singlen ‘Torn in Two’ og dernæst den rolige ‘Faded Glory’. God weekend.

/Martin

Sjovt fordi det er sandt

Canadiske Laughing lyder egentlig mere australske med deres jangle-pop – måske særligt Australien i anden halvdel af 80’erne – men de nærmer sig også en slags fællesskabsrock og powerpop. Der peges tilbage mod Big Star i 70’erne og Teenage Fanclub i 90’erne.

Tempoet er til tider højt, men stemningen er afslappet. Det føles som delvist disciplineret slacker. Alle fire i bandet synger, og det gør de med gejst. På den college-venlige ‘Bruised’ synger en af mændene “When you said you didn’t care”, og senere på albummet får vi den anden side af historien af bandets kvindelige vokalist: “I don’t care about things that make you blue / I guess I’m saying that I don’t care about you”. Sunget vidunderligt nonchalant. Måske albummets bedste sang.

 

/Martin

Hvorfor giftede du dig?

Fruit Bats og Torres er to kunstnere, der har lavet enkelte sange, jeg er meget glad for, men som nogle gange rammer et stykke forbi mig. Jeg kan lide dem begge, men ofte laver de bare noget, som mere er for nogle andre. Nu har deres pladeselskab Merge foreslået, at de skulle lave noget sammen, og det er en glimrende idé. Bedømt på én sang i hvert fald.

Eric D. Johnson (Fruit Bats) har for nylig udgivet nyt med trioen Bonny Light Horseman, og Torres (Mackenzie Scott) udgav et album i januar. Det lyder, som om de har nok at lave, men på deres første fælles single, 'Married for Love', lyder de, som om de har alverdens tid at gøre godt med.

Sangen er sympatisk, og det kunne godt være en eufemisme. Som når man kalder noget "spændende", som man ikke nødvendigvis bryder sig om. Men sangen er sympatisk, og den er flot i al sin repetitive enkelthed.

Først konstaterer hun, at hun giftede sig af kærlighed. Kort efter gør han det samme. Og de gør det i kor. Der bygges på, og meget andet sker der ikke. Det er en diskret dynamik, og det fungerer udelukkende, fordi det er så godt mixet. Et knivskarpt lydbillede. Måske Eric har lært noget af Josh Kaufman fra Bonny Light Horseman, der har markeret sig som en af de bedste producere de seneste år.

/Martin