Konkurrence: MGMT

Amerikanske MGMT leverede sidste år ét af årets bedste sange, eskapisthymnen Time To Pretend. Med ét slag gik de fra at være undergrund til hvermandseje i USA, hvor de ud over en fandens masse koncerter også kom i Letterman. Sangen har senere været Ugens Uundgåelige på P3, hvilket har affødt en del interesse for Brooklyn-bandet i Danmark.

Nu da de så er offentliggjort til Roskilde Festival, er det derfor ganske belejligt, at albummet Oracular Spectacular finder vej til pladebutikkerne i Danmark d. 5. maj.

Og det skal fejres! Derfor udlodder vi nu 5 præmier med MGMT, der hver består af en old-skool fanpakke: T-shirt, postkort og stickers.

Det eneste, du skal gøre, er at svare på nedenstående spørgsmål:

Hvad står MGMT for?

Send svaret med adresse til konkurrence@borneblogger.dk senest d. 1. maj, hvorefter vi trækker lod blandt de rigtige svar - skriv evt. hvilken størrelse t-shirt du bruger - så skal vi prøve at lokke Sony til at finde de rigtige!

Vi ønsker alle held og lykke!

/Martin & Camilla

frYars

Den kun 18-årige frYars, aka Ben Garrett, er ét af de absolut mest interessante musikalske bekendtskaber, jeg har gjort mig i meget lang tid.
Han har på kort tid fået en del opmærksomhed i England og specielt i hjembyen London (bl.a. grundet en artikel hos al hypes moder, NME), hvilket har givet ham supportjobs med of Montreal, Goldfrapp og Vampire Weekend.
Musikken er herligt original og sangene overraskende gennemtænkte for så ung en sangskriver. Ganske alene står han bag alt ved musikken, der mestendels er kogt ned til synth, klaver og trommer. Live som på plade. Han er blevet kaldt den nye Nick Cave (en smule sært måske), medens vokalen er blevet sammenlignet med folk lige fra Zach Condon og Antony Hegarty. Men mest af alt lyder han nu som Patrick Wolf - hvad angår både stemmen og lyden, selvom der også er spor af både Depeche Mode og David Bowie (den har man vist hørt før). Og for nu at fortsætte sammenligningerne, så lad os slå fast, at han ligner Bob Dylan og ligeledes skriver ganske imponerende.
Der er plads til forbedringer i både musikken og lyrikken, men det er kun en god ting; at noget fantastisk kan blive genialt.

Ben Garrett har indtil videre udgivet The Perfidy EP og The Ides EP, der begge kan erhverves gennem iTunes fra hans MySpace-side.

MP3: frYars - happY
MP3: frYars - Madeline
MP3: frYars - The Ides

/Martin

Annuals + Sunfold split EP

Vi har længe holdt af Annuals, og deres debutalbum Be He Me fra 2006, udgivet på Ace Fu (Man Man, Parts & Labor, Tunng og... øhm... Kaiser Chiefs...), er ét af de mest inspirerende debutalbums i flere år.
Nu er det unge band så tilbage med en split EP med... dem selv. Ja.

EP'en Wet Zoo's første tre sange består af nye Annuals-sange skrevet af Adam Baker, der også er hovedmand bag det fem mand + en kvinde store orkesters tidligere materiale.
De tre sange følges så op af to sange af Sunfold, der består af præcis de samme medlemmer. Her er der så det twist, at disse sange er skrevet af Kenny Florence, der normalt er bandets leeead guitarist.

Den store forskel på Annuals og Sunfold er, at sidstnævnte er noget lort. Desværre. Men det er stadig underholdende at lytte til. De tre med Annuals lover til gengæld rigtig godt for lyden på deres kommende album. Som de i sin tid beviste med den fantastiske sang Brother (én af de smukkeste fra 2006), klæder det dem jo åbenlyst at være storladne, som de også er det på denne EP.

MP3: Annuals - Sore (åbner på EP'en Wet Zoo)
MP3: Annuals - Brother (åbner på LP'en Be He Me)
MP3: Manchester Orchestra - Brother (hyggeligt og kedeligt cover)
MP3: Annuals - Bleary Eyed
MP3: Annuals - Dry Clothes
MP3: Annuals - Complete or Completing

/Martin

Er det en fugl det der??

..... - Ja! .... - Det er det!

Der har været lidt (..okay, meget) mangel på indlæg fra min side af på det seneste, og for dét skal der beklages mange gange. Hvis det ikke var problematisk at give kage til alle, så havde jeg gjort det.

I stedet bringer jeg en kort liste over de numre fra 2008, som jeg har gået og nærlyttet de sidste par måneder, og som jeg har følt mig nødsaget til at dele med jer, da god musik helst skal nydes af så mange som muligt.

- El Guincho – Kalise
Spanske Pablo Díaz-Reixa er manden bag El Guincho, og har her i 2008 udgivet det prægtige album ”Alegranza”. Udspillet inkorporerer elementer fra afrobeat, dub og den eksperimentelle indiescene, og er af begejstrede anmeldere blevet kaldt det spanske svar på Panda Bear. Så snart albummet er hørt igennem, forstår man da også denne sammenligning til fulde, og eftersom jeg er glad for Spanien og Panda Bear, så kan jeg næsten ikke forestille mig en smukkere kombination.

- Portishead – The Rip
De har ikke udgivet noget studiealbum i 11 år, men er den 28. april endelig klar med opfølgeren ”Third” til deres selvbetitlede album fra 1997. Måske har jeg hørt det, og måske synes jeg, det har været værd at vente på. (Selvom 11 år måske liiiige er i overkanten.) Og måske er The Rip et af de bedste numre på pladen.

- Born Ruffians – Hummingbird
Born Ruffians minder på nummeret Hummingbird en smule om Vampire Weekend. Ikke meget, men lidt. Heldigvis synger forsangeren i dette band på ingen måde provokerende, hvilket desværre godt kan være tilfældet nogle gange for forsangeren i Vampire Weekend. (Og for dén kommentar, bliver jeg sikkert hadet af mange, da VW trods alt er alles darlings lige p.t.)

- Mahjongg – Rise Rice
Jeg regner ikke med, at der er mange der tidligere har stiftet bekendtskab med Mahjongg fra Chicago, og det er ærgeligt, da de egentlig har lavet to udmærkede albums – ”Raydoncong” fra 2005 og ”Kontpab” som netop er blevet udgivet her i 2008. Begge plader har nogle anonyme sange, men et nummer som Rise Rice fra ”Kontpab” er virkelig, virkelig lækkert.

- The Dodos – Fools
Dette er bandet der vil skabe enorm forvirring, hvis de nogensinde skal spille i Danmark. ”Er det Dodo and the Dodos der har skiftet navn ??” er et spørgsmål der sikkert vil runge i adskillige dele af landet.
Heldigvis lyder The Dodos på ingen måde som Dodo and the Dodos, og det eneste de to bands umiddelbart synes at have tilfælles, er forkærlighed for den uddøde, halvnaive og tonsede fugl dodoen. (Se billede øverst.)
The Dodos har lavet nummeret Fools, hvilket er et smukt, folkpop nummer der er taget fra et mindst ligeså smukt album ”Visiter”, som også fik gode ord med på vejen af Pitchfork.

- Cut Copy – Far Away
Cut Copys nyeste album ”In Ghost Colours” er netop blevet udgivet her i starten af april, og det rummer blandt andet Far Away, der sammen med resten af sangene på pladen er som skabt til personer der elsker iørefaldende og velkomponeret electropop.

/Camilla

Panda Bear - Comfy in Nautica video

Comfy In Nautica var én af de bedste sange fra én af de bedste plader fra 2007, Person Pitch (Paw Tracks) af Panda Bear fra Animal Collective.
Længe har jeg overvejet, hvordan videoen ville blive, og nu er svaret her! Den er instrueret af Patrick O'Dell og Sam Salganik og kan ses her:



Sangen blander, som albummet i det hele taget gør det, vores musikalske arv fra slutningen af 60'erne og opefter med det moderne, og denne unikke stemning fanger videoen udmærket, selvom den samtidig er en smule kedelig.
På Noah Lennox' MySpace er der i øvrigt et link til en blog, hvor han og konen Fernanda Pereira sælger nogle smukke sweatshirts (for tiden udsolgt). Og så skal det siges, at de er bosat i Portugal og ikke i New York, New York, som der misvisende står på Panda-MySpace.

MP3: Panda Bear - Comfy In Nautica
MP3: Panda Bear - Bros (edit) - køb hele albummet for den fulde 12-minutters version!
MP3: Panda Bear - Ponytail

/Martin

Foals + Are We Brothers?

Spillestedet Train i Århus har i flere år været en smule kikset. Der er god lyd og plads til omtrent 800 mennesker, men programmet har i mange år været præget af det ene kedelige stykke musik efter det andet.
Nu forsøger de så langsomt, men sikkert, at ændre deres profil, og det markeres specielt gennem deres Misk Mask-arrangementer. Søsat og drevet af Alexander Nitze fra det hedengangne Fabriken.

Tirsdag d. 8. april bød i denne forbindelse på de hypede Foals fra Oxford. En decideret anmeldelse skal nok dukke op på Soundvenue eller Gaffa, så det skal jeg ikke spilde jeres tid med - lad os nøjes med at sige, at det var fremragende og en smule over forventning. De var tydeligvis glade for at spille, beærede over publikums respons til musikken og viste overskud til at kalde sig selv for The Wombats, da de gik af scenen.

Er man i København den 9. april, bør man derfor kigge forbi Loppen og danse med (hvis man er til den slags moderne bevægelse) til Foals - såfremt man ikke tager til Cats and Cats and Cats på Lades.
Supportbandet Are We Brothers?, der også skal varme op i København, var ikke videre interessante, men bestemt heller ikke dårlige. De manglede variation i sangene, der trak ud for længe. Men håbløst ser det ikke ud for dem. Og hvad angår dét at "se ud", så var det herligt at se guitarist Ronco og bassist Shaka sporte nogle herlige 90'er haircuts, der frembragte minder om Fresh Prince.

MP3: Foals - Hummer (Passions remix)
MP3: Foals - Balloons

/Martin

Cats and Cats and Cats

I går spillede engelske Cats and Cats and Cats i Århus med Mimas som led i deres første deciderede Europa-tour. Generelt var der glimrende respons på de sympatiske og energiske post-post-rockere, men musikken var retfærdigvis ikke for alle.
Hvis man skulle befinde sig i København d. 9., i overmorgen, så tag dog endelig på Lades for en interessant oplevelse.

MP3: Cats and Cats and Cats - Anchoress

/Martin

First Floor Power

Svenske First Floor Power er et band, jeg ubevidst og fejlagtigt har undgået. Flere gange har jeg læst navnet, men hjernen har advaret mig, selvom hjertet (og måske også milten mm.) vidste bedre. Således gav navnet grimme associationer til to af Danmarks værste bands: Rock Hard Power Spray og The Floor Is Made of Lava. En næsten utænkeligt grim kombination, der ikke levnede megen lyst til at lære svenskerne at kende. Men hov, jeg vidste jo ikke engang, at de var svenskere, før jeg for få dage siden fik et tip + en mp3 smidt i hovedet af et selskab. Dumme mig.

Dum, fordi man alt for ofte har lavet den fejl med at læse et bandnavn uden at få det checket ud - og dum, fordi den medsendte mp3 faktisk er ganske lovende.

Trioen blev dannet tilbage i 1997 af Karl-Jonas Winqvist (keyboard, vokal), Sara Wilson (bas, vokal), Per Lager (trommer, vokal) og... Jenny Wilson. Sidstnævnte er officielt ude af bandet, men gæstesynger på deres album nr. 3, Don't Back Down!, der udkommer på Crunchy Frog d. 5. maj.

The Jacket er en dansabel sag med skarpe guitarer og fin vokal af Sara Wilson. Hvis vi skal blive i det svenske, kan der findes sammenligninger via Peter Bjorn & John-trommer, Sally Shapiro-keys og Love Is All-guitar. Sangen er måske ikke perfekt, men den er bestemt et lyt værd - og trods sin umiddelbare charme evner den også at vokse på lytteren.
Jeg har i hvert fald fået lyst til at se de svenske naboer på pAKHUSET d. 21. maj.

MP3: First Floor Power - The Jacket (jeg var lidt en idiot til at uploade, så nu må den hentes på denne måde)

/Martin

Travlhed

Vi har været langsomme til at opdatere på det seneste, og vi kunne komme med en masse undskyldninger. I hvert fald enkelte. Før der kommer nye indlæg, kan vi dog henvise til andre sider, hvor vi har lagt anmeldelser ud.
I aftes spillede A Silver Mt. Zion (eller: Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra & Tra-La-La Band) på VoxHall, hvilket jeg anmeldte for det århusianske spillested. Læs her. Én af Gaffas dygtigere anmeldere, Pelle Sonne Lohmann, lod til at være enig i vurderingen.

Börneblogger Camilla har været i gang for Undertoner, hvor hun har lavet anmeldelse af den (næsten) nye Xiu Xiu.

MP3: Xiu Xiu - I Do What I Want When I Want
MP3: Xiu Xiu - F.T.W.

/Martin