Today's Supernatural

Den 3. september er Animal Collective ude med deres nye plade Centipede Hz på Domino. De fleste af os har sikkert haft det svært med ordet centipede de seneste par år grundet én af Hollywood-historiens største fadæser, men Animal Collective lader imidlertid at være blevet et household name i så udpræget grad, at vi på det nærmeste alle elsker dem. Det er der selvfølgelig fin grund til, og man kan kun håbe, at deres fantastiske nysgerrighed og gåpåmod er en del af majoriterens fascination - ud over den åbenlyst fantastiske sangskrivning, forstås.

Førstesinglen Today's Supernatural er (surprise!) en interessant størrelse, der lover godt for resten af pladen og naturligvis lyder umiskendeligt som Animal Collective. Avey Tare synger potent og voldsomt men aldrig vredt, og det bringer til dels tankerne i retning af Strawberry Jam-æraen i en mere kraftfuld levering.



/Martin

MS MR

Bag duoen MS MR står ikke overraskende en kvinde og en mand. De begynder efterhånden at få sig en del omtale i blogosfæren med deres nye single Hurricane, og det er der såmænd ikke så meget at sige til. Det er yderst habil popmusik med en særdeles stærk vokal fra MS.

Det meste af det tilgængelige materiale er maje, maje mere poppet end det meste, man finder her på siderne, og det er lige før, det kunne lugte af fremtidig mainstream-succes. Det er solid sangskrivning og orkestrering, der på enkelte sange nok vil minde nogle læsere om Glasser og hendes ganske fremragende debutalbum Ring fra 2010. Særligt den stærkeste af sangene, Ash Tree Lane, har ligheder med Glasser.

En samling demoer under navnet Ghost City USA kan findes på deres Bandcamp, hvor man også kan finde den nye single.

MP3: MS MR - Ash Tree Lane



/Martin

Dude York

Garagerock til sommeren er ofte en nødvendighed. Muligheder er der nok af, og blandt de mere interessante, nyere bands er trioen Dude York fra Seattle, Washington.

Det foregår naturligvis oftest i højt tempo, og deres egen beskrivelse af musikken som "teenpop anthems" afspejler fint den refleksivitet, der også giver sig til kende i musikken. De kender deres begrænsninger, og de kender deres rødder.

EP'en Dude York er ude nu på engelske The Sounds of Sweet Nothing (udgivet 10. juli). Nedenfor singlen Fuck City.



/Martin

Til forsvar for kitsch, vol. II: Savage

Dette er anden del i en lille serie. Første del med dertilhørende indledning kan findes her (om Soft Cell og deres 'Say Hello, Wave Goodbye').

Man har de seneste år kunnet iagttage en stigende interesse for den såkaldte Italo disco, der op gennem 80’erne havde en mærkværdig position, der af og til bød på bred, kommerciel succes og havde stor indflydelse på andre kunstnere, herunder koryfæer som Pet Shop Boys og New Order. Mange af udgivelserne fra dengang er at finde som sjældne vinyludgivelser og er aldrig blevet digitaliseret, og der er således næsten gået sport i at opstøve lageret af Italo disco. Som den ene halvdel af navnet antyder, er det en strømning med stærke rødder i Italien, der dog er ret langt fra anden halvdel af betegnelsen: disco. Tempoet er som oftest i Italo disco væsentligt lavere med et langsomt og gerne yderst simpelt beat fra en trommemaskine. Dette skaber et repetitivt og underligt hypnotiserende og spacey element, der ganske fint kombinerer med de delay-effekter (m.fl.), der ofte er tilsat trommerne.

Én af de fremmeste eksponenter for denne type italo disco er toscaneren Savage (Roberto Zanetti). Han indgik med førnævnte Pet Shop Boys i en underlig symbiose gennem en kontinuerlig, gensidig inspiration, der fandt sin æstetiske manifestation og højdepunkt i hhv. førstnævntes I’m Loosing You fra 1988 (stavemåden vil blive diskuteret) og sidstnævntes formidable fortolkning af Always On My Mind fra 1987.

Det er netop I’m Loosing You, jeg her vil zoome ind på. Mange vil som noget af det første bemærke stavemåden. Den forfængelige skribent vil opleve en trang til at sætte et sic! efter hver eneste benævnelse af titlen, og undertegnede ved sig heller ikke sikker på, hvorvidt det mon er intenderet eller blot meget, meget kært og ganske forkert. I så fald vil det næsten være en art held i uheld, der både er i stand til at aktivere en særegen følelse af autenticitet og give et ekstra indhold til den tolkningstrængende lytter, idet objektet ikke blot mistes men ligefrem løsnes. Der leges altså muligvis med sproget, idet loose verbaliseres i romantisk forstand.

Sangen findes i flere udgaver, hvoraf den mest kendte er ca. 3:32 lang. Denne version er med på flere opsamlinger, men sangen kan også findes som extended mix i en i øvrigt meget dejlig udgave. Lad os kort vende os mod Pet Shop Boys igen: Always On My Mind starter med noget, der kunne være et løvebrøl efterfulgt af et trommebeat, hvorefter man kort hører en underlig lyd, der fungerer som overgang til keyboardet og i øvrigt gentages flere gange i sangen. I’m Loosing You indledes med en forvrænget mandestemme, der næsten antager karakter af et sjusket fremført monster i en b-film, og direkte herefter får vi et keyboard, der igennem 18 sekunder på én gang skræmmer mange lyttere og samtidig peger frem mod tendenser, der senere kan genkendes i 90’ernes eurodance (der til en vis grad nok skal blive taget mere seriøst om ganske få år). Tyve sekunder inde i sangen begynder Zanetti sin fortælling på et charmerende og gebrokkent engelsk. Stemmen er ingenlunde stor, men den er alvorlig og ærlig. Det førnævnte keyboard afløses af en underliggende og mere dyster synth, der pakker teksten ind i et yderligere lag af romantisk alvor. Ganske sagte hører man et ekko af vokalen, der frem for et mere moderne forsøg på understøttede dub snarere ekspliciterer vigtigheden i det partikulære/universelle: kunstneren, der på én gang står alene og repræsenterer det ganske almene.

Efter godt 48 sekunder hører man et simpelt tromme-fill, hvorefter det noget cheesy keyboard fra sangens start genintroduceres – denne gang akkompagneret af fire enkle toner i baggrunden og Zanettis stemme, der for første gang synger titlen på sangen. Det gør han to gange, før han synger videre med hjælp fra en underliggende kvindestemme, før han gentager titlen og omkvædet – denne gang med en mere overdrevet (og ganske smuk) synthflade og med små fraseringer.

Som så mange popsange er I’m Loosing You fyldt med gentagelser, men det er meget interessant, hvordan disse elementer bruges og varieres og i øvrigt med al tydelighed undgår noget, der kunne ligne en stram A-B-A-B-C-B-struktur. Da dette lange omkvæd er overstået, hører vi igen keyboardet fra sangens start og vokalen, der fire gange adresserer modtageren med et you, gentaget af loosing you og yderligere tre, isolerede you. Efter 2:12 taler en kvindestemme med heftig accent og tvivlsom bevidsthed om grammatik (looking for your glory), før en næsten androgyn mandestemme går videre med fortællingen, der nu tager form som overtalelse. Før Zanetti igen synger videre, hører man et sample af en kvindestemme, der i sin fragmenterede tilstand knap og nap kan blive til et mere accentueret (i ikke-sproglig forstand) you, der nu – om end kort – ligger parallelt med vokalen, der leder op til et sidste omkvæd. Da der bliver fadet helt ud, kalder Zanetti ud en sidste gang -- og ligesom i omkvædet uden det personlige pronomen men med et ekko: Loosing you (loosing you… loosing you…). For hver eneste gentagelse af titlen ligger også dobbeltheden i forbindelse med den valgte (og formentlig helt forkerte) stavemåde.

Midt i denne pathosfyldte klagesang er en evigt underliggende nøgtern attitude, der fint afspejler den enkelhed i kompleksiteten, vi alle kan genkende i førnævnte tema om det partikulære/universelle. For hvad vil han egentlig opnå? Der er kun i ringe grad tale om egentlig desperation, ligesom man ikke mærker en heroisk kamp om at genvinde et vist momentum, om dette måtte være romantisk/maskulint/seksuelt baseret. Det er underligt konstaterende, og man kan spekulere meget i, hvordan udsagnet og udsigelsen mon harmonerer; der kan enten være en rest af (noget nær ynkelig) strategi eller omvendt en ærlig erkendelse, der tages til ekstremerne i forsøget på værdigt at afslutte det endnu (tilstede)værende og konstituere en glorværdig historie i øjeblikket (også jf. at skue efter your glory).

(extended mix)

/Martin

Evig sommer og powerpopdrømmepunk

Med tiden har Kanine Records fået sig en skræmmende stærk roster. I kategorien sommerpop er de også stærkt repræsenteret, og blandt de mange råb om opmærksomhed er trioen Eternal Summers.

De startede ud som en duo få år tilbage og var følgelig mere lo-fi. Den 24. juli er de klar med deres nyeste plade Correct Behavior, hvorfra førstesinglen You Kill lover et væsentligt mere powerpoppet udtryk. Det skal høres højt for at komme til sin ret, og det skal værdsættes for det, det er: Ultrapoppet og skamløs drømmepunk på farten. Der er en følelse af begyndelsen af en road trip over You Kill, der på underlig vis måske endda vil minde nogle lyttere om Primitives-klassikeren Crash (kendt fra bl.a. Dumb & Dumber).

MP3: Eternal Summers - You Kill

SoundCloud stream

/Martin

Boy Friends Club

Den amerikanske blog yvynyl er yderst habil, og i forgårs præsenterede manden bag et spændende London-band ved navn Boy Friends Club (burde vist være med caps lock).

Der foreligger endnu ingen information om bandet, der for så vidt snildt kunne være et soloprojekt. Det passer på sin vis fint til årstiden. Der er spor af noget, der har trukket sig tilbage. Noget, der på det nærmeste er manifest uden at have åbenbaret sig. Det passer udmærket til sommeren, der ikke er der. De enkle trommebeats og de ofte funky basgange supplerer smukt de tålmodige guitarflader og den næsten druknende vokal. Det er popmusik med en soveværelsesæstetik i en ikke-perverteret forstand.

Gruppens EP kan høres på deres SoundCloud.



/Martin

Bart & Friends

Én af Australiens mere velbevarede hemmeligheder er sangskriveren Bart Cummings. Han har været involveret i et hav af projekter, og i 1998 sammenbragte han mange af sine samarbejdspartnere under navnet Bart & Friends. Blandt de mange bands, der har nydt godt af Cummings' evner, tæller The Cat's Miaow, Hydroplane, Pencil Tin, Shapiros m.fl. Senere har han benyttet sig af medlemmer fra bands som The Lucksmiths, Summer Cats, The Zebras og Black Tambourine. Men nok namedropping for nu.

Bart & Friends kan minde om landsmændene The Go-Betweens (der bl.a. har bedrevet den fantastiske Cattle & Cane) og er ofte blevet sammenlignet med Birmingham-bandet The Felt, men de bringer nu mestendels tankerne hen mod en mere jangly (så kom den igen) og nedbarberet version af Yo La Tengo. Og det er nu ikke helt skidt. Ja, så blev det namedropping alligevel. Mange udgivelser har der ikke just været over de 14 år siden dannelsen, men stærke sange har de nok af. Pladen Make You Blush (de kalder den selv en EP) når på 12 minutter forbi otte sange. Det er meget rørende, og det minder mig af og til om en mere tilbageskuende version af de formidable Brittle Stars.





/Martin

Nyt fra Why?

Efter to års pause var jeg tilbage på Roskilde Festival i år, hvor jeg genfandt gejsten. Egentlig var mangel på dette ikke grunden til mit fravær de seneste par år, men den var en anelse aftagende, hvorfor årets vellykkede festival var mere nødvendig end først antaget. Der er rigeligt med tilgængelige anmeldelser og reaktioner, så det vil jeg ikke kede jer med. Mest begejstret var jeg nok for The Low Anthem, hvor alt gik op i en højere enhed. En sjældent smuk omgang og noget af det bedste jeg nogensinde har overværet på Roskilde.

Nu må jeg hellere forblive loyal mod overskriften: Der er skam nyt fra Why?, og det er heldigvis en herlig omgang! De har en EP ude 13. august på berlinske City Slang, hvorfra man nu kan høre singlen Sod in the Seed. Jeg var ret skuffet over Eskimo Snow fra 2009, og lige så skræmmende det kan være, at der er gået tre år siden udgivelsen, lige så megen optimisme er der grund til at føle at dømme efter førstesinglen.

Yoni Wolf er tilbage i fin form med veloplagte strofer, der bl.a. ironiserer over tilværelsen som en "minor star", der kun være med en kvinde, der kører en "hybrid car" etc. Der leges også med variationer over accepten af ikke just at være en altruistisk skikkelse. Nu må vi bare vente en måneds tid og derefter håbe på en ny fuldlængde, der kan vise takterne fra ældre sager som Elephant Eyelash eller Alopecia. Av.

So what if a man blinks in Morse code while singing if he's singing his heart out?





/Martin