Egentlig var det ret begrænset, hvor meget god musik der rent faktisk kom ud af det. Og der var jo ikke just tale om en bevægelse som sådan. Washed Out havde også svært ved at følge op på sine første udspil med første LP Within and Without, der dog havde flere fine øjeblikke.
Nu er opfølgeren Paracosm ude (igen på Sub Pop), og den er beklageligvis ikke synderligt stærk. Den er i bedste fald (naturligvis) velproduceret, dog ganske kedelig. Men i disse tider er det svært at forvente homogenitet og kreativitet fordelt på en hel plade, og man går nemt glip af fremragende øjeblikke ved at afskrive en hel plade, fordi den ikke fungerer som - netop - plade. Og der er én enkelt fremragende sang på Paracosm. Én af de stærkeste sommersange fra det herrens år 2013: Falling Back.
Den er til gengæld så gennemført, at den retfærdiggør Paracosm. Som guitaren fader ind med sin fantastiske enkelthed, høres dejlige klokker, en stille synth, bassen sætter ind, trommerne spiller hurtigt men forsigtigt. Og efter godt 48 sekunder sætter trommerne så stærkere ind, og Greene lader sangen få den velkendte Washed Out-lyd med en kombination af den pressede, trætte, smukke VHS-synth og naturligvis ved brug af egen vokal. Romantik af ganske højt niveau.
En fan har lagt sangen på YouTube. Lad os se hvor længe den får lov at blive dér.
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar