Lidt til sommeraftenerne - en hyldest til American Football og Wheat

I morgen tidlig drager jeg på Roskilde Festival. Mere eller mindre bevidst har jeg de sidste dage ikke lyttet til nogen af de bands, jeg skal se derovre. Men selv hvis lysten skulle være der, ville det være svært for stort set alle bands at få spilletid i lejligheden, hvor de for længst opløste American Football har besat højttalerne - sammen med albumaktuelle Wheat. Begge bands er tidligere blevet nævnt på bloggen, men det er intet tilfælde, at de begynder at finde vej til hjertet netop nu. Begge grupper er nemlig i udpræget grad skabt til sommeraftenerne - og sommeren i det hele taget. Jeg oplever ofte, at jeg forbinder et band med en årstid, men det er færre bands, der både passer til en årstid og en tid på døgnet. Denne kvalitet dækker begge disse amerikanske grupper over.

Selvom enkelte nok ville få gejst over pludselig at høre ét af de to bands en beruset aften, er det imidlertid værd at bemærke sig, at der ikke er tale om decideret festmusik. Det er mere den type doven begejstring, der finder bosted i kroppen i sommervarmen, som vækkes ved lyden af de to orkestre. Man kunne nævne mange andre bands i samme kategori, men disse to fortjener at blive fremhævet, da de altid har levet en skyggetilværelse - ganske ironisk i denne solfremhævende kontekst.

I disse sekunder nydes American Footballs Never Meant fra deres eneste fuldlængdealbum, American Football. Som med deres andre sange er guitarfladerne her så delikate, at man kun kan lade sig henrykke og synke tilbage i doven begejstring. Sammen med de meget ligefremme tekster lader man sig indfange i et ganske rørende univers. Dette ligefremme og rørende univers bevæger Wheat sig også rundt i, selvom guitaren her ikke spiller samme dominerende rolle.

Det tager imidlertid lidt tid at blive vild med de to grupper. Ikke fordi musikken er kompleks eller krævende. Faktisk tværtimod. Første gang jeg hørte Wheat var en nat mellem tirsdag og onsdag - i en ferie omkring 2000. Det var sangen Don't I Hold You, der tonede frem på skærmen og holdt mig sært fanget. Der var intet, der forekom nyskabende. Tonerne var blot utrolig behagelige. Herfra gik det langsomt, og der skulle gå flere år, før jeg fik lyttet til hele albums med bandet. Processen med at komme til at holde af dem gik ligeledes langsomt, men jeg vendte alligevel tilbage med jævne mellemrum.
American Football stødte jeg først på sidst på året i 2008. Det fangede mig med det samme, men først for en måneds tid siden måtte jeg erkende, at jeg var oprigtigt ked af, de gik i opløsning efter kun én EP og én LP. Da knækkede jeg koden og fangede idéen. For nylig gik det ligeledes op for mig, hvor fantastiske de er at køre i bil til. Nu er jeg endnu engang gået i selvsving - måske man skulle gøre det samme i et indlæg om køremusik. Nuvel! Her er der lidt musik til en sommeraften alene eller i hyggelige selskaber.

American Football - Never Meant (ignorér den amatøragtige video, en YouTube-bruger selv har lavet og lyt i stedet bare til sangen



MP3: Wheat - H.O.T.T. (fra deres nye album White Ink, Black Ink)

/Martin