torsdag den 20. juni 2013

Julianna Barwick klar med ny plade

Den Brooklyn-baserede sangerinde Julianna Barwick debuterede i 2009 med Sanguine og fulgte op året efter med EP'en Florine året efter, før hun fik pudset sin lyd en smule af før Asthmatic Kitty-debuten The Magic Place i 2011. Hun indspillede alt i sin lejlighed, men lyden blev pludselig klarere og renere, hvorfor hun til fulde kunne udnytte sin fantastisk klare vokal med et imponerende resultat til følge. The Magic Place var én af årets absolut smukkeste plader det år.

Nu er Julianna Barwick klar med et nyt album, Nepenthe, der udkommer d. 20. august på Dead Oceans. Denne gang er pladen imidlertid ikke indspillet derhjemme men i Island, hvor hun bl.a. har fået hjælp af medlemmer af Múm, Amiina og et pigekor.

I Barwicks musik er der ganske få instrumenter, oftest ingen, hvorfor hendes englerøst får lov at stå alene. Hun looper sin stemme og bruger en lag-på-lag-effekt, hvor stemmen bliver hendes primære instrument. Musikken er blevet karakteriseret som ambient folk, og selvom forsøget er hæderligt, er det ikke retfærdigt. Med de nye samarbejdspartnere kan man imidlertid forvente et udvidet lydbillede.

Julianna Barwick er fra en anden verden. En mere uskyldig verden. Vi har allerede fået en enkelt smagsprøve fra den kommende plade, og nu er endnu én kommet i form af One Half. Efter en lille intro hører vi denne gang hendes vokal meget klarere, hvorfor det ikke længere er tæt på umuligt at dechifrere ordene. Det klæder hende bestemt, og det gør det ikke just nemmere at vente på den nye plade.



/Martin

Ingen kommentarer: