Australske Carl dal Forno smiler skævt på de fleste billeder. Kombineret med hendes lettere dystre lyd kan man få den tanke, at hun ved noget, vi ikke ved.
At lytte til debutpladen You Know What It's Like er ikke som sådan en munter fornøjelse, men det er trods alt en fornøjelse. Hun indvarsler ikke dommedag, men hun er heller ikke bange for at gå lange ture i katakomberne.
Hun har base i Berlin, men der er i højere grad et ekko af koldkrigshovedstad end vor tids Preußen. Det dunkle univers er aldrig henlagt i komplet mørke. Det gotiske har elementer af dub og post-punk, men ingen genrebetegnelser giver større mening her. Det skæve smil er nøglen. Der er noget på spil, der bevæger sig imellem konklusionerne, imellem væggene. You Know What It's Like er ude nu på det yderst spændende Blackest Ever Black fra London.
Det svenske label Hybris har de seneste år fået nogle fremragende kunstnere i stald, herunder Azure Blue, El Perro del Mar, Korallreven (RIP) og ikke mindst Postiljonen.
Nu har vore naboer budt velkommen til Malmö-baserede Echo Ladies, der i sidste uge udgav debutsinglen Close to Be Close to Me. Med en klar forkærlighed for shoegazer-helte som Ride og Slowdive har Echo Ladies ikke bare en flot lyd og en stærk produktion; de har også skruet en egentlig sang sammen. Det lover godt, og der er god grund til at glæde sig til den kommende EP.
Teknologiske fremspring plejede at betyde noget. I hvert fald noget, der tog del i en drøm om en bedre verden. I dag fremstår de fleste gennembrud som mindre tweaks. På samme måde, som man i politikkens verden ikke længere beskæftiger sig med visioner for et bedre liv.
Windows 95 lovede noget stort og nyt. Dette løfte, denne tid, bliver vi bragt tilbage til af svenske (Berlin-baserede) Molly Nilsson på hendes stort anlagte og dog underspillede 1995. Sangen udkom for et år siden i forbindelse med pladen Zenith (ude på Night School Records og Dark Skies Association).
Molly Nilsson er af mange bedst kendt for sit samarbejde med John Maus, men hun er i dén grad trådt ud af skyggerne.
I sidste uge kunne Trish Keenan fra Broadcast være blevet 48 år. Verden mistede hende for fem og et halvt år siden. Bandet nåede at udgive i alt tre plader, der alle er mildt sagt fremragende. Få bands i nyere tid har i så høj grad haft deres eget soniske univers.
Et nyt ét af slagsen, der trækker på netop Broadcast, er Vanishing Twin. Gruppen ledes af Cathy Lucas (tidligere Fanfarlo) og består yderligere af en garvet flok, hvoraf også tidligere Broadcast-medlem Phil M.F.U. tager del.
De har også hørt en sund portion Stereolab, hvortil de har ført lidt kraut og en hulens masse andre smukke ting, der tilsammen udgør pladen Choose Your Own Adventure. Foruden referencen til det klassiske bogformat passer titlen også fint til albummets bredde, der har adskillige nedslag i musikhistorien.
Selvom debutalbummet først er udkommet i sidste uge, har Erin Fein arbejdet under navnet Psychic Twin i flere år. Strange Diary har været undervejr i knap fire år. År, der er blevet brugt på at bearbejde skilsmisse, flytning, at finde en lyd, at finde samarbejdspartnere, at finde hvad som helst.
Det er der kommet et fint og lidt underspillet album ud af, der befinder sig i den dovne post-disco med stærke tråde til 80'erne, som ikke er helt ulig Nite Jewel og Ladyhawke (som hun i øvrigt har turneret med). Ja, og mange andre. Sjovt nok passer Strangers virkelig fint ind i tiden med vores store kærlighed til Stranger Things.
Det fungerer det meste af tiden og er en fin skalp for Polyvinyl.
Da Washed Out lidt mudret bragede igennem med Feel It All Around i 2009, skulle alt lyde som noget, der kom fra VHS-afspilleren. Meget fra den æra står klart tilbage som tidstypiske kompositioner, som måske får lov at få nyt liv gennem nostalgiens briller om et halvt årti. På samme måde, som vi ganske effektivt har givet nyt liv til 90'erne de seneste år.
Det mudrede billede i perioden skabte for mange en vis mæthed i den efterfølgende tid og dermed et fornyet behov for noget mere glitrende og rent. High fidelity!
Der er imidlertid mange helte, der længe har bedrevet små vidundere i kærlighedens mudder. Amerikanske Jefre Cantu-Ledesma har længe opereret under radaren i det mere ambiente og drone-baserede hjørne.
Dette års Love's Refrain blev naturligvis udgivet på bånd (...), og det er selvfølgelig allerede udsolgt. Geographic North tilbyder også digitalt salg. Fagre nye verden.
How to Dress Well svømmede længe rundt i en sø af lo-fi. Charmerende var det, og overraskelsen var derfor en fornøjelig én af slagsen, da det lykkedes at opdatere produktionen uden tab af sensibilitet. I 2014 stod han bag én af årets bedste plader med What Is This Heart? (måske den bedste), og i september er han klar med opfølgeren Care.
På singlen Lost Youth / Lost You har Jack Antonoff været inde over produktionen, og hvis det ikke ringer en klokke, kan navne som Fun. (ja, med det latterlige punktum) og Taylor Swift smides på bordet. Out of the Woods stod han såmænd bag. Med andre ord er Tom Krell i habile hænder. Mere interessant er det dog, at CFCF fra Montreal også er blandt producerne på albummet.
De skrabede produktioner var en nødvendighed i starten. Herefter voksede Krells ambitioner med nye muligheder, ligesom hans turnéer og rejser gav nye indsigter. Med sin blanding af nordamerikansk hverdagspatos og europæisk forståelse for arkitektur leverer han også på Lost Youth / Lost Youth en mere end solid omgang popmusik.
Næste plade (skal vi gætte på 2018?) bliver en decideret banger. Til den tid vil det koste mere end 100 bobs at se ham i Danmark, hvor han for denne fornemme pris gæster Rust den 18. november. Care er ude 23. september på Weird World og Domino.
I said I think I know what love is now / I think I kind of figured it out.
