Sea Oleena

Charlotte Oleena kan godt lide havet. Så hun hedder selvfølgelig Sea Oleena, når hun udgiver sin ambiente spøgelsesfolk.

Charlotte er canadier, og indtil for nylig havde hun senest udgivet et album i 2014. Det er stort set, hvad jeg ved om hende. Og det er fint.

Hendes nye album Weaving a Basket er fremragende. Det er rigeligt for mig.

Det er en anelse mere eerie end forgængeren. Som at spotte en person i kornmarken uden at få et chok. Skræmmende er det ikke, men der er noget urovækkende i et kort øjeblik, før man beroliges af naturen.

Weaving a Basket er fyldt med natur. Fra albumcover og sangtitel (den tålmodige albumafslutter Horses) til den overordnede stemning. Det er organisk og luftigt på samme måde, som man oplever det hos Grouper.

Som Gorilla vs. Bear gør opmærksom på, bliver der brugt en klaverbid af Molly Drake på introsangen Will I Know. Molly var mor til Nick Drake. Jeg har aldrig tænkt over, hvem Nick Drakes forældre var.

Ud i naturen med os. Både med og uden Sea Oleena i ørerne.

/Martin

HighSchool og glæden ved ikke at være ung

De fleste mennesker bruger en enormt stor del af deres liv på at være nostalgiske. Selvom jeg kan have god grund til at mindes en forrygende ungdom, så er mit største mareridt at blive sendt tilbage og genleve den.

Jeg er, hvor jeg er nu med en lærdom og nogle erfaringer, som har gjort mig til den, jeg er nu. Jeg længes ikke tilbage, men det er ikke det samme som ikke at savne en tid eller glædes ved tanken. Længslen kan blive dominerende.

En engelsk ven (Everton-fan) har det fine pladeselskab Dalliance Recordings, som bl.a. udgiver fantastiske Gia Margaret. De har netop signet Melbourne-trioen HighSchool, der laver en form for post-punk, der både er inspireret af The Cure og tidlig The Drums (kan I huske, hvor god I Felt Stupid var i 2009?).

Både bandnavnet og den nye single New York, Paris and London bringer uvægerligt tankerne i retning af en ungdom, der aldrig kommer tilbage. Vi hører det endda i omkvædet: "I want to be young again". 

Jeg kan følge det, men jeg er heldigvis uenig.

/Martin

Farsi-rap og blødhårde beats

Eksperimenterende London-frustrationer. 24-årige Loraine James følger op på sit debutalbum fra 2019 med en ret mørk EP. Gæsterne tæller Jonnine Standish fra HTRK, Lila Tirando a Violeta fra Uruguay og Tardast, der rapper på farsi på sangen Marg.

Jeg forstår – selvfølgelig – ikke et ord. Det er til tider befriende ikke at fatte noget. I hvert fald accepten af det. Så er vi tilbage ved de gamle grækere og den sokratiske indsigt. Jeg er heller ikke i tvivl om potente indsigter hos Tardast. Eller for den sags skyld hos Loraine James.

Sangen bygger på beats, der kunne være computerspil-pistollyde gennem dårlige computerhøjttalere og en subwoofer, der ikke virker. En foruroligende synth-stryger kører op, forsvinder, kører op, forsvinder. Et minut inde i sangen kan man trække vejret for en kort bemærkning, det bliver mere filmisk, men ikke mindre foruroligende.

/Martin

Hen Ogledd og rejsen fra folk-eksperimenter til pop

Kvartetten Hen Ogledd blev dannet af troubadour Richard Dawson og harpist Rhodri Davies for at kunne lave folk-eksperimenter. Med tilføjelsen af Sally Pilkington og Dawn Bothwell er den eksperimenterende duo blevet til en kvartet, der er fascineret af sammenblandingen af folkemusikkens eventyr og popmusikkens gennemslagskraft. Newcastle-kvartetten er demokratisk anlagt, og alle bidrager med sangskrivning, sang og snart sagt alle tænkelige instrumenter (Sally spiller angiveligt på chipspose).

De har netop udgivet albummet Free Humans, som jeg kun har hørt med et halvt øre. Til gengæld har jeg skamhørt singlen Trouble, der bliver sunget af Dawn Bothwell. Her forstår man lidt af, hvorfor de har nævnt ABBA som inspiration for de nye sange.

Dawn synger, så man forstår, at vi er i den nordlige del af Storbritannien. Vi er godt nok ikke i Skotland, men i Newcastle nærmer man sig nogle af dialekterne fra den anden side af grænsen. Dawn får icy til at blive til aycee og smoke til at blive til smouk. Det er fantastisk charmerende, og det gør det på en måde endnu skønnere, når man ved, at hun er ph.d. i filosofi.

På den ene side er Trouble tidløs, på den anden side har den et nærmest ridderligt-middelalderligt C-stykke og et smånaivt omkvæd, der kan minde om midten af 00'ernes overflod af indiepop. Det kan hurtigt give en lidt bittersød smag i munden, men det fungerer her, fordi det hele er mixet så herligt. Den tørre og action-agtige måde, bandet råber trouble! på for at indlede omkvædet, ligger næsten for højt i mixet. Men også kun næsten. Det samme med guitaren, der uden skam mixes op i omkvædet. De er ikke bange for at gøre opmærksom på, hvad de gør, og det er dét, der fungerer.

En helt igennem storslået single.

/Martin

Flyvende robotsæler fra Osaka. Phew

Japanske Phew startede et af Osakas første punkbands, Aunt Sally, tilbage i 1978. Siden da har hun samarbejde med bl.a. Ryuichi Sakamoto og Conny Plank og lavet en masse underlige ting.

Hendes nye album Vertigo KO falder også i kategorien underlige ting. På godt og ondt. Spændende er det i hvert fald.

Hvor det som helhed er en anelse foruroligende, er det værd at dykke ned i albummets første seks minutter. Bag titlen The Very Ears of Morning (som i sig selv er eventyrligt skræmmende) åbenbarer sig nogle af de mest fascinerende lyde, jeg har hørt i år.

Det starter som en jævnt flot ambient-produktion og viser sig hurtigt at være et landskab, også selvom man ikke lukker øjnene. Der er noget, der drypper. Der er noget, der trasker. Det hele er lidt flimrende, og man skimter efter en klar indsigt, som gemmer sig et sted bagved. 

Og så, efter knap fire og et halvt minut, er det, som om en elektronisk fugleflok trækker ind over en stor sø. Den kommer nærmere og lyder nu som flyvende robotsæler.

Vertigo KO er måske ikke lige spændende hele vejen igennem, men albummets første komposition er mesterlig.

Lyt/køb på Bandcamp

/Martin

Kathleen Edwards har prioriteterne i orden

Canadiske Kathleen Edwards udgav fire plader mellem 2003 og 2012. Så brød hun og Justin Vernon. Kort efter annoncerede hun en pause fra musikken. Der skulle ske noget... andet.

Det andet blev en kaffebar med det herlige navn Quitters. Selvironi har hun rigeligt af. Tid til sine hunde har hun også. Lysten til at lave musik kom også tilbage.

I maj kom så singlen Options Open. En vaskeægte landevejsbasker. En sang, der lyder langsommere, end den egentlig er. Og det er egentlig tricket: At sløve alting ned. Mærke alting lidt langsommere og mere opmærksomt.

For thirty-nine years I've been keeping my options open

Det er en forrygende linje i sig selv, og det er kun endnu bedre, at den styrer omkvædet.

Albummet, Total Freedom, er landet denne weekend, og det er en flot omgang alternativ country og folk. Eller bare popmusik lavet af en person, der forstår sig på kaffe, træer og at vælge den rigtige park til sine hunde.

Total Freedom på Bandcamp

/Martin

Mike Polizze og en hyldest til det, der er godt nok

Dette albumcover er ikke flot. Det er muligvis en hyldest til coverart fra en svunden tid, men flot er det ikke. Men der er noget hæderligt over det.

Mike Polizzes solodebutalbum Long Lost Solace Find er ikke det bedste, du kommer til at høre i år, men det er habilt. Det er endda hyggeligt til tider. Det er Kurt Vile'sk i sin rastløse afslappethed. Og det er fint nok. Nogle gange skal det bare være fint nok.

De store følelser kan ikke altid dominere, og det mest udfordrende kan ikke altid finde plads til at udfordre. Så finder en plade som denne til gengæld sin plads. Et sted i mellemrummene.

Mike Polizze var frontmand i Purling Hiss, som larmede lidt mere. Nu lyder Mike Polizze, som om det altid er søndag eftermiddag, hvor han er.

Long Lost Solace Find på Bandcamp

/Martin