Den dejlige mangel på forventninger

(Nedenstående endte med at blive et halvnostalgisk tilbageblik, og min pointe ligger derfor også delvist skjult i dette herlige buskads - spring helt ned for at nøjes med musikken)

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg holder meget mere af Modest Mouses gamle plader end af Good News For People Who Love Bad News (2004) og We Were Dead Before the Ship Even Sank (2007). Det er to rigtig fine plader, der begge indeholder fantastiske øjeblikke. De mangler dog noget af den ængstelighed og naturlige leg med den underspillede melodi, som kendetegnede This Is a Long Drive for Someone With Nothing to Think About (1996) og The Lonesome Crowded West (1997). Med udgivelsen af The Moon & Antarctica (2000) valgte de så den perfekte løsning og viste, at de på tre år havde genopdaget sig selv i en ny form.

Efter ved et tilfælde at have hørt den bedårende Dramamine fra debutalbummet fik jeg og min broder fat i netop The Moon & Antarctica nogle måneder efter udgivelsen og havde med det og bagkataloget fundet et nyt yndlingsband. Derfor kunne man roligt sige, der var store forventninger, da vi i tre og et halvt år gik og ventede på at høre, hvordan de mon nu havde udviklet sig.
Vi havde i nogle år snakket om, at Isaac Brock kunne være en stor popsangskriver, hvis han gad. Alle de små detaljer, der var lagt ind i sangene. De underfundige ordspil. Den gode melodi, der blev holdt tilbage men viste sig i glimt. Og de fantastiske guitarflader. Naturligvis blandet sammen fantastisk med den energiske og voldsomt spillende rytmesektion. Man kan næsten sige, at vi var forberedt på, at produktionen i sig selv ville blive anderledes på det kommende album, så da vi endelig hørte første single, Float On, var vi klar. Vi blev heldigvis ikke skuffede, ligesom også det meste af albummet levede op til forventningerne. For vi havde skam forventninger. Ud over produktionen og tilgangen til sangskrivningen i de mest poppede numre var noget af det mest markante, hvordan Brock havde trænet sin stemme i de fire år, der var gået. Det var umiskendeligt ham, man lyttede til, men der var sket meget. Alt i alt var pladen dog mere end godkendt.
Forventningerne var ikke skruet helt lige så højt op, da vi nærmede os udgivelsen af We Were Dead Before the Ship Even Sank. Jeg følte mig sikker på, at bandet ville levere varen - men vidste samtidig at det alligevel ikke ville nærme sig den kvalitet, de havde vist på deres første LP'er, EP'er og b-sider (så som hele Building Nothing out of Something). Det var en sær glæde at være fri for de mest voldsomme forventninger, men set i retrospektiv var det måske lidt kedeligt ikke at have en lige så skarp holdning til pladen, som de sædvanlige forventninger kunne have været med til at opbygge. I samme periode udkom også opfølgere fra bands som Arcade Fire, Interpol, Clap Your Hands Say Yeah, Bloc Party og The Shins. Alle nordamerikanske (bortset fra Bloc Party naturligvis) giganter hvoraf de fleste skuffede. Denne komplekse både-og-konstruktion med glæden ved skuffelsen og skuffelsen ved glæden placerer lytteren et næsten magisk sted, hvor det er svært at regne ud, hvad der er ægte glæde, og hvor man må revurdere, hvordan dette egentlig opstår. Det finder vi (heldigvis) sjældent ud af ret længe ad gangen, og det må derfor vurderes som ganske sundt, hvor komplekst et univers vore smagsdomme svømmer rundt i. Forventninger kan være svære at have med at gøre. De kan være svære at gemme væk, de kan være fantastiske, når der bliver levet op til dem, og de kan være satans værk, når de er med til at ødelægge et ellers udmærket album.
Nu er vi så fremme ved indlæggets udgangspunkt. Det var egentlig en ny EP med gamle Modest Mouse-sange, der ansporede til disse ord - en samling sange der ikke kom med på de to seneste plader. Heraf har Satellite Skin skaffet sig fin opmærksomhed på nettet, ligesom også King Rat forventes at gøre det fra engang i dag, når amerikanerne står op og lægger den på nettet. Videoen til sidstnævnte blev instrueret af Heath Ledger med hjælp fra Terry Gilliam, der tog sig af animationerne. Og så vil enkelte måske huske I've Got It All (Most), der leakede sammen med Good News... og fungerede som b-side til Float On.
Men lyt nu til Satellite Skin, hvis du endnu ikke har gjort det. Og læg mærke til det meget fine og simple guitararbejde i midten af sangen.

Video: Modest Mouse - Satellite Skin

Satellite Skin