Årets bedste udgivelser 2009: Nr. 25-11

Her kommer første del af årslisten. Læs honourable mentions her. Indrømmet, der kunne komme mange flere albums på honourable mentions-listen.
Nuvel, ikke mere snak! Her er fra nr. 25-11:

25. Fuck Buttons - Tarot Sport

Fuck Buttons har i dén grad formået at bygge videre på deres imponerende debutalbum. Det er lettere tilgængeligt og mindre brutalt, men det er på alle måder et logisk skridt fremad.

24. The Flaming Lips - Embryonic

Det er svært at bruge ordet 'modigt' om et band, der i forvejen har prøvet så meget, men at lave et album med en lyd som den på Embryonic efter den eventyrlige (og på sin vis større) lyd på deres seneste skiver er alligevel et ganske modigt træk. Og bag den anderledes produktion gemmer sig stadig fantastisk stærke sange.

23. Swan Lake - Enemy Mine

Jeg ved ikke, om man kan sige, der er sket specielt meget fra Beast Moans til Enemy Mine. Det er bare stadig tre uhyre dygtige sangskrivere, der sammen har skabt et ganske underspillet og yderst undervurderet vanvidsunivers, der i allerhøjeste grad er et besøg værd.

22. Memory Tapes - Seek Magic

Bløde beats, skrøbeligt klaver, new wave guitar og alskens små lyde kombineres med et medrivende og ofte hjerteskærende tekstunivers. Fra den fantastiske Bicycle (én af årets stærkeste sange) til Green Knight: "I want to give you my love / I want to call your name / At the sound of my voice you turn away." Det er simpelt og ungt, men det virker.

21. The Antlers - Hospice

Det tog angiveligt Peter Silberman halvandet i en form for isolation at indspille Hospice. Ensomheden er da heller ikke til at tage fejl af i sangene, der selv i de største øjeblikke er meget jordnære.

20. Japandroids - Post-Nothing

De to canadiere har med Post-Nothing skabt et fantastisk og simpelt garage pop album fyldt med fængende melodier. Det er et simpelt setup, men bandet selv nægter at bruge ordet 'minimalistisk'. Også her er der tale om ganske naive tekster hele vejen igennem. Som på pladens stærkeste, Young Hearts Spark Fire: "We used to dream / Now we worry about dying."

19. Yo La Tengo - Popular Songs

Efter den mildt skuffende I Am Not Afraid of You and I Will Beat Your Ass (for ikke at tale om deres Fuckbook under navnet Condo Fucks) er Yo La Tengo endelig tilbage i form. Mere end en times musik hvoraf de ganske imponerende slutter af med to sange på hhv. ca. 11 og 16 minutter uden det på noget tidspunkt bliver kedeligt.

18. Do Make Say Think - Other Truths

Canadiske Do Make Say Think kan tilsyneladende ikke lave et dårligt album. Selvom man kan klandre dem for kedelige sangtitler (Do, Make, Say, Think), er der ikke en finger at sætte på noget andet. Fulde af overskud og vilje leger de sig misundelsesværdigt gennem en jazzet post-rock-verden.

17. Built to Spill - There Is No Enemy

Flaming Lips, Yo La Tengo og Built to Spill på samme liste? De gamle kan endnu! Doug Martsch og co. har på deres to foregående studiealbums ikke helt levet op til tidligere tiders storhed (pladerne er dog stadig fine), men det laver de om på med There Is No Enemy. Ligesom Do Make Say Think er Built to Spill et band, der får det hele til at lyde legende let - uanset hvor kompliceret sangstrukturen eller livet måtte være.

16. Sunset Rubdown - Dragonslayer

Spencer Krug er én af vor tids største sangskrivere. Det kan der efter min ydmyge mening ikke herske nogen tvivl om. Dragonslayer er desværre ikke på højde med hverken Random Spirit Lover eller Shut Up I Am Dreaming, men mindre kan bestemt også gøre det.

15. Real Estate - s/t

Beach psychedelica. Det lyder som endnu en unødvendigt irriterende genrebetegnelse, men jeg har svært ved ellers at karakterisere Brooklyn-bandet, der har fået en overraskende god dækning i medierne.

14. Odawas - The Blue Depths

Undertoners anmelder skrev noget i stil med et forsøg på en helt ny æstetik. Det er ikke helt hen i vejret, selvom det ikke på nogen måde lyder som et forsøg for Odawas. De blander ganske naturligt 80'er synth med folk og psykedelisk pop - og erklærer sig ganske uironisk for fans af Vangelis.

13. Bear in Heaven - Beast Rest Forth Mouth

Bear in Heaven har vist overrasket alt og alle - inklusive sig selv - med Beast Rest Forth Mouth. Alt imens det ikke er revolutionerende, er det svært at sige, hvad de egentlig lyder som. Inspirationskilderne kan spores, men det personlige touch er utvetydigt deres.

12. HEALTH - Get Color

Debutalbummet efterlod lytteren med en følelse af et fantastisk dygtigt og energisk støjrockband, der havde mere at byde på, end de fik ud. De antydede også på debuten en forkærlighed for det elektroniske, og det følges der sandelig op på med Get Color!

11. Passion Pit - Manners

Manners har en tendens til at dele vandene. Nogle kan ikke klare Michael Angelakos' høje stemme, medens andre ikke kan få nok af denne overskudspop. Vandene deles dog som regel således, at kun få står på den side, der finder det uudholdeligt: Det er musik, man med god samvittighed kan sætte på en fuld aften uden at føle, man går på kompromis.

/Martin