Det er ingen hemmelighed, at december måned byder på ekstremt få gode udgivelser sammenlignet med resten af året. Medmindre man hører til bedstemorsegmentet, der venter på opsamlingsalbums i stor stil. Det er heller ingen hemmelighed, at jeg ikke er særlig begejstret for Roskilde Festivals tendens til at kaste en stor del af deres budget efter de sikre valg. Det ender dog altid nogenlunde, og der plejer gerne at være en fin del af programmet, der er interessant alligevel.
I år er det mildest talt startet rigtig skidt. Rent PR-mæssigt er det naturligvis en fin nok idé at tilfredsstille bredt, men det er næsten umuligt ikke at tænke, at det er alt, alt for let. Jeg vil ikke gå nærmere ind i diskussionen, for det ender med at blive for unødvendigt dramatisk til denne søndag.
Jeg vil i stedet drømme mig lidt væk. Både i tid og sted. Og både samlet og adskilt. Dette sker med udgangspunkt i den fantastiske spanske festival Primavera Sound. Man kan argumentere for, at de også har gjort det lette med alle deres annoncerede 'gamle' navne. Men så er der til gengæld en væsentlig kvalitetsforskel. Ikke bare har de sikret sig Pavement. Pixies og Superchunk er også på programmet. Det er satme 90'er - på den gode måde. Når man så kan tilføje The Antlers, Delorean, Japandroids, Low, The New Pornographers, Wilco og selveste Panda Bear, kunne det godt ligne den kommende sommers bedste bud på en fantastisk festival. At det så endda er ret billigt at flyve til Barcelona, gør det jo kun endnu bedre. Nå ja, og billetten koster sølle 99€. Man skulle tro, jeg fik reklamepenge for dette indlæg. Jeg lader mig blot rive med. Lader mig falde tilbage, rejse kort tilbage i tid. Bliver revet tilbage igen og lader fortid og nutid lege sammen. Hvor vil jeg egentlig hen med det her? Spatiotemporal forvirring er ikke just optimalt for et søndagssind.
Denne 90'er-pakke lyder uanset hvad til at være det hele værd, ligesom også den spanske varme frister i disse vintertider. Måske en billet i hånden ville give varme nok til sikkert at overleve den koldeste tid.
Ingen mp3'er i denne omgang. Medmindre jeg i løbet af dagen finder på noget passende.
/Martin
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar