Tilbage i 2007 skrev jeg om L.A.-bandet The Deadly Syndrome i forbindelse med deres debutalbum The Ortolan. Et album, der har fulgt mig loyalt siden sin udgivelse. Bandet modtog dengang en fin portion opmærksomhed, havde mange af de rigtige medier med sig, udgav på Dim Mak, havde ry som et fantastisk live-band og gik generelt en lovende fremtid i møde.Musikken var ikke banebrydende. Ingenlunde. Men det var heller ikke, hvad de fire forsøgte. De modtog sammenligninger med utallige samtidige bands (alt fra Wolf Parade til Arcade Fire over CYHSY). Produktionen var løs i det, og der var en herlig energi at spore. Selvom der for feinschmeckere manglede meget på albummet til at gøre det til ét af 2007's uundværlige køb, var der masser at komme efter. Hypen blev dog aldrig fulgt op, og bandet brød med pladeselskabet. En lang proces begyndte mod indspilningen af deres andet album. En lang og hård proces.
Vi skulle såmænd helt frem til 23. marts 2010, før udgivelsen var klar. Ikke at det er lang tid mellem to udgivelser, hvis man spørger bands som Portishead eller The Notwist, men i forhold til hele processen har det været en lang periode. Titlen er Nolens Volens, og hele processen kan høres på pladen. Oversat betyder det "enten man vil eller ej", og denne vilje og konsekvens er kærkommen i bandets udtryk - og den høres tydeligt sammenlignet med det mere letbenede (men stadig dejlige) debutalbum. Det er vist at overdrive at konkludere, at firkløveret er blevet voksne siden The Ortolan, men noget er der i hvert fald sket. Teksterne var også dramatiske dengang, men der er mere kynisme på spil i dag. Et vist vemod er også at spore. Om det er den tabte ungdom, der savnes, er ikke til at sige. Uanset hvad har The Deadly Syndrome begået et dejligt album med ti guitarorienterede popsange, der får en klar anbefaling herfra.
MP3: The Deadly Syndrome - Wingwalker (opgiv e-mail og få sangen fra deres side)
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar