En slags årsliste - Mathias

2009 var et fint musikalsk år. Musikalsk er jorden blevet et bedre sted at være. Der blev lavet en masse gode plader, udgivet fantastiske singler og gratis mp3'er, og der blev udsendt nogle vitale genudgivelser.

Årslister fylder meget i den musikinteresseredes bevidsthed. De er en sport. Både for dem der laver dem, og dem der diskuterer dem.

Årslister er sjove - endda nogle gange interessante. Ofte savner jeg dog personlighed og undrer mig over mange listers slående lighed, i betragtning af hvor meget god musik der bliver udsendt.

Her kommer der alligevel et ydmygt bud.

De fremragende

Fever Ray - Fever Ray

Et stemningsmættet værk, som det kan tage lang tid at holde af. Det gør jeg nu. Og musikvideoerne gør absolut ikke oplevelsen dårligere, ligesom Fever Ray skulle være et fremragende bekendtskab live. Et gesamtkunstwerk.

Bat For Lashes - Two Suns

Bat For Lashes står personligt for årets største overraskelse. Jeg troede ganske enkelt ikke, at hun var så god, som hun var. Et ambitiøst popalbum pakket ind i 80'er æstetik og gode melodier. Bat For Lashes er årets musikalske svar på Nicki Sørensen - hjælperytteren der mirakuløst vandt en etape i årets Tour de France. Her taler han om mad.

Grizzly Bear - Veckatimest

Meget er skrevet om dette album. Det er indie i den opknappede stil, og Grizzly Bear er mere cool end de fleste, når de får Beyonce og Jay-Z til at danse.

Wild Beasts - Two Dancers

Endnu en af årets personlige overraskelser. Med en æstetik, der minder mere om Tears For Fears end slutningen af 00'erne, er Wild Beasts et tiltrængt pust. Sangeren Hayden Thorpe synger skiftevis i falset og i dybere tonelejer og forstærker indtrykket af Wild beasts som et af årets mest karakteristiske bekendtskaber.

De næstbedste

Animal Collective - Merriweather Post Pavilion

Animal Collective brød i år endeligt igennem til mainstreamen med dette fremragende popalbum, der er deres klart mest tilgængelige plade indtil videre. Animal Collective er indiens FC Barcelona.

jj - n° 2

Sprang i 2009 ud af ingenting. Med en blanding af varme og kulde forener jj Skandinavien og Sydeuropa. Udtrykket minder om andre navne fra Göteborg-pladeselskabet Sincerely Yours som The Tough Alliance, men i en mere nedtonet, kølig og melankolsk udgave. Og så har forsangerinden Elin Kastlander en aldeles fremragende stemme i sand 'less is more'-ånd. Et album til sommeren og vintereskapisme.

Passion Pit - Manners

Passion Pit viste sidste år lovende takter med EP'en Chunk of Change, der indholdt flere fine sange, men med Manners beviser Passion Pit, at talentet gør sig i albumformat. Manners er et popalbum af den slags, der kan gøre en bustur fremragende.

De to bedste

Phoenix - Wolfgang Amadeus Phoenix

Wolfgang Amadeus Phoenix legitimerer popmusikken. Langt fra talentshows og såkaldte musikkanaler ligger popmusikken gemt væk i en kasse, hvori den har befundet sig siden midt-90'erne, hvor dens plads blev overtaget af blandt andre danske legetøjsbands. Pop blev igen et grimt ord takket være dårlig smag og købestærke børn. Phoenix forklarede i 2009 præcis, hvad popmusikkens potentiale rummer, og dette album er blandt de to bedste, fordi det er et melodiøst og produktionsmæssigt festfyrværkeri, og fordi den sande popmusik - blandt andet pga. dette værk - ikke længere er gemt væk.

Memory Tapes - Seek Magic

Memory Cassette og Weird Tapes blev i 2009 til Memory Tapes, og albummet Seek Magik er perfekt. Memory Tapes er tydeligt inspireret af atmosfæren fra Cocteau Twins, imens melodierne ofte lyder i retning af New Order. Produktionen på Seek Magik peger både på electronica som The Knife og tilbage til lyden af gamle bilspil på den lokale grill, og det er i dette rum, at musikken udfolder sig. Seek Magik formår at gå fra søvn til ekstase på få sekunder, uden at albummet fremstår fragmenteret. Memory Tapes har mange udtryk, men fremstår hypnotiserende fokuseret.

Et par vigtige genudgivelser

Som den opmærksomme læser måske har bemærket, er billedet øverst i artiklen ikke hentet fra en af årets udgivelser. Billedet stammer fra albummet Foxbase Alpha af Londongruppen Saint Etienne fra 1991. Sammen med So Tough fra 1993 danner disse to genudgivelser grundstenene i popmusikken af Saint Etienne, der burde være et af verdens største bands. Melodierne er inspireret af 60'ernes popmelodier, blandt andre Beach Boys, imens produktionen på disse to første albums er så 90'er-britiske, som det kan lade sig gøre. Saint Etienne var med til at definere en genre indenfor popmusikken, der igen er ved at genfinde sit fodfæste blandt nyere navne som Air France. Saint Etienne vil være lige så vedkommende i 2010, som de var for tyve år siden. Men i dette klip er vi uomtvisteligt tilbage i de glade 90'ere.

Kraftwerk genudgav i år otte albums samlet i The Catalogue fra Autobahn (1974) til Tour De France (2003). På denne samling præsenteres man for nogle af historiens vigtigste populærmusikalske indslag, præsenteret i den sande Kraftwerkæstetik af menneskemaskinerne fra Düsseldorf. Musikken er lige så meget hjerte, som det er maskine og lige så meget længsel efter fortid som håb og frygt for fremtiden. Det er formentlig ikke nødvendigt at nævne, at vor tids musik skylder Kraftwerk en del.
Så cool kan man være.

Ha' et flot nytår og tak for i år.

/Mathias

Novels

Ordet 'supergruppe' bruges ofte lidt lemfældigt. Lidt løst. Som oftest er disse projekter da også ganske håbløse, så hvis personerne bag disse grupper selv har tænkt dem som 'supergrupper', må det vel betegnes som en art hybris, medens deres 'kunstneriske', fejlslagne udgivelser er deres velfortjente nemesis.

Jeg hverken kan eller vil bruge ordet om canadiske Novels, og de kunne nok heller ikke selv drømme om det (en del af mig kunne nok godt lokkes til at kalde Swan Lake for en supergruppe, og jeg kan ikke afvise, at jeg allerede har gjort det). Novels består af keyboardspiller Graham Wright fra Tokyo Police Club, sanger og guitarist Luke Lalonde fra Born Ruffians og de mere ukendte Will Currie, Dean Marino og Jason Sadlowski. De tre sidstnævnte fra hhv. Will Currie and the Country French, Ex-Po og Jay Sad. Altså et all-Toronto-sammensat band. Gruppen har netop indspillet deres første udgivelse, en selvbetitlet EP på fem sange, der sammenlagt varer lige under 12 minutter. Det hele er ganske hyggeligt uden at være sindsoprivende. Ganske gratis er det også. Det kan hentes via gruppens hjemmeside, hvor de opfordrer folk til at brænde EP'en og lægge den rundt omkring på diverse obskure steder.

ZIP: Novels - Novels EP

/Martin

Nana Grizol

Mange af læserne på denne side er nok før eller siden stødt på Elephant 6. Kollektivet fra Athens, Georgia, der bl.a. tæller Neutral Milk Hotel, Elf Power, Of Montreal, The Olivia Tremor Control og The Apples in Stereo. Et af de mindre kendte, associerede navne herfra er Theo Hilton, der i dag står bag bandet Nana Grizol.

De blev dannet i starten af 2007 og tæller i dag seks medlemmer. Året efter udgav de deres første album Love It, Love It, og 12. januar er de klar med deres nye album Ruth. Det kan allerede nu købes og nydes digitalt. Sammenligninger med flere af grupperne fra Elephant 6 er umulige at undgå, men de behøver ikke tvinges frem. Nana Grizol er hverken unikke eller upersonlige - de skriver blot gode sange med et klart strejf af 90'er charme og fin brug af trompet af og til. Der er folkede elementer, mere rockede elementer og til tider en næsten folket punk, der skæver til Balkanhalvøen. De udgiver albummet via Orange Twin, der er ejet af dele af bandet og dele af Elf Power. Alt overskud går til land preservation and sustainable development. We are currently working on an 150 acre eco-village in Athens, Ga.

MP3: Nana Grizol - For Things That Haven't Come

/Martin

Til de oversete - noget nær en officiel undskyldning

Han kigger bebrejdende på mig. Stephen Wilkinson - bedre kendt som Bibio. Billedet er sløret, og det kan næsten både ligne snedækkede grene og blomsterbeboede grene i baggrunden. Det er også underordnet - det er det tvivlende blik, der rammer hårdt. Jeg har ikke hørt hans plade fra i år, Ambivalence Avenue. Og han ligner én, der ved det. Eller også er han nærsynet. Uanset hvad er det nu, jeg skal finde tid til at få hørt nogle af de fantastiske plader, der blev overset i 2009, før det går løs med næste års fantastiske udgivelser. Listen er lang. Mange er blevet overset.

En undskyldning kunne også lyde til The Twilight Sad. Jeg elskede Fourteen Summers and Fifteen Winters og ved egentlig ikke, hvorfor jeg ikke har fået hørt det nye. Undskyld til Neko Case. Undskyld til A Sunny Day in Glasgow. Undskyld til The Very Best. Undskyld til Bill Callahan. Undskyld til Sonic Youth. Et ekstra stort undskyld til Bob Dylan! Og til mange, mange andre.

Lad mig det vide, hvis der er noget, der kan anbefales, som har manglet på årslisterne.

/Martin

En julehilsen

Det er muligt, at nogle læsere ikke går særligt op i julen. Men de vil nok tilgive mig for at ville ønske en glædelig én af slagsen! Et billede af Animal Collective og lidt ord fra Noah Lennox vil nok også formilde selv de værste Grinch'er. Musikskribenten Simon Christensen, der bl.a. repræsenterer Gaffa, har for nylig interviewet netop Noah Lennox og har i den forbindelse givet en lille gave til Börneblogger i form af en lille eksklusiv interviewbid. En længere artikel og interview lægges ud på Gaffa. Her er en ganske interessant detalje om Merriweather og den nye EP, Fall Be Kind:

SC: EP'en er skrevet i samme periode som Merriweather?

NL: Vi troede faktisk, vi havde nok materiale i den periode til at lave to plader, men det endte med, vi hverken havde nok tid eller materiale til to albums, så vi endte med lave Merriweather.

SC: Hvordan skaber I en helhed ud af overskudsmateriale?

NL: Ofte har vi tre sange, som har hver deres stemning, men så har vi sådan set bare skrevet to sange mere, som lægger sig imellem og binder de andre numre sammen.

SC: Hvordan kan du skille inspirationerne til at skrive sange for Panda Bear og Animal Collective?

NL: Det sker så tidligt, at jeg bestemmer mig, inden jeg sætter mig ned og skriver sangen. Det er kun i to tilfælde, at jeg rent faktisk har været i tvivl. Det er også et spørgsmål om, at hvis du skriver sange til Animal Collective, så er der nogle strukturelle ting, fordi vi er tre eller fire mennesker, der skal spille det (Animal Collective har de seneste halvandet år turneret som trio, red.). Du kan ikke bare producere det selv, gå i ekstremer eller fylde hele lydbilledet ud, for der skal være plads til de andre. Derfor holder jeg skitserne på den simple side, hvis man ser på det helt generelt, når jeg skriver til Animal Collective.

Et stort tak til Simon Christensen for denne bid - og for at dele nedenstående video og sang af Drexciya, der angiveligt skulle have været en stor inspiration for både Noah Lennox og resten af Animal Collective i forbindelse med Merriweather. Disse undervandseventyr giver helt lyst til et gensyn med den fantastiske Life Aquatic. og EP'en her i stedet. Vi har altid haft lyst til at udgive det materiale, vi har arbejdet med i én eller anden form, og da vi skulle lukke albummet, så var der de her sange til overs. Vi har valgt EP-formatet, fordi vi gerne vil have fornemmelsen af, at vi kan skabe et samlet hele.



Nogle glædelige juledage ønskes alle!

/Martin

Broken Bells

Det er nærmest umuligt ikke at have lyst til at dele projektet Broken Bells. Jeg har også svært ved ikke at bruge ordet 'projekt', når Danger Mouse er involveret. Når den anden part er ingen andre end James Mercer fra The Shins, bliver det rigtig interessant - og ja, ganske umuligt for mig ikke at have lyst til at dele.

James Mercer er mere eller mindre The Shins, så det kan ikke overraske, at førstesinglen The High Road lyder derhenad, hvad angår melodien. Danger Mouses bidrag er til gengæld en produktion, der til en vis grad bringer minder om gammel Phoenix. Det er da også først nu, det går op for mig, at der er visse ligheder i sangteknikken hos hhv. James Mercer og Thomas Mars. Mod slutningen af sangen går der en lille smule Beck i den. Alt i alt er der tale om en meget spændende sang, der lover godt for albummet, der udkommer på Columbia d. 9. marts (visse steder siger dog d. 8.).

MP3: Broken Bells - The High Road

/Martin

Årets bedste udgivelser 2009: Nr. 10-1

2009 har for mig været et klart tegn på, hvad jeg egentlig tænkte i forvejen: Vi er alt, alt for bekymrede. 'Vi' dækker os alle, men det kan selvfølgelig inddeles i 'branche' og 'alle de andre'. Vi er bekymrede over musikkens fremtid. Branchen brokker sig, fordi den i store træk har svært ved at omstille sig. Denne frygt smitter naturligvis af på alle de musikelskere, der frygter et musikkens endeligt. Det sker bare ikke. Lykkeligvis er vores forbrug af musik større end nogensinde før, og mængden af god musik bliver kun større. 2010 kunne endda se ud til at blive endnu stærkere end i år. Hvis man stadig holder fast i, at musik bare ikke er lige så godt, som det var i gamle dage, er der kun én ting at sige: Man har ikke ledt godt nok. Det ser rigtig, rigtig godt ud for musikken, og der er grund til både optimisme og glæde - også for romantikere og nostalgikere. Måske endda særligt for disse. Uden yderligere omsvøb kommer her afslutningen på årslisten for 2009, der kan siges at have en top 3, der er ret forudsigelig - men ikke desto mindre er utrolig svær at komme udenom. Læs også: Honourable mentions og nr. 25-11.



10. Atlas Sound - Logos



Meget kan man sige om Bradford Cox, men det er svært ikke at anerkende talentet. Overskuddet stråler ud af arbejdet i både Deerhunter og med soloprojektet. Sange som Walkabout og Attic Lights viser både alsidigheden og sangskrivertalentet i fuld flor.



9. jj - n° 2



Det er svært ikke at misunde svenskerne. Et oplagt eksempel herpå er pladeselskabet Sincerely Yours, der med jj i år har bragt os noget af det mest interessante og nyskabende, der er kommet ud af Skandivanien i meget lang tid.



8. Bat for Lashes - Two Suns



Der er en vis mystik på spil gennem hele Natasha Khans andet album. Den blandes dog med en svært definerbar tilgængelighed, der tager lytteren med ind i en helt anden verden. Fra musik og tekst til artwork er det et særdeles gennemført kunstværk, vi har med at gøre.



7. Sin Fang Bous - Clangour



Årets nok mest undervurderede plade. Islandsk pop med fængende sange fra start til slut skrevet og komponeret af Sindri Már Sigfússon. Særligt Fa Fa Fa er en nydelse ud over det sædvanlige og kandiderer stærkt til årets sang.



6. The Pains of Being Pure at Heart - s/t



Emo støjpop? Bandnavn, sangtitler, tekster og den halvnaive sangskrivning vidner om en tydelig forståelse for og medrivende spillen med på de følelser, der ofte tilskrives teenagetiden - men som i virkeligheden følger os trofast livet igennem



5. Cymbals Eat Guitars - Why There Are Mountains



Tager du til Primavera i 2010, kan du passende få lyttet til både Pavement, Pixies og Superchunk, hvilket vil give dig en idé om, hvor Cymbals Eat Guitars i stor stil har hentet 90'er-inspiration til denne fremragende debutplade.



4. Phoenix - Wolfgang Amadeus Phoenix



Længe har franskmændene været en undervurderet størrelse, men de ser nu endelig ud til at få det store publikum, de altid har burde have. Wolfgang Amadeus Phoenix er da også deres hidtil stærkeste album. Rendyrket pop er ingen skam, når man skriver så stærke sange.



3. Dirty Projectors - Bitte Orca



Dave Longstreth og co. byder på Bitte Orca på ofte vanvittige kompositioner med medrivende guitarer og fantastiske korstykker. Inspirationen fra Vestafrika er heller ikke til at tage fejl og integreres naturligt i musikken.



2. Grizzly Bear - Veckatimest



Fra debutalbummet Horn of Plenty over Yellow House til Veckatimest er fortællingen om en fantastisk udvikling og modning af et band, der længe har fortjent den massive anerkendelse, de nu har fået. Det var næsten uundgåeligt, at de med deres tredje album ville lave noget nær et fejlfrit værk.



1. Animal Collective - Merriweather Post Pavilion



Hvordan kan jeg ikke have denne på førstepladsen? Et perfekt album fra start til slut. Udkom helt i starten af året og har været spillet jævnligt lige siden. Animal Collective har været produktive gennem hele årtiet og har været inspirerede og inspirerende gennem alle år. Formentlig årtiets vigtigste band, der med Merriweather Post Pavilion viser, hvorfor de gør sig fortjent til den titel.



NB.: EP'er er ikke medregnet. Her har der ellers været rigtig fine udgivelser med bl.a. Delorean, Beirut, Modest Mouse, The Pains of Being Pure at Heart, Washed Out og The Drums.
Forvent også en liste af medskribent Mathias inden for de næstkommende dage.

/Martin

Årets bedste udgivelser 2009: Nr. 25-11

Her kommer første del af årslisten. Læs honourable mentions her. Indrømmet, der kunne komme mange flere albums på honourable mentions-listen.
Nuvel, ikke mere snak! Her er fra nr. 25-11:

25. Fuck Buttons - Tarot Sport

Fuck Buttons har i dén grad formået at bygge videre på deres imponerende debutalbum. Det er lettere tilgængeligt og mindre brutalt, men det er på alle måder et logisk skridt fremad.

24. The Flaming Lips - Embryonic

Det er svært at bruge ordet 'modigt' om et band, der i forvejen har prøvet så meget, men at lave et album med en lyd som den på Embryonic efter den eventyrlige (og på sin vis større) lyd på deres seneste skiver er alligevel et ganske modigt træk. Og bag den anderledes produktion gemmer sig stadig fantastisk stærke sange.

23. Swan Lake - Enemy Mine

Jeg ved ikke, om man kan sige, der er sket specielt meget fra Beast Moans til Enemy Mine. Det er bare stadig tre uhyre dygtige sangskrivere, der sammen har skabt et ganske underspillet og yderst undervurderet vanvidsunivers, der i allerhøjeste grad er et besøg værd.

22. Memory Tapes - Seek Magic

Bløde beats, skrøbeligt klaver, new wave guitar og alskens små lyde kombineres med et medrivende og ofte hjerteskærende tekstunivers. Fra den fantastiske Bicycle (én af årets stærkeste sange) til Green Knight: "I want to give you my love / I want to call your name / At the sound of my voice you turn away." Det er simpelt og ungt, men det virker.

21. The Antlers - Hospice

Det tog angiveligt Peter Silberman halvandet i en form for isolation at indspille Hospice. Ensomheden er da heller ikke til at tage fejl af i sangene, der selv i de største øjeblikke er meget jordnære.

20. Japandroids - Post-Nothing

De to canadiere har med Post-Nothing skabt et fantastisk og simpelt garage pop album fyldt med fængende melodier. Det er et simpelt setup, men bandet selv nægter at bruge ordet 'minimalistisk'. Også her er der tale om ganske naive tekster hele vejen igennem. Som på pladens stærkeste, Young Hearts Spark Fire: "We used to dream / Now we worry about dying."

19. Yo La Tengo - Popular Songs

Efter den mildt skuffende I Am Not Afraid of You and I Will Beat Your Ass (for ikke at tale om deres Fuckbook under navnet Condo Fucks) er Yo La Tengo endelig tilbage i form. Mere end en times musik hvoraf de ganske imponerende slutter af med to sange på hhv. ca. 11 og 16 minutter uden det på noget tidspunkt bliver kedeligt.

18. Do Make Say Think - Other Truths

Canadiske Do Make Say Think kan tilsyneladende ikke lave et dårligt album. Selvom man kan klandre dem for kedelige sangtitler (Do, Make, Say, Think), er der ikke en finger at sætte på noget andet. Fulde af overskud og vilje leger de sig misundelsesværdigt gennem en jazzet post-rock-verden.

17. Built to Spill - There Is No Enemy

Flaming Lips, Yo La Tengo og Built to Spill på samme liste? De gamle kan endnu! Doug Martsch og co. har på deres to foregående studiealbums ikke helt levet op til tidligere tiders storhed (pladerne er dog stadig fine), men det laver de om på med There Is No Enemy. Ligesom Do Make Say Think er Built to Spill et band, der får det hele til at lyde legende let - uanset hvor kompliceret sangstrukturen eller livet måtte være.

16. Sunset Rubdown - Dragonslayer

Spencer Krug er én af vor tids største sangskrivere. Det kan der efter min ydmyge mening ikke herske nogen tvivl om. Dragonslayer er desværre ikke på højde med hverken Random Spirit Lover eller Shut Up I Am Dreaming, men mindre kan bestemt også gøre det.

15. Real Estate - s/t

Beach psychedelica. Det lyder som endnu en unødvendigt irriterende genrebetegnelse, men jeg har svært ved ellers at karakterisere Brooklyn-bandet, der har fået en overraskende god dækning i medierne.

14. Odawas - The Blue Depths

Undertoners anmelder skrev noget i stil med et forsøg på en helt ny æstetik. Det er ikke helt hen i vejret, selvom det ikke på nogen måde lyder som et forsøg for Odawas. De blander ganske naturligt 80'er synth med folk og psykedelisk pop - og erklærer sig ganske uironisk for fans af Vangelis.

13. Bear in Heaven - Beast Rest Forth Mouth

Bear in Heaven har vist overrasket alt og alle - inklusive sig selv - med Beast Rest Forth Mouth. Alt imens det ikke er revolutionerende, er det svært at sige, hvad de egentlig lyder som. Inspirationskilderne kan spores, men det personlige touch er utvetydigt deres.

12. HEALTH - Get Color

Debutalbummet efterlod lytteren med en følelse af et fantastisk dygtigt og energisk støjrockband, der havde mere at byde på, end de fik ud. De antydede også på debuten en forkærlighed for det elektroniske, og det følges der sandelig op på med Get Color!

11. Passion Pit - Manners

Manners har en tendens til at dele vandene. Nogle kan ikke klare Michael Angelakos' høje stemme, medens andre ikke kan få nok af denne overskudspop. Vandene deles dog som regel således, at kun få står på den side, der finder det uudholdeligt: Det er musik, man med god samvittighed kan sætte på en fuld aften uden at føle, man går på kompromis.

/Martin

Jónsi

De fleste har nok et forhold til Sigur Rós. Jeg har selv været stor fan siden omkring 2001 og husker tydeligt, hvordan Starálfur talte tydeligt til mig, selvom jeg ikke fattede teksten (efter at have fået den oversat må jeg konstatere, at teksten stadig ikke som sådan taler til mig). Selvom der er en vis kvalitetsmæssig forskel på deres albums, kan jeg altid vende tilbage til størstedelen af dem.

Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg mødte nyheden om forsanger Jónsis kommende soloplade med skepsis. Måske det er noget generelt med nyheder om soloprojekter. Fordi fordi Julian Casablancas' primært uheldige (eller blot lidt kedelige) forsøg er i så frisk erindring. Eller måske fordi man har nogle bands så tæt på kroppen, når de har fulgt én i mange år. Da er man nok mere tilbøjelig til at se dem som et organisk hele, der ud fra en romantisk forestilling selvfølgelig kun fungerer sammen.

Efter at have hørt første udspil fra den kommende debutplade er jeg dog mere end fortrøstningsfuld. Det er så stort, som man kunne håbe på. Og man tænker lykkeligvis ikke over, om det nu bliver for meget eller ej. Jónsi har også bevæget sig ud i at synge på engelsk, hvilket ikke er nogen grim ting. Og til dem, der har tænkt eller nævnt Disney i forbindelse med denne sang: Ja! Ja! Ja! Det er en smuk ting. Længe leve den naive islænding.

Kyniske tider kræver romantik og store hjerter.

MP3: Jónsi - Boy Lilikoi

/Martin

Årets bedste udgivelser 2009: Honourable mentions

I løbet af ugen vil vi offentliggøre vores bud på årets bedste udgivelser. Det har ikke været nemt, da der som bekendt er en verden fyldt med vidunderlig musik.

Her følger de albums, der har ligget uden for min top 25. Det er værd at nævne, at jeg har lyttet til andre gode albums, men disse har været vigtigst for mig. Og jeg har måske glemt nogle enkelte.
Nr. 25-11 kommer senere på ugen, og det gør 10-1 sikkert også (jeg er ikke så god til det der 'suspense'). Rækkefølgen er her tilfældig:

Times New Viking - Born Again Revisited

tUnE-yArDs - Bird-Brains (skal sikkert også staves med CAPS-lock det halve af vejen)

Fanfarlo - Reservoir

The Boy Least Likely To - Law of the Playgound

Yeah Yeah Yeahs - It's Blitz!

Wavves - Wavvves

The Thermals - Now We Can See

Crystal Antlers - Tentacles

Akron/Family - Set 'Em Wild, Set 'Em Free

Dan Deacon - Bromst

St. Vincent - Actor

Black Dice - Repo

Handsome Furs - Face Control

Woods - Songs of Shame

Wheat - White Ink, Black Ink

Deastro - Moondagger

YACHT - See Mystery Lights

Throw Me the Statue - Creaturesque

The Dodos - Time to Die

A Place to Bury Strangers - Exploding Head

Why? - Eskimo Snow

Islands - Vapours

Diverse - Dark Was the Night (compilation)

Junior Boys - Begone Dull Care

Neon Indian - Psychic Chasms

Discovery - LP

Local Natives - Gorilla Manor (kun udgivet i UK indtil videre)

Patrick Wolf - The Bachelor

Wild Beasts - Two Dancers

/Martin

En stille tid

December er en mærkelig måned, når man ikke er et barn. For et barn er der snarere tale om mystik og undren. Senere i livet er det 'mærkelige' måske stadig inspirerende, men det er ikke i lige så udtalt grad noget direkte magisk - så kommer der i hvert fald en lille krølle på. I musikkens verden sker der ikke så meget, men for os dødelige sker der næsten alt for meget. Denne kombination er ikke helt god for dem, der godt kan lide at skrive om musik.

I næste uge kommer der årslister. Det er jo uundgåeligt. Indtil videre må I nøjes med denne mp3 fra det kommende Liars-album. De skuffede med deres sidste udspil, og umiddelbart er jeg heller ikke helt vild med denne sang. Men den åbner også det nye album, så måske kommer den til at give mere mening, når albummet høres samlet.

MP3: Liars - Scissor

/Martin

Pantha du Prince

Jeg har aldrig fået dyrket den tyske elektroniske musiker Hendrick Weber, bedre kendt som Pantha du Prince (benytter også navnene Panthel og Glühen 4), men hans navn er regelmæssigt dukket op rundt omkring, og jeg har forstået så meget, at han er en del af en Hamburg-scene, og at han primært gør sig i en form for minimal electro. Og så har jeg set ham til en forholdsvis ligegyldig forestilling som opvarmning for Animal Collective tidligere i år.

Nu ser jeg på billedet. Manden i kulden. Dækket til og med et neutralt ansigtsudtryk. Det er et forholdsvis velkendt motiv fra hverdagen, men ansigtet har en tydeligt varm tone. Derudover stikkes han tilmed næsten af grenene til højre, der tilhører et træ, vi ikke kan se. Det er sløret og kræver lidt fantasi at få noget ud af det. Samtidig er der en vis varme over det. At være en del af den rå natur - at ville være en del af den. Hans synsfelt er begrænset af hans parka, og vores mulighed for at se ham er ligeledes yderst begrænset (et forsøg på en stemningsbeskrivelse eller metafor kan nemt ødelægges af ordet 'parka', hvilket The Mighty Boosh også tydeligt har vist os).

I 2010 udkommer hans nye album Black Noise på Rough Trade. Det store scoop er, at han har fået Panda Bear med på sangen Stick to My Side. En ganske fin sang, der bygger tålmodigt op og udmærket udnytter Noah Lennox' vokal.

MP3: Pantha du Prince - Stick to My Side (feat. Panda Bear)

/Martin

Lad os svælge lidt i 90'erne

Det er ingen hemmelighed, at december måned byder på ekstremt få gode udgivelser sammenlignet med resten af året. Medmindre man hører til bedstemorsegmentet, der venter på opsamlingsalbums i stor stil. Det er heller ingen hemmelighed, at jeg ikke er særlig begejstret for Roskilde Festivals tendens til at kaste en stor del af deres budget efter de sikre valg. Det ender dog altid nogenlunde, og der plejer gerne at være en fin del af programmet, der er interessant alligevel.
I år er det mildest talt startet rigtig skidt. Rent PR-mæssigt er det naturligvis en fin nok idé at tilfredsstille bredt, men det er næsten umuligt ikke at tænke, at det er alt, alt for let. Jeg vil ikke gå nærmere ind i diskussionen, for det ender med at blive for unødvendigt dramatisk til denne søndag.

Jeg vil i stedet drømme mig lidt væk. Både i tid og sted. Og både samlet og adskilt. Dette sker med udgangspunkt i den fantastiske spanske festival Primavera Sound. Man kan argumentere for, at de også har gjort det lette med alle deres annoncerede 'gamle' navne. Men så er der til gengæld en væsentlig kvalitetsforskel. Ikke bare har de sikret sig Pavement. Pixies og Superchunk er også på programmet. Det er satme 90'er - på den gode måde. Når man så kan tilføje The Antlers, Delorean, Japandroids, Low, The New Pornographers, Wilco og selveste Panda Bear, kunne det godt ligne den kommende sommers bedste bud på en fantastisk festival. At det så endda er ret billigt at flyve til Barcelona, gør det jo kun endnu bedre. Nå ja, og billetten koster sølle 99€. Man skulle tro, jeg fik reklamepenge for dette indlæg. Jeg lader mig blot rive med. Lader mig falde tilbage, rejse kort tilbage i tid. Bliver revet tilbage igen og lader fortid og nutid lege sammen. Hvor vil jeg egentlig hen med det her? Spatiotemporal forvirring er ikke just optimalt for et søndagssind.

Denne 90'er-pakke lyder uanset hvad til at være det hele værd, ligesom også den spanske varme frister i disse vintertider. Måske en billet i hånden ville give varme nok til sikkert at overleve den koldeste tid.
Ingen mp3'er i denne omgang. Medmindre jeg i løbet af dagen finder på noget passende.

/Martin

2009-versionen af 'En ordentlig Christmas compilation'

Julealbums plejer ikke just at være 'gode'. Selvom man af nostalgiske grunde kan finde nogle sange hyggelige på mange af disse compilations (det kender de fleste af os vist til), er det sjældent, man tænker, at de ligefrem er gode - eller interessante for den sags skyld. I november sidste år udkom I'll Stay 'Til After Christmas til fordel for Amnesty med bidrag fra bl.a. Le Loup og Sally Shapiro som eksempel på én af de få interessante af slagsen.

I år kan en hyggelig én findes hos det lille irske pladeselskab Indiecater Records, der har fået det simple navn An Indiecater Christmas. Stilmæssigt er det en blandet omgang, og det er det til en vis grad også kvalitetsmæssigt, men det hele er ganske hyggeligt og sympatisk. 'Hyggeligt og sympatisk' er ofte eufemismer for 'kedeligt' eller 'ligegyldigt men velmenende', men sådan er det ikke ment her. Det meste er ganske godt, og så har Candy Claws også fået en sang med. Dem skrev vi lidt om tilbage i september, og deres album fra i år, In the Dream of the Sea Life, er et fantastisk (men stadig meget hemmeligt) bekendtskab.
Hele Indiecaters julealbum kan høres på hjemmesiden.

MP3: Candy Claws - Catamaran

/Martin