The Tallest Man On Earth

Den svenske troubadour Kristian Matsson, med kunstnernavnet The Tallest Man On Earth, er tidligere blevet nævnt kort på disse sider. Imidlertid påtvinger kvaliteten af det nye album mig at sætte flere ord på det og give dén ekstra anbefaling.

The Wild Hunt er trods simple virkemidler et både stærkt og varieret album med charmerende tekster. Matssons stemme brænder. Han brænder efter at få ordene ud, og han lyder ofte afklaret og utålmodig på én og samme tid. Trods det klassiske singer/songwriter-udgangspunkt klynkes der heller ikke synderligt på pladen. Sangskrivningen tyder på alle måder på en mand med overskud.

Tilbage i skoletiden var Series of Dreams min yndlingssang med Bob Dylan. Senere blev det dog Boots of Spanish Leather, og det har holdt ved siden. Så meget desto mere charmerer det mig med den klare reference, man finder på The Wild Hunt til Dylan i sangen King of Spain. Ja, referencen er faktisk ret klar hele albummet igennem. En fantastisk overraskelse af et album.

MP3: The Tallest Man On Earth - King of Spain

/Martin

Male Bonding

Jeg har været lidt langsom om at få lyttet til engelske Male Bonding. Efter endelig at have fundet tid til det sidder jeg da også tilbage med følelsen af, at det kun var på tide.

Gruppen har netop sluppet deres første langspiller, Nothing Hurts, på Sub Pop, og der lader til at være fundet noget inspiration i L.A.-scenen med navne som No Age, Abe Vigoda og Mika Miko. Det hele føles dog naturligt, og det handler snarere om den gode sang og det gode riff end om et håbløst krav om noget unikt. Og så må det også siges, at disse kun udgør en del af inspirationen. Der trækkes også på mere rastløs, guitarorienteret 90'er semipop.

Albumtitlen er en dejlig stædig holdning til tingene. Eller en slags fandenivoldsk indstilling til tingene. Eller en ironisk og/eller ynkelig afvisning af tingenes faktiske tilstand. Den er svær at ignorere, og den passer på en måde fremragende til musikken. Formentlig et tilfælde. Og man sidder da også tilbage med en god følelse af tilfældighed: Naturlighed. Det bliver aldrig tænkt. De gør det bare, og det skader ingenlunde.

MP3: Male Bonding - Year's Not Long

/Martin

Post-Spot

Spot Festival 2010 er overstået, og der er flere gode øjeblikke at se tilbage på. Der var enkelte skuffelser (bl.a. manglen på de hot dogs, der blev solgt sidste år), men mest af alt er der god stemning og godt vejr at se tilbage på - og selvfølgelig gode koncerter.

De fleste levede op til forventningerne, og enkelte bands overraskede endda positivt. Alcoholic Faith Mission og Efterklang levede op til de høje forventninger. Sleep Party People formåede at få overført albummaterialet overbevisende til scenen og få gjort det mere shoegazerorienteret. Pinkunoizu (billede af Peter Svendsen) viste, at de har en stor fremtid i møde med deres fortolkning af diverse world-traditioner. Disse var blandt de klare højdepunkter, og en milliard andre bands gik jeg glip af. Andre igen er jeg ikke den rette til at udtale mig om af den ene eller den anden grund.

En overbo valgte i nat at holde morgenfest ved at spille Prince fra ca. 5:30-7, hvilket måske er grunden til dette forholdsvis vage indlæg. God søndag.

/Martin

Alcoholic Faith Mission

I anledning af Spot Festival er det vist på sin plads med et vist dansk fokus denne uge. Jeg har i flere uger ville skrive om Alcoholic Faith Mission, og hvis det kan få flere til at opsøge deres koncert fredag kl. 21 i Ridehuset på Spot Festival, er det vist kun på tide, at jeg får sendt anbefalingen videre.

Den 5. marts udkom Let This Be the Last Night We Care, bandets tredje plade, og det er en ganske solid én af slagsen - og nok noget af det bedste danske vi kommer til at høre i 2010. Titlen byder på en vis varme, men den er begrænset. Det er i bydeform, og velviljen er der. Men der er noget, der holdes igen. En sidste nat - ikke for evigt. Muligvis en frygt for at give sig hen og ende med den gamle smerte. Eller stærkere endnu er der måske tale om angst.

Musikken er ret varieret, men det er lykkeligvis ikke på den måde, man så ofte hører i dansk musik, hvor der skydes med spredehagl for at bare noget af det skal virke interessant. Det er et overvejende sammenhængende album, som man med fornøjelse kan dykke ned i fra start til slut gennem de tre kvarter, den varer. Uden at kede sig.

I nogle anmeldelser nævnes Arcade Fire som sammenligning, men det holder ikke ret langt. I flere sange høres en næsten Kevin Drew'sk tilgang til musikken - ja, i det hele taget hører man Broken Social Scene i flere sange. Både hvad angår den instrumentale del og melodien. Men nu skal jeg ikke ødelægge det med referencer. Hos Alcoholic Faith Mission er der både plads til afdæmpet melankoli og mere ligefremme popperler. Og så hersker en underliggende, smuk rastløshed det meste af pladen igennem.
En dejlig overraskelse. Det varmer - også når det lyder koldt.

/Martin

Antifilm

Uanset om man er lønnet eller ej, bør det at skrive om kunst altid være lystbetonet. Ellers er der noget galt, og de oprindelige intentioner er enten fraværende eller i dvale. Det måske største gode ved at have et medie, der er frit for økonomiske interesser, er den frihed, der ligger i at kunne føle og formidle et forsøg på kunstnerisk retfærdighed. Sagt med andre ord: At skrive om noget fordi det fortjener mere opmærksomhed, end det får.

Danske Antifilm, alias 35-årige Thomas Bred, er en omgang støj/shoegaze, der ikke just har fået særlig meget opmærksomhed herhjemme. Ikke at der lader til at være blevet satset voldsomt på udlandet. Det er i det hele taget et godt, gammeldags hemmeligt projekt. Men det fortjener bestemt flere ører, og de færreste vil blive skuffet, hvis de på et tidspunkt har dyrket bands som Cocteau Twins, Sonic Youth og My Bloody Valentine. Disse tre er alle meget forskellige, og Antifilm lyder hverken som ét af de tre eller en himmelsk blanding, men meget af den samme stemning dyrkes i musikken.

Stream: Antifilm på MySpace

/Martin

Nysgerrighed. Menneskelighed

"Jeg forsøger at tro på, at jeg aldrig har tegnet for at producere en tegning, men for at finde ud af noget."

Man kan altid vende tilbage til Per Kirkeby og dennes betragtninger. Når jeg gør det i forbindelse med en sang af Happy Family, er det ikke, fordi netop denne sang er specielt fantastisk isoleret betragtet. Eller for den sags skyld at denne 21-årige amerikaner er den nye Panda Bear. Slet ikke.

Men der er en nysgerrighed på spil. Titlen på sangen er Youtube, hvilket er en helt igennem uncool og modig titel. Der sker tæt på ingenting i sangen, og den går besynderligt op og ned i volumen og intensitet - hvis man da kan bruge ordet 'intens' i netop denne sammenhæng. Nysgerrigheden viser sig kompositorisk, og minimalismen står næsten i kontrast til titlen, der dækker over noget næsten uendeligt uoverskueligt (såfremt man ønsker at overskue helheden, hvilket de færreste vil føle behov for).

Hvad YouTube kan siges at repræsentere, skal jeg ikke komme detaljeret ind på her. For romantikerne vil jeg dog anbefale Torsten Bøgh Thomsens Den højeste orden er kaos, der kan findes i tredje udgave af Trappe Tusind. Men det fællesskab og det potentiale, der ligger gemt i denne database, er en interessant og kompleks størrelse, der ingenlunde lader sig indfange sonisk. Derfor kan det synes enten utilstrækkeligt eller fantastisk at opkalde en sang som nedenstående efter dette fænomen.

Jeg gentager mig selv - eller rettere, jeg lader Per Kirkeby gentage sig selv: "Jeg forsøger at tro på, at jeg aldrig har tegnet for at producere en tegning, men for at finde ud af noget."

God søndag.

MP3: Happy Family - Youtube

/Martin

Treasure

Bag kunstnernavnet Treasure gemmer sig en ung London-knægt ved navn Hari Ashurst. Musikken er samplebaseret og drømmende, og selvom projektet startede i sommeren 2009 er her ikke tale om strand-glo-fi.

Musikken er forsigtigt glad og kommer således til at fremstå meget sympatisk. Naiv er måske ikke det rette ord, men der gives plads til optimismen. Blandt inspirationskilderne nævnes Fleetwood Mac, Lou Reed og Beach Boys, ligesom også afro-beat (nærmere defineret bliver det ikke af Hari) sniger sig ind.

Debutalbummet udkommer senere i 2010 via californiske Waaga Records.

MP3: Treasure - Canada
ZIP: Waaga compilation (med endnu et nummer med Treasure)

/Martin

Slow Animal

I film og tv-serier er New Jersey en joke i sig selv. Det fremstilles som den kedelige stat, der vælges af folk, der ikke har råd til at bo i nabostaten New York.

Duoen Slow Animal er imidlertid bosat der, og egentlig passer det meget godt til den rastløse garage pop. Det er svært at opstøve info om dem, men heldigvis er musikken da til at få fat på: Deres selvbetitlede debut EP kan hentes gratis på deres Bandcamp, og det kan anbefales.

Der er små bidder af The Kinks at spore, men primært er det mere moderne garage. Dog kan man også høre lidt af den psykedeliske strandpop, der begyndte at komme frem i 2009.

MP3: Slow Animal - Sitting Here
MP3: Slow Animal - theFUNsun

/Martin

Nyt fra Band of Horses

Netop hjemvendt fra Amsterdam (hvor jeg kunne have set Pavement, hvis jeg havde vidst, de skulle spille der) efter en forholdsvis lang bustur er det på tide med noget behageligt, der ikke er alt for søvndyssende. Det er en balancegang, og nogle gange er der kun ganske få ting, der passer til energiniveauet. I dette tilfælde er det om at ryste søvnen ud af kroppen - uden at det skal være for tonset.

Her kan man rette en varm tak til Band of Horses, der opfylder disse kriterier med stil. De har allerede været gode til at dele ud fra deres kommende album Infinite Arms, og det hele lyder da også ganske lovende. Der er ikke tale om en typisk overgang fra uafhængigt til major label, men det bliver alligevel spændende at se, hvordan Columbia overtager fra Sub Pop (sidstnævnte ejes 49% af Warner og tæller således stadig som uafhængigt).
Nok om procenter. Hent albumåbneren nedenunder og nyd tirsdagen.

MP3: Band of Horses - Factory

/Martin

Nyt fra The Acorn

(Endnu en feriemelding: Bortrejst til Amsterdam til tirsdag næste uge - opdateringer sker kun, såfremt broderbloggeren ikke kan holde sig tilbage)

Canadiske The Acorn leverede i 2008 et af de bedste albums det år med Glory Hope Mountain (udkom i USA i 2007). Det står stadig tilbage som et ret undervurderet værk, og åbneren Hold Your Breath er stadig én af mine yndlingssange fra de seneste år.

Kvintetten ledes af sanger og sangskriver Rolf Klausender, der på gruppens sidste album fandt inspiration i moderens hjemland Honduras - eller rettere: Moderen og hendes historie i hjemlandet.
Det nye album skulle også være temabaseret, selvom jeg endnu ikke har fanget, hvad dette overordnede tema er. Udgivelsesdatoen er sat til 10. juni uden for Canada, og kan man ikke vente så længe, kan det erhverves digitalt 1. juni.

Titelsangen fra albummet er allerede sluppet ud, og den er en herlig, frisk sag. Den instrumentale del er bevidst rodet og måske en anelse mere kantet end det meste af Glory Hope Mountain, medens Rolf Klauseners stemme skaber ro og balance i landskabet. De lyder stadig til at dele en del med Akron/Family, og det må siges at være en smuk ting, når de alligevel lyder så meget som sig selv. Lidt elektroniske elementer blander sig også, ligesom en baglænsspillet guitar også leger med.

MP3: The Acorn - No Ghost

/Martin

Ramona Falls

Til weekendens Pop Revo fik jeg anbefalet at lytte til amerikanske Ramona Falls. Ét af den slags tilfælde hvor man har hørt navnet uden at ane, hvad der ligger bag.

Man kan derfor ærgre sig over, hvad man er gået glip af, når man finder ud af, at Brent Knopf fra Menomena står bag (de har i øvrigt et nyt album på vej til sommer), men såfremt man ikke har hørt Ramona Falls endnu, er det mere værd at glæde sig over fundet end fastholde ærgrelsen. Har man hørt Menomena, er det svært ikke at holde af, ligesom det er svært ikke at høre, at der er tale om den ene tredjedel af Oregon-bandet.

Kompositionerne er selvsikre, men de leveres med en sensibilitet og forsigtighed, der er ganske betagende. Det virker nærmest ydmygt i al sin popstyrke. Debutalbummet Intuit blev udgivet sidste år - og selvom det dengang vist var uden den store bevågenhed, er der rigeligt at se frem til på en ny udgivelse. Både hos Ramona Falls og Menomena.

MP3: Ramona Falls - Russia

/Martin

Nyt fra Pallers

Tilbage i efteråret 2008 var svenske Pallers et ganske nyt bekendtskab. Sangen Humdrum fra deres debut EP af samme navn sneg sig langsomt ind og gjorde et stærkt indtryk.

Der er endnu intet nyt om en kommende fuldlængde, men som så ofte med svenskerne er de gode til at følge op med singler. Deres nyeste udspil af den art hedder ganske simpelt og smukt The Kiss, og der er tale om electronica med en herlig popsensibilitet, der klart fremkalder den positive melankoli (se billedet - genbrug fra 2008).

På den nye single er der meget klare spor af New Order i midten i 80'erne, ligesom også Peter Gabriel er at høre. Ganske anbefalelsesværdigt.

MP3: Pallers - The Kiss
MP3: Pallers - Humdrum

/Martin