Mere fra den kommende The Dodos

Selv i disse tider kan man stadig opleve forventningens glæde som musikfan. Men efterhånden som folks bevidsthed om lækkede plader bliver mere og mere dominerende, er der ting, der ændrer sig. Jeg er ikke bekymret på musikernes vegne. Egentlig heller ikke på pladeselskabers og distributørers vegne.

Men man kan være bekymret på lytternes vegne. For blot tre dage siden skrev den yderst rutinerede musikjournalist Simon Reynolds et fint lille indlæg på sin blog vedrørende den kommende Panda Bear-skive, Tomboy. Han slutter af med en fin lille svada:

You know this sort of maddening excited-but-frustrated feeling you're going through? Really really really wanting to hear the album but not being able to, yet? That's what life was like for music fans in the not-do-distant past (the 90s). And that was a good feeling. So try living on it, for sure it'll be an acquired taste for members of the "want it NOW" generation, like black olives, or S&M... It's called anticipation, and it'll make the pleasure of actually hearing the record for the first time all the more keener.

Lad mig sige det kort: Hvor jeg dog glæder mig til at høre den nyeste plade fra The Dodos! Først på måneden skrev jeg om det sublime første udspil fra pladen, og nu har de en ny sang klar fra pladen. Endda pladens sidste sang, Don't Stop. Det lover rigtig, rigtig godt indtil videre. Dette nyeste udspil byder på både akustisk og elektrisk, og vi får stadig ikke lov til at høre Neko Case, selvom hun angiveligt er at høre på halvdelen af albummet. Anticipation!

Det må i øvrigt være et af de skønneste pressebilleder i lang tid, de her har begået.

Find Don't Stop som MP3 hos Stereogum (der kan ikke deeplinkes fra Stereogum)

/Martin

Nyt fra Sin Fang

Sindri Már Sigfússon udgav i 2009 én af årets stærkeste plader med sit soloalbum Clangour. Han er ligeledes del af det udmærkede islandske popband Seabear, men det er med sit solomateriale, han excellerer.

På sidste plade gik han under navnet Sin Fang Bous, men han har nu af uransagelige årsager droppet Bous-delen. Den 4. marts er Morr Music klar med andet album fra Sin Fang, der har fået den lovende titel Summer Echoes. Indtil videre har de sluppet sangen Always Everything, og det lyder ganske godt. Titlen bringer muligvis tankerne hen mod Band of Horses' Everything All The Time, men der er nu stadig tale om delvist mystisk singer/songwriter folk med en herligt støvet dubbet vokal.

Hans Fa Fa Fa fra fornævnte Clangour er stadig én af mine yndlingssange fra de seneste mange år, så det er uden tvivl en plade, der får lang snor.

MP3: Sin Fang - Always Everything

/Martin

Kurt Vile - og indlæg nummer 400

(Jeg burde vel skrive om Radiohead, men jeg har endnu ikke hørt den nye skive - det kræver imidlertid megen fantasi at forestille sig, at jeg ikke vil elske den)

Det var vist kun på tide, at jeg fik skrevet om Kurt Vile. Manden har forud for sin nye plade Smoke Ring For My Halo udgivet tre fuldlængder og to EP'er, men jeg har først rigtigt givet ham en chance i år. Jeg forsøger ikke at fortryde for meget, men jeg er bitter over først nu at have åbnet op for den langhårede mand, der af og til ligner en ung Dave Mustaine. Kun bogstaveligt.

Det kræver egentlig ikke det store at komme ind på Smoke Ring For My Halo. Egentlig har det vel også lyden af en mand, der har været på Woodsist og nu er på Matador. Det er forholdsvis lettilgængeligt med et hint af en trashet kant. Det er hverken udsyret eller mystisk. Det er heller ikke skævt for at være skævt. Det er mestendels den langhårede mand med sin akustiske guitar, der suppleres af dovent spillede trommer, af og til en elektrisk guitar, af og til lidt klaver. Det er muligvis ikke sublimt fra start til slut, men der er nok højdepunkter til at gøre det til et af årets foreløbigt bedste albums.

Rigtig god weekend ønskes herfra.

MP3: Kurt Vile - Jesus Fever
MP3: Kurt Vile - In My Times

/Martin

Beach Fossils + Wild Nothing

Dustin Payseur og Jack Tatum er to af de mest interessante unge sangskrivere de seneste par år. Sidste år fik jeg skrevet en del om Payseurs Beach Fossils, der siden opstarten er vokset til at blive et egentligt band. Og Tatum er jo trods alt manden bag Wild Nothing, der leverede et af sidste års absolut bedste albums.

I næste uge, d. 22. februar, udkommer en ny EP fra Beach Fossils ved navn What A Pleasure via fantastiske Captured Tracks, og Tatum gæster på en enkelt sang på pladen. Captured Tracks har i forvejen begge navne i stald og er vel ikke helt utilfredse med denne kombination. Det har vi heller ingen grund til at være: Det er ganske fremragende og endda overraskende stærkt, hvad Payseur, Tatum og co. er kommet op med. De forbinder ganske enkelt det bedste fra både Beach Fossils og Wild Nothing og skaber en solskinsperle af en popsang med masser af anerkendende nik mod Tatums new wave. Derudover er der også væsentligt mere bas at høre, end jeg tidligere har hørt fra Beach Fossils.

Et fremragende nummer, der lover godt for os og disse unge sangskrivere.

MP3: Beach Fossils - Out In The Way (feat. Jack Tatum)

/Martin

Christopher Willits

Jeg stoler på, at de fleste læsere allerede har hørt den nye Panda Bear. Den er selvfølgelig dejlig. Hvad der derimod formentlig er gået de fleste forbi, er et nyt udspil fra Christopher Willits.

Det er ikke alt, hvad manden laver, jeg er lige begejstret for, men jeg har retfærdigvis heller ikke lyttet til nok eller fået sat alt i den rigtige sammenhæng. For nogle år siden blev jeg stærkt betaget af sangen Colors Shifting, og den er stadig (af mangel på et dækkende dansk ord) haunting. En imponerende rejse, der er næsten larmende i sin stilhed. Som et shoegazer-mesterværk, der er blevet renset for støj og er blevet filtreret gennem vand.

Willits er nu aktuel med Tiger Flower Circle Sun, hvorfra nedenstående sang stammer. Det lyder vel lidt hen ad en moderne fortolkning af Elliott Smith, og det er en ganske udmærket sang.

Mp3: Christopher Willits - Lights Into Branches
MP3: Panda Bear - Last Night at the Jetty

/Martin

Guards

Jeg er hverken berømt eller har en søster, så jeg kan ikke relatere til det, men Richie Follin er indtil videre blevet hypet pga. sin søster Madeline, der er den ene halvdel af Cults.

Richie Follin står bag Guards, der indtil videre har en imponerende debut EP bag sig. Endda en gratis én af slagsen. Indtil videre er særligt sangen Resolution Of One blevet delt godt og grundigt på nettet, men hele EP'en kan bestemt anbefales. Den indeholder gæsteoptrædener fra Cults og Caroline Polachek fra Chairlift.

Det er et stykke tid siden, jeg har været så glad for orgel. Og den sætning har jeg muligvis aldrig ytret før.

MP3/ZIP: Guards - Guards EP (gratis)

/Martin

Nyt fra Toro y Moi

Chazwick Bundick AKA Toro y Moi udtalte et par måneder tilbage, at han ikke rigtig kunne forene sig med at være en del af en bølge. Nærmere bestemt chillwave. Han havde ikke som sådan noget imod at blive kaldt det, men han havde ikke selv noget behov for at kalde sin musik noget bestemt.

Når man hører de to første udspil fra den kommende plade Underneath the Pine forstår man måske lidt bedre. Den gamle sound høres klart i New Beat, der muligvis netop derfor - ganske ironisk - er betitlet således, medens Still Sound (også en herligt ironisk titel) er ganske anderledes med sin gennemgående, funky bas.

Det nye album er ude d. 22. februar på Carpark.

MP3: Toro y Moi - New Beat
MP3: Toro y Moi - Still Sound

/Martin

High Highs

Jeg har egentlig villet skrive om NY-bandet High Highs siden jul, men det er af én eller anden grund ikke blevet til noget. Duoen excellerer i melodistærk, underspillet folkpop med små, fine detaljer.

De er begyndt at få en del opmærksomhed i NY, og man forstår hvorfor. Et vellykket cover af Wild Nothings Live In Dreams gør det selvfølgelig heller ikke værre. Det akustiske lydbillede komplementeres af imponerende vokalharmonier og yderst elegant producerede trommer. Hør f.eks. hvordan de sniger sig ind i baggrunden på Flowers Bloom, der blev frigivet for nylig. Springer vi kort tilbage til december og begyndelsen af dette lille indlæg, kan Open Season beskrives som den type sang, man lige pludselig synger i badet uden at have bemærket, at den er krøbet ind under huden.

Må både disse sange og andre ting krøbe ind under huden denne weekend. Nyd den.

MP3: High Highs - Flowers Bloom
MP3: High Highs - Open Season
MP3: High Highs - Live In Dreams (Wild Nothing cover)

/Martin

Nyt på vej fra The Dodos

Efter de intet mindre end fantastiske to første plader Beware of the Maniacs og Visiter skuffede The Dodos fælt med Time to Die fra 2009. Sangskrivningen var slet ikke lige så stærk, men mest overraskende var det, hvor akavet produktionen var. Særligt når selveste Phil Ek stod bag. Hvor dygtig han end er, var de to et dårligt match, og han er heldigvis ikke bag knapperne på det kommende album No Color, der er ude i marts.

Nu har bandet frigivet første sang fra pladen, og det lyder umådeligt lovende. Umiddelbart virker det endda også meget passende i forhold til albumtitlen, at pladen åbnes med Black Night. Det er vitalt, det er stort, og det er ægte The Dodos.

/Martin

Lidt mindre lo-fi

Det har et par år været en smule anstrengende at høre på musik blive beskrevet som lo-fi, og det har på forunderlig vis fået status af en ubestridelig autenticitetseffekt. Et band, der i sandhed har dyrket denne produktion, er Times New Viking, der siden deres dannelse i 2005 har spyttet nogle glimrende albums med fyldt med fremragende melodier i kassettebåndsproduktion. Det seneste blev vist overspillet på VHS, før det blev sendt videre til tryk.

Times New Viking har altid haft sangene på deres side, og produktionen har ikke blot været en slørende strategi. Dette er muligvis allerede en gammel nyhed, men d. 25. april udgiver de deres nye album Dancer Equired på Merge, og herfra kan man nu høre en herlig lille sag, der for bandets standard nærmest ikke er lo-fi. Og det klæder dem faktisk ganske fint.

MP3: Times New Viking - No Room to Live

/Martin