Moonface og modet til popmusikken

Hvorvidt Spencer Krug stadig ikke ejer en mobiltelefon, skal jeg ikke kunne sige, men han har stadig et behov for at kommunikere sine beundringsværdige mærkværdigheder ud.

Disse mærkværdigheder er dog så menneskelige og smukke i deres malende absurditet, at det i sidste ende ikke er svært at relatere til denne overlegent dygtige komponist. Som umådeligt stor fan af hans arbejde med Wolf Parade og Sunset Rubdown (og langt hen ad vejen Swan Lake) var jeg i første omgang skuffet over soloprojektet Moonface, men med sit nyeste album With Siinai: Heartbreaking Bravery har Krug virkelig fundet sig selv igen. Han besidder stadig én af de stærkeste stemmer i vor tid, og selvom rastløsheden stadig er en bærende kreativ kraft, lader han til at hvile nok i sig selv til at tillade et mere sædvanligt sang- og albumformat - i modsætning til de meget længere sange han tidligere har udgivet under dette navn.

Han virker mere inspireret med disse kortere sange, selvom det selvfølgelig må anerkendes, at fem af de ti sange er mere end fem minutter lange. Krug har altid haft et udgangspunkt i gammel prog og psych, men han indrammer det så rørende stærkt i sit eget hjerteskærende univers. Første del af albummet, With Siinai, er indspillet med det finske band, korrekt, Siinai, medens den anden halvdel, Heartbreaking Bravery, er Krug selv. Isoleret set er sidstnævnte en yderst dramatisk titel, men den passer yderst fint. Ser man på dette heartbreaking som isoleret (frem for direkte bærende) adjektiv er det en ærlighed, der i sig selv bærer så stærkt et mod, at det følgende bravery næsten bliver en emotionel pleonasme.

Spencer Krug har måske ikke været væk, men her har man følelsen af, at han for alvor er tilbage på rette spor. With Siinai: Heartbreaking Bravery er et formidabelt album. Pladen er ude nu på Jagjaguwar.

MP3: Moonface - Headed for the Door
MP3: Moonface - Teary Eyes and Bloody Lips

/Martin

Nyt fra The Tallest Man on Earth

Under det herlige navn The Tallest Man on Earth leverede svenske Kristian Matsson en lille åbenbaring i 2010. Albummet hed The Wild Hunt, og det beviste, hvilken direkte styrke der stadig kan formidles gennem folk-traditionen.

Matsson har efterhånden måttet høre på sammenligningerne med Bob Dylan i adskillige anmeldelser og interviews, og disse er selvfølgelig uundgåelige. Det kan imidlertid hurtigt konkluderes, at svenskeren er en unik stemme i vor tid. D. 12. juni er troubadouren klar med sit nye album There's No Leaving Now, der udgives på det overdådige Indiana-label Dead Oceans.

Førstesinglen 1904 er nu sluppet løs, og selvom pladeselskabet beretter, at det nye album er mere afslappet, hører man på det nye udspil stadig den sense of urgency, der gør The Tallest Man on Earth til så særlig en oplevelse. En yderst sommervenlig single fra et forhåbentlig sommervenligt album. For at dulme og dæmpe forventningerne lidt virker det derfor passende med et billede, der kan hjælpe os med at slå koldt vand i blodet.



/Martin

Lauer

I sidste uge besøgte jeg nogle venner i Amsterdam. Én af disse er kyndig booker på klubben Trouw og deler gerne ud af anbefalinger. Fredag aften var den store åbenbaring en kunstner ved navn Lauer. Manden bag er tyske Phillip Lauer, og hans debut LP Phillips er i år blevet udgivet på Running Back fra Stuttgart.

Albummet er en interessant blanding af mange forskellige traditioner og kommer forbi lidt dance, nu disco, krautrock, new wave mm. Sangen 70000ac (se nedenstående video) indleder fornemt albummet og viser en veludviklet sans for at opbygge stemning og intensitet. Tempoet er ikke vanvittigt højt, men det er heller ikke just slowcore. I stedet sigter Lauer efter et vist tålmod. Han dyrker spillet med langsomheden, som man også kender det fra flere nyere franske electroentusiaster. Eller NY-wunderkind Nicolas Jaar. Og da den helt enkle guitar efter 2:45 bryder ind, går det hele op i en højere enhed.

Videoen er klippet af Holger Lüst, der har fundet materiale fra en gammel tysk kultfilm (navnet har jeg ikke kunnet opstøve). Det skal siges, at videoen udvikler sig ret NSFW.



/Martin

PAWS

De fleste læsere har som undertegnede nok en hel del yndlingsbands fra Glasgow. Byens punk- og garagescene kender jeg dog ikke meget til, men nu er jeg lykkeligvis stødt på et lovende band fra netop denne scene.

Navnet er PAWS, og musikken er ganske enkel og smittende. Alt er indspillet derhjemme, og efter lidt kassetteudgivelser og singler (på bl.a. Wise Blood) har gruppen nu fået lidt hul igennem. De har da også allerede spillet med åndsfæller som Male Bonding, No Age og Wavves. Gruppen kategoriserer selv musikken som "Haribo thrash", og så må man vist selv forsøge at forstå, hvordan den skal skæres.



/Martin

Crushed Beaks

London-duoen Crushed Beaks har en enkelt singleudgivelse bag sig, som de har udgivet gennem Too Pure Singles Club. Meget andet vides der endnu ikke om dem, men at dømme efter disse to første sange er der meget at se frem til.

Gruppen spiller en slags støjpop med en velkendt wall of sound. Melodien er fængende nok til, at man som lytter kaster sig ud i at dechifrere mudderet, og man finder samme søgen efter solskin, som det søges motiveret af eksempelvis Crocodiles og til tider No Age og A Place to Bury Strangers (hos sidstnævnte regner det en del mere). Et skvæt Yo La Tengo er der vist også tilføjet.

Ved en sang som Sun Dogs starter man med et fade in, hvorefter trommer tilføjes. Pludselig er det hele i gang, som om det længe havde været tilfældet. Vi får altså antydningen af en proces - og lige så vigtigt: bevidstheden herom. Herefter glemmer vi idéen om en illusion og kan i stedet nyde at være midt i et organiseret kaos.

Singlen kan findes og købes på gruppens Bandcamp.



/Martin

At glædes på en torsdag

Nyligt er jeg på min broders opfordring begyndt at dykke ned i nogle af de samples, Jens Lekman benytter sig af. I februar skrev jeg om det gamle Sarah Records-band Blueboy, der også er blevet en del af Lekmans velfunderede katalog.

Heriblandt den kyndigt orkestrerede So Catch Him, der er blevet brugt i forbindelse med svenskerens Higher Power. Min favorit er imidlertid en ganske oplagt kandidat: Troubadourens måske stærkeste sang Black Cab. Det indledende guitarstykke stammer fra en gammel B-side af The Left Banke ved navn I've Got Something On My Mind.

Nu skal det ikke her handle om sampling på et generelt plan eller i større perspektiv, men man bør gøre sig selv den tjeneste at overveje platoniske idealer om mimesis (og Deleuzes læsning heraf), senere teorier om palimpsestkunst mm. Skulle nogen være interesserede i en kort afhandling herom, sender jeg gerne en PDF per mail.

Det skal handle om musikken her! Med hjælp fra YouTube kommer de ovennævnte sange her til sammenligning:

Blueboy - So Catch Him


Jens Lekman - Higher Power


The Left Banke - I've Got Something On My Mind


Jens Lekman - Black Cab


Og som en bonus kan de mere fanatiske her se Jens Lekman forsøge at få mekanikken til at virke sammen med Henning Fürst fra Tough Alliance.

/Martin

DIIV

Jeg har ad flere omgange udtrykt min begejstring for Beach Fossils, der med sommervenlig og effektfyldt (lige til randen) guitarpop er et yderst smittende bekendtskab. Deres tourguitarist, Cole Smith, har dannet bandet DIIV (tidligere Dive), som en god ven nyligt anbefalede. Gennem en anden god ven. Etc. Som det sig hør og bør med gode anbefalinger.

Gruppen tæller også et tidligere medlem af Smith Westerns. Men nu da alle har fået nok af det biografiske, er det vel på tide at afsløre, om det så lyder i retning af Beach Fossils? Det er delvist ligegyldigt, og svaret er et kedeligt både og. Det er en anelse mørkere, men forskellen ligger ofte i effekterne frem for måden, hvorpå Smith med sine veloplagte guitarflader skaber sangene. De fremstår ofte vigtigere end vokalen, og de er i al deres enkelhed ganske beundringsværdige. Singlen Doused benytter sig fornemt af godt med delay, og det er nok svært for enkelte ikke at tænke på Wavves i det overordnede udtryk. Debutpladen Oshin er ude 25. juni på - naturligvis - fantastiske Captured Tracks.

Disse uger er i øvrigt ganske travle grundet rejser, så der opdateres lidt sjældnere end sædvanligvis.



/Martin

Frankie Rose

Frankie Rose er ikke just spritny på Brooklyn-scenen, hvor hun ud over at have været med til at danne Vivian Girls også har spillet med Crystal Stilts. I 2010 udgav hun sit debutalbum, som hun i 2012 har fulgt op på med sit imponerende Interstellar (Slumberland). Et album jeg, indrømmet, har været lidt langsom til at få lyttet igennem.

Pladen er en underlig og nysgerrig hybrid, der bl.a. viser en stor del af den inspiration i 60'erne, som netop Vivian Girls har dyrket. Dertil kommer nyere støjpop og en produktion, der ligger nærmere 80'ernes dyder. Pladen kan streames i sin helhed via SoundCloud.



/Martin