Nyt fra Los Campesinos! - indlæg nr. 200

Jeg blev ikke blæst væk den første gang, jeg lyttede til walisiske Los Campesinos!. En voldsom hype omgav den unge gruppe lige fra deres EP Sticking Fingers Into Sockets fra 2007, og jeg havde næsten besluttet at se dem på VoxHall januar 2008 - før jeg overhovedet havde hørt EP'en. Koncerten blev dog aflyst, og jeg ventede til debutalbummet Hold On Now, Youngster... med at lytte til dem. Jeg var forholdsvis imponeret og kunne høre visse kvaliteter ved det, men overvældet var jeg ikke. Jeg blev stærkt tiltrukket af sangerinden Aleks' stemme, medens sanger Gareth virkede en smule irriterende. Albummet forblev en blandet landhandel.

Blot otte måneder senere, i oktober samme år, udgav de så deres andet album We Are Beautiful, We Are Doomed. Efter første album er det svært at sige, hvad der fik mig til at opsøge opfølgeren, men den viste sig meget hurtigt at passe fantastisk til efteråret. Som på første album var der også her megen ironi at hente i teksterne - men en selvironi der blot fungerede som et ekstra lag for de velskrevne tekster. Kompositionerne var også markant stærkere, ligesom sanger Gareth havde skruet en anelse ned for anstrengelserne - ment i absolut positiv forstand.

Aleks er desværre gået ud af bandet forud for indspilningerne af det kommende album. Dog for at hellige sig studierne så det er svært at bebrejde hende. Gareths søster Kim er til gengæld tiltrådt, og de seks Campesinos skulle gerne have et album til os i første halvdel af det nye år. De har tidligere udtalt, at det nye album bliver 'mørkere', hvilket altid er svært at forholde sig til. Nu har de imidlertid sluppet en mp3 løs, der giver os en idé om, hvad vi kan forvente, og det er bestemt ikke skuffende. Dette mørkere element klæder i høj grad waliserne - faktisk i overraskende høj grad. Det er ofte farligt at tale om, at et band er modnet, men der er i hvert fald ikke gået dad rock i den.
Sangens titel er lige så lang som mange af deres gamle, men denne har næsten en metakommentar gemt i sig: The Sea Is a Good Place to Think of the Future. Det er svært at benægte. Der er næsten noget åbenlyst i titlen, der skriger på at blive indset. Og alt imens Gareth måske ikke skriger i bogstaveligste forstand, som han tidligere har gjort, skriger han denne sandhed ganske højt.

MP3: Los Campesinos! - The Sea Is a Good Place to Think of the Future

/Martin

Memory Tapes

Memory Cassette og Weird Tapes er nu blevet til... Memory Tapes. Bag disse tre navne gemmer der sig en mand kaldet Dayve Hawk - en tilhænger af navneforvirring. Meningen med galskaben er tilsyneladende, at Dayve Hawk fortrækker at benytte tre forskellige navne til tre stilmæssigt varierende projekter. Den ultrakorte analyse lyder: Memory Cassette er electro, Weird Tapes er disco, og blandingen er Memory Tapes.

Men ærlig talt er en sådan genreinddeling meningsløs. Specielt i dette tilfælde, da hvert enkelt projekt repræsenterer et væld af elektroniske stilarter. For Memory Tapes alene gælder det, at musikken bevæger sig lige fra elektronisk avantgarde til eurodance. Det lyder rodet og usammenhængende, men resultatet er lige præcis det modsatte. Overordnet benytter Memory Tapes sig af en sløret shoegazeæstetik, der binder hele puljen sammen. Memory Tapes lyder på visse numre i retning af Cocteau Twins. Når der skrues op for tempoet, ledes tankerne hen på Delorean, imens de stille passager smager mere af Boards of Canada.

Nedenstående mp3-link er nummeret Bicycle fra albummet Seek Magic. På dette nummer skinner den baleariske lyd igennem - især igennem de første ca. tre minutter - som man kender den fra de fremragende svenske navne som jj, Air France og The Tough Alliance. Som sangen skrider frem, ender nummeret i et melankolsk dance-blend, som var det et ukendt barn af Cut Copy og The Cure.

Ovenstående beskrivelse er lang og paradoksal i forhold til musikkens lethed. Bicycle hører til blandt de bedste sange i 2009.

Mp3: Memory Tapes - Bicycle

/Abdujaparov

The Drums

The Drums er opvokset i Florida, og til trods for en eksiltilværelse i New York smager deres musik langt mere af hjemstavnens kyster end storbystemning. Musikken kan karakteriseres som et stemningsmix af melankoli og strand. The Drums er eksilmusik, der omfavner hjemstavnen Florida. Melodierne er tydeligt inspirerede af 50'ernes popmusik, imens selve produktionen benytter sig af 80'ernes æstetik. Resultatet er yderst effektiv popmusik, og medmindre man hader den netop overståede sommer, er The Drums et lyt værd. Værsgo og ha' et melankolsk efterår.

MP3: The Drums - I Felt Stupid
MP3: The Drums - Let's Go Surfing

/Abdujaparov

At holde kulden på afstand + invitation

Kulden rammer os på mange måder. I bevidstheden, i frygten, mere håndgribeligt på kroppen, i det symbolske rum og i hjertet. Den kan måske aldrig tæmmes, men den kan tvinges på afstand. I fodboldverdenen hedder en gammel kliché, at angreb er det bedste forsvar. For nu lidt tamt at køre den over i en musikkontekst kan det også her gøre sig gældende.

Dermed ikke sagt at man skal bruge efteråret på at høre Len eller Dario G (i sidstnævnte tilfælde burde man også vælge Dream Academys original). Snarere ved simpelthen at omfavne de mange nye udgivelser, der smukt udfolder sig i rum, der nænsomt varmer uden at benægte eksistensen af kulden, gyset.

I sidste måned skrev jeg lidt om både Le Loup og Small Black, og nye mp3'er er nu frigivet med begge kunstnere. I Le Loups tilfælde er der tale om deres hidtil gladeste sang. Og det klæder dem faktisk gevaldigt.

I morgen spiller Slaraffenland på Musikcaféen i Århus med det ret ubeskrevne blad Southern Gothic Tales. Før, mellem og efter disse koncerter spiller jeg sammen med min broder og hr. Peter Lykke fra Frekvens en masse musik, der forhåbentlig vil bringe glæde hos de fleste af læserne. Gratis adgang efter koncerterne.
Torsdag, fredag og lørdag er der Newbees Festival på pAKHUSET. Lørdag spiller bl.a. The Rumour Said Fire og Cody, og efter sidste band spiller jeg lidt semidansabel musik til lukketid.

MP3: Le Loup - Forgive Me
MP3: Small Black - Bad Lover

/Martin

Candy Claws

Candy Claws fra Colorado består primært af to personer, Kay og Ryan. Jeg stødte på dem gennem sangen Catamaran (en type båd), der fangede mig øjeblikkeligt. Sangen er af en speciel karakter, der gør, at man lader sig indfange i det soniske univers ganske hurtigt. Musikken lader sig vanskeligt beskrive, men lad os kalde det en elektronisk glæde, der bygger på samples af lyde, de selv har optaget ved vandet. De er nemlig særdeles optaget af vand og livet i vandet, og deres første album hedder såmænd også In the Dream of the Sea Life. De anskuer det selv som en musikalsk ledsager til bogen The Sea Around Us af Rachel Carson fra 1951.

Der er en smule gammel Animal Collective over nogle øjeblikke i det på én gang travle og afslappede lydbillede, ligesom det af og til også lyder hen ad tanken om Bradford Cox, hvis han var vokset op i et cirkus og tidligt begyndte at lege med samples. Debutalbummet blev udgivet i år via det irske pladeselskab Indiecater Records, som jeg ærlig talt ikke kender noget som helst til. Og de er allerede i gang med at indspille opfølgeren, Hidden Lands, der bliver en musikalsk ledsager til en bog ved navn The Secret Life of the Forest.

MP3: Candy Claws - Catamaran

/Martin

White Rabbits + et lille tillykke

New Yorks White Rabbits begik i 2007 et herligt, herligt debutalbum med deres Fort Nightly, der blev udgivet af Say Hey Records, der også udgiver, tilsyneladende, alle Brooklyn-musikeres ven Miles Benjamin Anthony Robinson. I år udgav de så deres andet album, It's Frightening, på TBD (Port O'Brien og de der Radiohead).

De seks brooklynitter er kendt for ret vilde koncerter og flittige instrumentskift - ja, i det hele taget ret kompetent brug af deres instrumenter. Musikken kan nogle gange betegnes som en mere teatralsk version af Spoon med meget stærke vokaler både live og på plade. Britt Daniel fra Spoon har da også produceret White Rabbits' seneste udspil.

Gruppen drager på europæisk turné i efteråret for at promovere deres nye single, Percussion Gun. En fin lille video til sangen kan ses på Pitchfork.tv. Vedlagt er en mp3 med en liveversion, der er ret neddæmpet i forhold til originalen, men stadig viser gruppens sangskrivningskvaliteter. Og hvis mener at kunne huske navnet fjernt, er det måske gennem deres internethit fra 2007, Kid On My Shoulders, der indleder debutalbummet ganske teatralsk og overbevisende.

Dagens indlæg er dedikeret til blogger og broder Mathias, der fylder år denne fredag. Blot en dag før undertegnede selv gør. God weekend, kære læsere.

MP3: White Rabbits - Percussion Gun (live)

/Martin

Fool's Gold

Vampire Weekend er ikke "afro-pop". Beiruts første album er ikke "balkan" (i øvrigt en meget løs betegnelse - som jeg selv bruger alt for flittigt). Her taler vi ikke en filosofisk diskussion af verbet "at være" i Heidegger'sk forstand. Derimod er der tale om en erkendelse af, at der ved disse bands er tale om elementer, traditioner, der sættes ind i en ny kontekst. Hybridformer. Disse orkestre bruger elementer, der traditionelt har tilhørt hhv. afrikansk pop og østeuropæisk folkemusik og blander dem så med traditioner fra mere vestligt orienteret sangskrivning. I førstnævntes tilfælde en klar poptradition og i sidstnævntes tilfælde en form, der i sig selv er en hybridform - der blot hybridiseres yderligere.

En sådan hybridform findes også hos Fool's Gold fra L.A., der er væsentligt tættere på egentlig afro-pop end eksempelvis Vampire Weekend. Eller Paul Simons Graceland for den sags skyld (tag ikke fejl, jeg holder enormt meget af begge disse kunstnere og glæder mig afsindigt til at høre Vampire Weekends andet udspil til vinter).
Så vidt jeg kan tælle, består Fool's Gold af otte medlemmer og derudover fire percussionister. Denne store gruppe dyrker dog ikke kun afro-poppen. Den sættes også hos dem ofte ind i en mere vestligt orienteret sangtradition, ligesom de også indblander en del andre traditioner, der i sandhed giver følelsen af world music. Eksempelvis sanger Luke Tops vokal. Både måden at bruge stemmen på og det faktum at han i de fleste sange synger hebræisk, der er hans modersmål. Kogt ned til indforstået festivalsnak kan man vist sige, at man på Roskilde ville have vanskeligt ved at placere Fool's Gold andetsteds end Astoria-teltet.
Sangene skrives af Luke Top og guitarist Lewis Pesacow. Sidstnævnte er også med i de anbefalelsesværdige Foreign Born.

Deres selvbetitlede debutalbum er ude d. 29. september på IAMSOUND Records (Suckers, Cut Off Your Hands, Florence and the Machine, Telepathe).
Og så er navnet desværre ikke taget efter den fantastiske sang af legendariske The Stone Roses.

MP3: Fool's Gold - Surprise Hotel
MP3: Fool's Gold - Nadine

/Martin