Flights

Duoen Flights mødtes i et vinterbadet Wisconsin og rejste sydpå til Nashville, Tennessee. Her begyndte de arbejdet med deres debutplade, som de i ro og mag skrev, indspillede og endelig udgav i januar måned. Eric Hillman og Brian Holl havde adgang til et forladt kontor og et hjemmestudie, og det har i sidste ende resulteret i et både afdæmpet og personligt album, der bestemt lyder som om, de har haft tid til - som de selv formulerer det - at slå smut i Tennessees floder.

De leverer mestendels en form for elektronisk folk med fine harmonier, ensomme guitarer og elementer af americana. Albummet har fået titlen Anywhere But Where I Am. Territorial eksklusivitet. Frihed med begrænsninger. Dette anywhere er udtryk for en velkendt dobbelthed i smertens øjeblik: Dels er det vor helt, der slår ud med armene med en næsten indigneret ligegyldighed. Dels er det et forsøg på en værdig åbenhed. Dernæst indtræder betingelsen, forsøget på at beskytte sig selv. Det er et konkret krav, der imidlertid besidder en betragtelig usikkerhed.

En sang som Pillars er ganske stille, næsten nøgen til tider, hvorimod singlen Taller i langt højere grad falder ind under den elektroniske folk. Her er tempoet lidt højere. En enkelt guitar indleder sangen, og vokalen sætter ind. En mere fjern guitar kalder for derefter at forsvinde. Lidt under et minut inde introduceres et på sin vis overraskende beat, hvorefter denne fjerne guitar igen høres og efterhånden bliver en fast del af sangen. Disse fjerne guitartoner synes næsten at kalde på noget tættere på. Vokalen står imellem og mægler mellem parterne i et forsøg på at undgå såvel emotionel splid som sonisk diskrepans. Efter fire minutter kommer en stille og kyndigt eksekveret eksplosion, der fanger lytteren i dette drama, der prøver at undsige sig sin status som drama.





/Martin

Blueboy

Tilbage i januar kom der endnu et indlæg om de fantastiske Field Mice. Dengang lovede jeg, at der ville komme flere anbefalinger af kunstnere fra det legendariske Bristol-label Sarah Records, der blev kendt for deres ofte letbenede indie pop.

Første anbefaling (ud over at genlytte Field Mice) er Blueboy, der trods et uheldigt bandnavn er den tidslige investering værd. Det er intelligent popmusik med ganske enkle tekster og jangly guitarer. På enkelte sange - som den fornemme Cosmopolitan - hører man tydeligt, hvor meget nyere, primært sydengelske bands har ladet sig inspirere af denne naive tilgang, som senere har ladet sig integrere i en indie pop med bund i en fascination af en vis math-rock-sensibilitet. Og en mere direkte indflydelse: Den fantastiske svenske duo Air France har opkaldt sig efter én af Blueboys ældste sange af samme navn.

Gruppen startede ud som en duo, hvorefter bandet voksede med tilføjelsen af bl.a. Harvey Williams fra førnævnte Field Mice og Another Sunny Day. Ud over et hav af singler (det var jo andre tider) blev det til i alt fire fuldlængder for Reading-bandet, før de gik i opløsning i 1999.





/Martin

Sharon van Etten

Med udgivelsen af sit tredje album kunne det endelig ligne lysere tider for Sharon van Etten. I hvert fald lysere hvad angår eksponering af musikken. Med de relativt triste tekster og en albumtitel som Tramp ved man jo aldrig.

Hun udgav i 2009 debutalbummet Because I Was in Love på Language of Stone, medens opfølgeren Epic fra 2010 udkom på Ba Da Bing. Nu har hun igen opgraderet, og Jagjaguwar har fået æren af det nye album.

Tramp er indspillet med Aaron Dessner (kendt fra The National). Indspilningerne fandt sted i en ganske urolig periode i van Ettens liv og tog derfor over et år at færdiggøre. Mere end et års hjemløshed affødte velsagtens titlen, og som Jagjaguwar selv påpeger, var Dessners garage (eller studie om man vil) eneste konstant i hendes liv.

Da van Etten længe har haft base i Brooklyn og et stykke tid har hængt ud med Aaron Dessner, har hun pludselig fået mulighed for nogle fantastiske samarbejdspartnere. Albummet byder derfor på veloplagte gæsteoptrædener af folk som Zach Condon, Walkmen-trommeslager Matt Barrick, Julianna Barwick, Jenn Wasner fra Wye Oak, Dessner selv og Thomas Bartlett fra Doveman. Sidstnævnte har længe været et navn i New York uden ellers at være kommet meget længere ud (jeg fangede dem ved et tilfælde som support for The National på hjemmebanen i 2006, der i øvrigt står tilbage som én af de bedste koncerter, jeg nogensinde har set).

Sharon van Etten er af den tilrøgede og formodentlig whiskeyglade singer/songwriter-tradition, der længe har kendetegnet Brooklyn. Der er bestemt ligheder med Cat Power, der ikke kan benægtes, og det kan kun bifaldes herfra.



/Martin

Wintercoats

Australsk musik har der ikke været meget af på bloggen gennem årene. Og med sikkerhed ikke orkestral drømmepop i stil med Wintercoats fra Melbourne.

Wintercoats er en énmandshær bestående af James Wallace, der selv komponerer, arrangerer, indspiller og mixer sin musik. Selv kalder han musikken for "orchestral pop", og det orkestrale element kan næsten anskues som en mere filmisk version af en fjern slægtning til Owen Pallett (så er vi ovre den basale namedropping og kan bevæge os videre).

Efter den selvudgivne debut Cathedral EP udgav Wallace en 12" med den fine titel Sketches gennem Cascine (Selebrities, Chad Valley) og det lokale superlabel Mistletone (Panda Bear, Julianna Barwick, High Places, Beach House, Ariel Pink).

Lad os bare undersætte lidt og kalde musikken for æterisk (man støder så ofte på ethereal i engelske musikmedier). Eller holde os strengere til gængse definitioner og kalde det "flygtigt." For da bliver det virkelig interessant i denne sammenhæng. Det flygtige har en dobbeltrolle i sig selv (das Ding an sich) og for os. Som en ballon, der i bogstaveligste forstand flyver bort og samtidig får lov at repræsentere, hvad end der aktiveres i os i det øjeblik, vi indser elementet af det flygtige. Da får det status af noget flygtende i næsten aktiv forstand. Vort mismod og vor frygt giver så at sige vinger til objektet. En form for aktiv passivitet. Flashbacks og minder om barndommen, der tager over og pacificerer den konstruktive nostalgi (eller potente nostalgi som Benjamin ville kalde det).

Men vi støder ikke det minde fra os, som vi begærer. Vi erkender det som flygtigt. Og i samme øjeblik anerkender vi vor egen flygtige væren. Man forholder sig til det umulige begær i teoretisk forstand og konstituerer dermed eksistensen af det reelle begær. Umuligheden er virkelig, og heri består den på én gang grusomme og betagende skønhed. Det er næppe nok at kalde den for nostalgi.

Wintercoats - Working on a Dream from Cascine on Vimeo.

/Martin

Dana Buoy

Dana Janssen er mest kendt som percussionisten i fantastiske Akron/Family, men d. 8. maj er han klar med sit første soloalbum, der har fået titlen Summer Bodies. Pladen udkommer på Lefse (Youth Lagoon, Neon Indian, How to Dress Well, Ganglians, Fair Ohs).

Selv beskriver Lefse det som rummet mellem Paul Simon og Drake, hvilket er en bizar men interessant læsning. De bruger imidlertid også ordet dream pop, og at dømme efter første skæring lever det i dén grad op til både sang- og albumtitel. Noget så smukt som en hyldest til oprigtigheden. Som med Akron/Family er der noget næsten godmodigt over udtrykket. Vi er langt fra det håbløse og narcissistiske forsøg på at formidle en vis naivitet. Der er noget rent over disse enkle og dominerende guitarflader, dubbede (i ordets tekniske og for guds skyld ikke genremæssige forstand!) opråb, den obligatoriske percussion. Man må muligvis sænke paraderne, og da bliver man smittet.

MP3: Dana Buoy - Call To Be



/Martin

Perfume Genius og den utidige tristesse

I sommeren 2010 tog jeg hul på et nyt kapitel i tilværelsen, og et par dage før de første ytringer skrev jeg lidt om Perfume Genius. Det var egentlig ikke relateret, men der var noget ved ubalancen, der passede fint.

Perfume Genius er amerikanske Mike Hadreas, der i 2009 udgav singlen Mr Peterson på det yderst habile Turnstile, som efterfølgende udgav debutalbummet Learning. I samarbejde med Matador udgiver de senere på måneden opfølgeren Put Your Back N 2 It. Jeg modtog nyligt mit eksemplar, og det er uden tvivl en tidlig kandidat til årets plade. Vi skal jo starte tidligt, ikke?

Det er - ligesom billedet - nøgent og til tider grænsende til det isnende. Hadreas er en fantastisk sangskriver, der med sine korte popsange opbygger et formidabelt, lille univers af utidig tristesse. Det er direkte i en grad, der er sjældent for disse tider, og det er ofte så trist, at man som lytter forundres over at føle et minimalt håb. Trods alt.

Hele pladen kan streames lidt endnu via The Guardian.



/Martin

Ny 7" fra Fort Lean

Amerikanske Fort Lean udgav april sidste år en glimrende debut EP, der viste prøver på mere end blot teknisk imponerende fortolkningsevner. Det er ganske vist revival rock fra Brooklyn, og der er uden tvivl elementer af The Walkmen i musikken, men der er god grund til at holde øje med kvintetten.

Nu er de ude med en 7" single med den passende vintertitel Sunsick. Den er ganske triumferende, og de insisterende trommer lægger en perfekt bund til den vitale vokal. Hverken ud fra pressebilleder eller videoer har jeg kunnet dømme, om de lyse lokker mon er en paryk.

Gruppen selv udtrykker ganske fint, hvad deres musik står for med disse ord: Fort Lean is about getting too drunk at your own picnic.

MP3: Fort Lean - Sunsick





/Martin