Kokain på bagsædet: Lewis og den glemte plade fra 1983

1983. En romance med åben sportsvogn, hvidt pulver og en check uden dækning. Få spor af noget som helst.

Vi prøver igen:

1983. En mand udgiver en enkelt plade under navnet "Lewis". Pladen hedder L'Amour, og den bliver udgivet på det ukendte pladeselskab R.A.W. Det er alt, hvad vi ved.

Vi prøver igen:

Det er næsten alt, hvad vi ved. En samler fandt en dag pladen på et loppemarked, gav den videre til en ven, der lagde den ud på nettet. Her blev den delt, og myter opstod. Ingen vidste noget om den mystiske udgivelse. På coveret står en dedikation til Sports Illustrated-supermodellen Christie Brinkley, ligesom tre personer bliver krediteret: en fotograf, en lydtekniker og en musiker, der spiller synth på pladen.

Nu bliver L'Amour genudgivet af Seattle-pladeselskabet Light in the Attic. De besluttede sig for at undersøge sagen nærmere. Med hjælp fra den krediterede fotograf fandt de ud af, at manden gik under navnet Randall Wulff. Han kørte en hvid Mercedes cabriolet og havde en kæreste, der "lignede en model". Han betalte for sin fotosession med en check. Den viste sig at være værdiløs.

Sporet førte tilbage til Alberta i Canada, hvor LP'en i første omgang var blevet opstøvet. De fandt frem til en nevø, der havde en vag erindring om, at Randall var børsmægler. Erindringen havde også et visuelt element knyttet til et besøg i onklens lejlighed: Randall havde udelukkende hvide møbler – og en kæreste, der "lignede en model".

Flere detaljer kan læses i pladeselskabets beretning, hvor de også fortæller, at de vil deponere hans royalties, hvis han en dag dukker op. Men alt dette ville kun være af ringe interesse, hvis ikke musikken havde rørt nogle af de lyttere, der adskillige år senere er faldet over hans musik. Lewis – eller Randall om man vil – hvisker sig gennem store dele af L'Amour. Alt holdes enkelt, og en synthesizer á la Badalamanti fuldender lydbilledet.

På en måde får vi hele historien i titlen på første sang: I Thought the World of You. Hvordan forholder vi os til erindringen om dedikation? Erindringen om overgivelse? Såfremt sangen og pladen handler om en særlig person – måske pigen, der "lignede en model" – kan man spørge sig selv, om datidsformen i titlen indikerer en skuffelse over personen. Eller om den måske snarere henviser til den følelse, han havde så svært ved at kanalisere ud i det rette øjeblik eller på den rette måde dengang.

Den forrygende blog 20jazzfunkgreats (også kendt som XXJFG) skriver: "The stockbroker pouring his cocaine soul into an ethereal LP of love songs sounds like something we'd make up, therefore I'm buying it."

Og videre: "The wine bar at the edge of the universe vibe is in full effect throughout thanks to the minimal genius of placing synths over either a torch-song piano or folksy guitar. It's Nebraska if Nebraska existed at the loving intersection of human and machine consciousness."

Alle ord hviskes og mumles. Det utydelige element markerer klart, at vi har at gøre med erindring frem for hukommelse. Det romantiske element i det uvisse og i tvivlen. Har Lewis været klar over, i hvor høj grad han har tematiseret sin egen historie og sit eget eftermæle?



/Martin

Shadow Shadow

Tilbage i sommeren 2012 frigav Shadow Shadow sangen Riviera. Identiteten bag var ukendt. Den følgende sommer kom så 1000001, og de to blev udgivet som 7" på Nonchalant Records, der åbenbart ikke har udgivet noget siden (se billedet).

Nu står det klart, at Mattias Friberg (for nogle måske kendt fra bandet Logh) fra Malmö står bag. Ligesom det står klart, at ventetiden på debutalbummet har været det hele værd. For en måned siden blev Riviera endelig udgivet, og selvom det kan se ud til, at pladen ikke vil blive dækket synderligt bredt, fortjener den nu en god portion opmærksomhed.

Shadow Shadow forestiller sig forskellige fremtider, der er blevet drømt frem i den nære fortid. Som sådan er der altså en vis forbindelse til Keep Shelly in Athens og I Break Horses, der ligeledes er blevet sat i bås som soundtracket til film, der aldrig er blevet lavet. Britta Persson gæster og leverer fine vokalpræstationer.

Shadow Shadow spiller på årets Roskilde Festival, hvorfor man kan håbe på lidt mere opmærksomhed. Riviera blev udgivet 4. marts og kan bestilles via deres hjemmeside.





/Martin

Ramona Lisa

Hvis verden var et bedre sted, var Chairlift den slags, de fleste fra 14-40 kunne lytte til. Men verden har som bekendt sine begrænsninger, og der er desværre kun plads til få gode eksponenter for moderne synth pop.

Den ene halvdel af Chairlift, Caroline Polachek, har efter nogle år med gruppen fået et behov for i højere grad at eksperimentere, hvorfor hun snart er klar med sit første soloalbum. Under navnet Ramona Lisa (hendes gamle online-alter ego) udgiver hun d. 15. april pladen Arcadia via Terrible Records.

Det lyder jo alt sammen lovende, og det bliver kun bedre af, at Polachek har indspillet store dele af pladen i verdens dejligste by, Rom (andre dele i bl.a. London og Tokyo). Det hele er indspillet på hendes computer, og alt er sunget direkte ind i dennes mikrofon og sammensat med et ganske enkelt program.

Denne tilgang refereres også i videoen til førstesinglen, Arcadia, der også indleder pladen. I videoen følger man Polachek i New York og senere ved en søjle, hvor fingrene – på søjlen – spiller med på melodien, ligesom man også ser lydene, som de aktiveres. Hertil kommer et vist fokus på nogle insekter, der dels er en reference til et job, hvori hun arbejdede med den slags, og dels lader til at være et spil på idéen om det 'frie' og 'organiske' over for manges syn på denne tilgang.







/Martin

Ocean Calling

Sophie Wilkie vil ikke sige, hvor hun kommer fra. Det skal handle om musikken, og hvor den tager lytteren hen. Det har man naturligvis hørt før, men i dette tilfælde værdsætter jeg det.

Hun har besluttet sig for navnet Ocean Calling, hvilket passer sammen med dette fokus på rejsen, og på de få pressebilleder, der er taget siden opstarten i anden halvdel af 2013, ser man også et vist fokus på naturen.

Et ydmygt gæt herfra er Skotland. Delvist baseret på landskaberne, delvist på dialekten (særligt udtalen af "snow" som "snøøøw"). Ja, og så bringer singlen Desert Sky Scarlet da også tankerne mod CHVRCHES, selvom produktionen også nærmer sig noget Chromatics – primært i verset.



/Martin

These New Puritans med weltschmerz

At have en musikblog er langt hen ad vejen en beskeden søgen efter en art æstetisk retfærdighed. At fremhæve noget frem for noget andet. Selv hvis det allerede har fået megen opmærksomhed, og særligt når opmærksomheden har været generelt fraværende. Men altid med tanken: dette fortjener at komme endnu bredere ud. Dette kan gøre noget for andre mennesker. Dette bør spille en større rolle i den verden, vi lever i.

Sidste år overså jeg groft en plade, der burde være at finde på enhver årsliste: Field of Reeds af These New Puritans. Men ak, den blev desværre overset mange andre steder også. Hermed ikke sagt at anerkendelsen ikke har været stor; kritikken har primært været yderst positiv.

These New Puritans er et band, der er vokset gevaldigt over årene og har haft modet til at ændre sig og opsøge nye territorier. De undsiger sig efterhånden enhver kategorisering, medens vi almindelige dødelige forsøger at indfange dem blot en smule med vores hang til ord. Allerede fra første færd fornemmer man en vis inspiration fra Spirit of Eden, der går igen på store dele af pladen. De lange, seje træk med triste trompeter og filmisk fascination.

Flere anmeldere har kaldt det "avantgarde", der naturligvis er et særligt vanskeligt begreb at arbejde med om noget kontemporært, og skal vi arbejde med andre vanskelige begreber, er det for mig interessant, at jeg for en sjælden gangs skyld ikke føler nogen stor modstand mod begrebet "art rock". Field of Reeds er kunst. Stor kunst. I det uhyre spændende felt mellem kunst og konsum (hvis vi skal tillade os at være umådeligt sort/hvide i vores tilgang til æstetikken) er These New Puritans så afgjort ét af de mest interessante bands i nyere tid. Der er absolut intet galt med underholdning og ærlig popmusik, men når der for en sjælden gangs skyld skabes noget så besynderligt interessant, fængende og inspirerende, som tilfældet er her, fortjener skaberne også stor applaus.

De har taget sig god tid til at lave pladen, og den fortjener netop tid. Den vokser, den omringer dig, og den overvælder dig, når kontemplationen kaster sine lange skygger.

Der er ofte nogle klassiske elementer på spil, men der er absolut ingen insisterende zeitgeist, som det er tilfældet med stort set alt andet, der udgives disse år. Det er tidløs skønhed.



/Martin

Woods bringer glæde ind i rutinen

Her er to påstande, som er tæt på at være egentlige sandheder. 1) Vi har alle brug for sonisk D-vitamin 2) Woods har aldrig lavet en dårlig plade. Nogle lidt kedelige, jovist, men aldrig dårlige.

Woods er produktive, og selvom dette sjældent har været en kvalitet i musikverdenen de senere år, holder Woods et forbavsende højt niveau. Bent Beyond fra 2012 var blandt mine yndlingsplader det år.

Den 15. april udgiver de deres nye plade, With Light and with Love, på deres eget pladeselskab Woodsist. Singlen Moving to the Left har allerede været ude i nogle uger, og den har bragt solskin ind, hvor det har manglet herhjemme. Det leverer de altid, og det må vi takke dem for. Et forrygende omkvæd og en hæderlig produktion.



/Martin

Schultz and Forever om perspektiv og synvinkler

Fra distancen ser vi alting klarere, er et synspunkt, mange vil vedkende sig. Vi har fra Schiller endog idéen om distancens pathos. Men hvad sker der, når man ikke kan identificere sig med noget, man selv har skabt? Ja, så må man jo starte helt forfra. Jonathan Schultz - manden bag Schultz and Forever - kan ikke længere begejstres over sine gamle EP'er, og historien får dermed lov at være historie for nu.

"Nu" er således 2014, og det betyder heldigvis en ny single fra Schultz, der ganske som bekendtgjort er noget helt, helt andet. Med P.O.V. er det tematiske fokus på synsvinkler, subjektets omgang med verden. For en stund er det værd at tænke på det ganske enkelt fantastiske udtryk "at kaste sit blik på [...]". Denne gamle indsigt indikerer netop den menneskelige sansning som noget, der kobler individet til den perciperede verden. Der er synspunkter, og der er erkendelsen af, at vi kun ser, hvad vi tilfældigvis ender med at se og til en vis grad vælger at (ind)se. Tilfældigheder og skæbner. Selvet i verden og verden i selvet.

Point of View, P.O.V., at komme væk fra en tunnelvision, at rive sig løs. Fra andre og ikke mindst sig selv. Men med bevidstheden om at det selvfølgelig aldrig helt vil lade sig gøre i absolut forstand, hvorfor det gælder om at bibeholde nysgerrigheden og udforske storheden. Netop dette er, hvad man hører i den fine komposition og forrygende produktion. Der er så megen plads i lydbilledet, der fyldes ud og venter på at fyldes ud. Der er en god fornemmelse af rummet, der kun meget sjældent høres i dansk musik. De fleste ord og stavelser synes at blive strakt ud og undersøgt. Vibrationer fra underbevidstheden. Det er ikke bare lovende - det er allerede overbevisende.

Den første LP udkommer til efteråret, og der skulle være meget at glæde sig til.



/Martin