Robert Pollard var og er en forrygende og forfriskende sangskriver, men hans værker bliver nok aldrig så spændende, som de var tilbage i Guided By Voices-materialet fra 90'erne.Wikipedias artikel om legenderne har et interessant ordvalg, når det kommer til skelnen mellem de forskellige perioder i gruppens historie. Fra "the lo-fi years" til "the 'professional' era" (og sidst "the final years"). Ordet 'professional' er måske upræcist, men alligevel underligt dækkende - næsten tilstrækkeligt.
Bee Thousand fra 1994 er stadig et mesterværk i manges øjne og en kæmpe indflydelse for mange nutidige bands. 20 sange på godt 37 minutter. Så meget overskud, så megen nysgerrighed - fanget på en god, gammeldags four-track. Her er næsten tale om definitionen af succesfuld lo-fi. Ikke alle 20 sange er lige fantastiske, men flere er tæt på det geniale.
Da gruppen i 1999 udgav Do the Collapse, var det i første omgang meningen, at det skulle være på et major label - nemlig Capitol. Efter en del forsinkelser endte det dog hos det mindre TVT. Anmeldelserne var blandede - overordnet skuffende. Og her stopper vi med historietimen. Der er ingen grund til at fokusere på nedgangen. Jeg vil i stedet stoppe op og udvælge følgende sang, Hold On Hope, som et af højdepunkterne ved '99-albummet. Det er simpelt, utrolig poppet, produceret (de fleste fans af det gamle materiale vil bruge ordet "overproduceret") og egentlig bare en behagelig sang. Og hvem kan høre dét og stadig være bitter?
Til sammenligning er her I Am a Scientist fra Bee Thousand:
God søndag til jer alle.
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar