Fredag d. 30. november. Et udsolgt Amager Bio.
The National kan ikke længere kaldes en velbevaret hemmelighed i musikverdenen - i modsætning til canadiske
Hayden, der havde fået æren af at varme op for vores alle sammens Brooklyn-nørder denne aften.
Hayden:Singer-songwriteren
Hayden er en sjov størrelse. Også bogstaveligt talt. Han ligner en mørkhåret broder til Wayne Coyne og bag sin harmonika har Paul Hayden Desser en lune og en fantastisk sans for humor, der kun var få forundt til denne koncert.
Han stod skiftevis med sin akustiske og sad ned ved sit keyboard, der var nydeligt dekoreret med et tæppe for effektens skyld - som oftest med en mundharmonika spændt om halsen. Imponerende var det, at han fik sine instrumenter til at lyde som meget mere end ét menneske alene på en scene foran et publikum, der ikke havde den store interesse i ham.
Hayden har noget på hjerte, hvilket måske også er grunden til, at netop
The National har været fans af ham siden deres college-tid, som de selv siger. Uheldigvis for ham var publikum noget uforskammet, og størstedelen snakkede sig igennem hele hans set. Dette fik også canadieren til at bede om et enkelt nummer til at vise, hvad han kunne - et nummer, der endte med, at keyboardet gik i baglås og udgav en funky guitarlyd i stedet for det klassiske piano. En underholdende situation, der var mere interessant for det berusede publikum end selve musikken.
Det blev også til et cover af
Leonard Cohen undervejs, men selv dette kunne ikke fange publikum, hvilket nok var grunden til, at
Hayden resigneret kunne mumle "alright, okay", før han skiftede den akustiske ud med en elektrisk.
Her lod det til, at publikum endelig blev nysgerrige - eller også var man blot så heldig, at musikken overdøvede de teenagepiger, der hellere ville snakke om dagens indkøb - selvom de stod få meter fra scenen.
Få minutter senere skulle de dog få lov at skrige, da hele
The National, med undtagelse af sanger
Matt Berninger, kom ud for at akkompagnere
Hayden på det sidste nummer i hans set.
Musikken var der intet galt med i
Haydens set - publikum var blot i for høj grad kommet for noget andet.
The National:Hvor publikum ved opvarmningen var stort set ligeglade, var det et yderst dedikeret publikum, der tog imod aftenens hovednavn.
The National er ikke et band med stjernenykker. De fleste af dem har en historie med jobs i IT-branchen, og det nørdede kommer på scenen frem som noget uhyre sympatisk, hvilket gør det så meget nemmere at holde af dem. På tour har de et ekstra medlem i form af en violinist / keyboardist, der spiller så entusiastisk, at man til tider skulle tro, at han prøver at sætte ild til sin violin.
Lad det være sagt med det samme: Koncerten levede på alle måder op til forventningerne. Og dét er ikke så lidt sagt, når
The National er kendt for virkelig at levere på en scene - selvom årets koncert på
Roskilde ifølge mange aldrig helt fik taget til at lette.
Aftenens koncert bestod mest af sange fra de to fantastiske albums
Alligator (2005) og
Boxer fra i år, så der var rigeligt af oplagt materiale at vælge imellem. Men gruppen skiller sig ud fra mange bands ved at elske at spille live. De var denne aften på Amager oplagte som få, og
Matt Berninger var sædvanligt beruset og følelsesladet.
Det eneste minus ved koncerten var, at lyden ikke var helt så god, som man kunne forvente sig i et lokale som Amager Bios. Dermed ikke sagt at den var elendig eller direkte hæmmende - der var blot passager, hvor guitarerne eksempelvis var skruet for højt op, mens vokalen blev en smule begravet i velorganiseret larm. Men det hører til småafdelingen, og der var generelt intet at sætte på dét, der udspillede sig på scenen.
Det mest overraskende element for undertegnede var, at det var sangene var
Alligator, der kom bedst ud over scenen, hvilket blot er endnu et tegn på, hvor aktuelt det album stadig er.
Man kunne argumentere for og imod i lang tid, hvilke enkelte sange der fortjener at blive fremhævet.
Publikum skreg på nyklassikeren
Mr November, da bandet entrerede scenen til tre ekstranumre, og også dén blev leveret energisk og overbevisende. Stærkest var dog den gamle live-favorit
About Today, der viste en
Matt Berninger på toppen - og tæt på tårer. Han var ikke den eneste.
Mp3: Hayden - Where and WhenMp3: The National - Fake Empire/Martin
Med udgivelsen af sit tredje album kunne det endelig ligne lysere tider for Sharon van Etten. I hvert fald lysere hvad angår eksponering af musikken. Med de relativt triste tekster og en albumtitel som Tramp ved man jo aldrig.
